Budskabet bringes ud ved hjælp af tegnsprog

Den hastige vækst har ikke mindsket omsorgen for de døve og de blinde. Det har givet gode resultater at være opmærksom på deres behov. I 1992 blev der udgivet en 336-siders bog på portugisisk som skulle lære døve at bruge tegnsprog. Bogen har søgt at standardisere de tegn Jehovas vidner i Brasilien bruger, og ligeledes at fjerne de tegn der har deres udspring i babyloniske tanker. Et af disse var en håndbevægelse der foregiver bestænkning — hvilket selvfølgelig ikke på rette måde leder tanken hen på den kristne vanddåb.

Den første menighed for døve og hørehæmmede blev dannet i Rio de Janeiro i 1982. Nu er der seks sådanne menigheder og 50 mindre grupper i forskellige byer. I 1994 var der 18 stævner med døvegrupper. Ved nogle af disse var der en tolk for hver af personerne i skuespillet. I 1996 kunne døve brasilianske forkyndere med glædestårer i øjnene modtage en video udgivet af Selskabet. Den indeholder brochuren Hvad kræver Gud af os? på tegnsprog. Dette vil blive til stor gavn, eftersom mange døve ikke kan læse, men udmærket forstår tegnsprog.

De brødre der tjener som ældste, menighedstjenere og pionerer i disse menigheder, skal roses for deres villighed. Det kræver tid, flid og udholdenhed at lære tegnsprog, men resultaterne har været gode.

„Hun opmuntrede mig uden at kunne se, høre eller tale,“ er en udtalelse man ofte hører fra dem der kender Rosemary Varella, en blind og døv søster der har tjent som hjælpepioner de seneste tre år. Hun er født døv og har derfor aldrig lært at tale. Efterhånden mistede hun også synet og er nu praktisk talt blind. Hun kommunikerer ved hjælp af tegnsprog, og når andre siger noget til hende, føler hun på deres hænder hvilke tegn de laver.

Rosemary havde mistet synet før hun lærte sandheden at kende, og hun havde store vanskeligheder med at kommunikere med sin mand. Dette gjorde hende så nedtrykt at hun overvejede at begå selvmord. På det tidspunkt blev hun kontaktet af Nilza Carvalho, en ung pioner som kunne tegnsprog. Da hun lærte om Guds løfte om at helbrede folk for enhver form for handicap, tog hun imod et bibelstudium. (Es. 35:5) Snart begyndte hun at overvære døvemenighedens møder i São Paulo. Man fik en tolk til at sidde ved siden af hende under møderne for at videregive det der blev sagt ved hjælp af tolkning hvor følesansen udnyttes. Senere tog også hendes mand imod et bibelstudium; han holdt op med at ryge, og de blev begge døbt i februar 1992. Kort efter deres dåb blev de begge hjælpepionerer. Rosemary har ledet 20 bibelstudier med døve samtidig med at hun har passet sine pligter i hjemmet.

[Illustration på side 194]

I nogle menigheder ydes der særlig hjælp til døve og blinde