Efter cirka et år i Itu modtog jeg et telegram med en indbydelse til midlertidigt at arbejde på Betel, Jehovas Vidners afdelingskontor i Rio de Janeiro, og være med i forberedelserne til landsstævnet. Jeg tog med glæde imod indbydelsen.

Yderligere opgaver og udfordringer

På Betel var der ingen mangel på arbejde, og jeg var glad for at kunne hjælpe til med hvad som helst. Det var meget berigende at overvære drøftelsen af dagens tekst hver morgen samt betelfamiliens vagttårnsstudium mandag aften. De inderlige bønner som Otto Estelmann og andre erfarne medlemmer af betelfamilien bad, gjorde stort indtryk på mig.

Efter landsstævnet pakkede jeg mine tasker for at tage tilbage til Itu, men til min forbavselse overrakte landstjeneren, Grant Miller, mig et brev med en indbydelse til at blive medlem af betelfamilien. Min værelsesmakker var søster Hosa Yazedjian, som stadig tjener på Betel i Brasilien. Dengang var det en lille betelfamilie med kun 28 medlemmer, og vi var alle nære venner.

I 1964 kom João Zanardi, en ung heltidsforkynder, til Betel for at blive oplært. Derefter blev han udnævnt som kredstilsynsmand, eller rejsende tilsynsmand, i området. Vi mødtes nogle gange når han kom til Betel for at aflevere sine rapporter. Landstjeneren gav João lov til at overvære familiestudiet hver mandag aften, og vi havde derfor mulighed for at se hinanden lidt mere. I august 1965 blev João og jeg gift. Jeg tog med glæde imod indbydelsen til at virke sammen med min mand i kredstjenesten.

[Illustration på side 26]

Betelfamilien i Brasilien i 1963