Følgende brev afspejler en typisk reaktion hos de interesserede i disse områder:

„Jeg er meget lykkelig for at De sendte to unge damer til byen, for det gav mig mulighed for at lære Jehovas organisation at kende. De var en sand velsignelse fra Jehova for mig. Jeg er ked af at høre at de snart rejser igen. Kære brødre, hvis det på nogen måde er muligt, så lad dem blive hos os lidt længere. — R. M. P.“

Vincente, der er lokomotivfører, er på farten meget af tiden, og det er begrænset hvad han kan udrette i tjenesten fra dør til dør. Han læste i Vagttårnet at en søster havde tegnet 59 abonnementer ved at tilbyde dem til sine arbejdskammerater. Han besluttede sig til at prøve samme fremgangsmåde. Han satte målet til ti abonnementer i april. „Jeg fik et helt chok,“ skriver han. „Jeg nåede målet på to dage! Så satte jeg det op til 20, men nåede det på syv dage. Et tredje mål, på 30, blev nået hen midt i måneden. Så satte jeg mig det mål at tegne lige så mange som den søster hvis erfaring jeg havde læst. I kan tro jeg var glad da jeg kunne rapportere 68 abonnementer for hele måneden.“

En anden broder, der hørte de ældste tilskynde til hjælpepionertjeneste, ansøgte om at være med i marts. Han nød det så meget at han fortsatte i april og tegnede 79 abonnementer i de to måneder, de fleste af dem på sin arbejdsplads.

Selv en fireårig pige har været med. En ven besøgte hendes familie nogle dage. En dag havde gæsten lyst til at læse og sagde beklagende: „Er der slet ikke noget at læse her i huset?“ Den unge forkynder satte hænderne i siden og svarede: „Er der ikke noget at læse her i huset? Vent lige lidt.“ Hun løb ind på moderens værelse, klatrede op på en stol, tog en stabel af hendes blade, Vagttårnet og Vågn op!, bragte dem ind til gæsten, og sagde: „Se nu om der ikke er noget at læse!“ Vennen syntes så godt om at læse i bladene at den lille pige sagde: „Hvis du har lyst, kan du få dem med posten.“ Resultatet: to abonnementer.