Tag for eksempel Joaquim Melo, som jeg traf fra dør til dør. Jeg talte først med tre mænd som ikke var særlig interesserede. Så bemærkede jeg en ung knøs der stod og lyttede opmærksomt. Hans interesse fik mig til at henvende mig direkte til ham, og efter at have aflagt et grundigt vidnesbyrd inviterede jeg ham til menighedens bogstudium. Han kom ikke til studiet, men mødte op til den teokratiske skole og er derefter kommet fast til møderne. Han gjorde gode fremskridt, blev døbt og kom til at virke adskillige år i rejsetjenesten sammen med sin kone.

Så er der Arnaldo Orsi, som jeg mødte på min arbejdsplads. Når jeg forkyndte for en bestemt kollega, lagde jeg mærke til en ung mand med skæg der diskret lyttede med. Jeg begyndte derfor at tale direkte til ham. Han var ud af en meget katolsk familie, men ville gerne vide hvordan vi så på sådan noget som rygning, pornofilm og judo. Jeg viste ham hvad Bibelen siger, og til min store glæde bad han mig næste dag komme over og se at han destruerede sin pibe, sin lighter og sit krucifiks. Jeg så ham også destruere sine pornofilm og fjerne sit skæg. I løbet af få minutter var han helt forandret. Han holdt desuden op med at dyrke judo og spurgte om vi ikke skulle studere Bibelen sammen hver dag. Selv om hans hustru og hans far var meget imod det, fortsatte han med at gøre åndelige fremskridt med hjælp fra de brødre der boede i nærheden. Inden længe blev han døbt og tjener i dag som menighedsældste. Hans hustru og børn har også taget imod sandheden.

Dengang arrangerede den katolske kirke lange processioner i São Paulos gader, og ofte var der nogle mænd som gik foran for at bane vej. En søndag hvor far og jeg var på gaden for at tilbyde Vagttårnet og Vågn op!, kom et langt optog forbi. Far gik som sædvanlig med hat. En af mændene foran optoget råbte: „Tag hatten af! Kan De ikke se at der kommer en procession?“ Eftersom far ikke tog hatten af, kom der flere mænd til og trængte os op imod en butiksrude og skabte en masse postyr. Det fangede en politibetjents opmærksomhed og han kom hen for at se hvad der foregik. En af mændene tog ham i armen og ville sige noget til ham. „Fjern din hånd fra min uniform!“ kommanderede betjenten og slog manden over hånden. Han spurgte så hvad der foregik. Manden forklarede at far ikke ville tage hatten af for processionen, og tilføjede: „Jeg er apostolsk romersk katolik.“ Det uventede svar lød: „Siger du romersk? Så tag hjem til Rom! Det her er Brasilien.“ Derefter vendte betjenten sig om og spurgte os: „Hvem var her først?“ Da far sagde at det var vi, gennede politimanden de andre mænd væk og sagde at vi kunne fortsætte vores arbejde. Han blev stående ved siden af os indtil hele processionen havde passeret — og fars hat blev hvor den var!

Den slags episoder hørte godt nok til sjældenhederne. Men når de indtraf, var det opmuntrende at vide at der fandtes mennesker som troede på retfærdighed for mindretalsgrupper og som ikke lå på maven for den katolske kirke.

Ved en anden lejlighed traf jeg en teenager som viste interesse og bad mig komme igen ugen efter. Da jeg vendte tilbage tog han pænt imod mig og inviterede mig indenfor. Men til min store overraskelse befandt jeg mig pludselig midt i en bande unge der gjorde nar af mig og prøvede at tirre mig. De blev mere og mere provokerende og jeg havde på fornemmelsen at de inden længe ville overfalde mig. Jeg sagde til ham der havde inviteret mig, at hvis der skete mig noget havde han det fulde ansvar og at min familie vidste hvor jeg var. Jeg bad dem om at lade mig gå, og det indvilligede de i. Inden jeg gik sagde jeg imidlertid at hvis nogen af dem gerne ville tale med mig på tomandshånd, var de velkomne. Jeg fandt senere ud af at denne gruppe fanatikere var venner med den lokale præst, og at det var ham der havde opfordret dem til at arrangere dette møde. Jeg var lettet over at være sluppet fra dem.