• Surdej
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)

    • De gamle ægyptere fremstillede øl, der krævede at man tilsatte et gæringsmiddel, og de bagte både syret og usyret brød. Det ser ud til at hebræerne kendte til „hvedeøl“. (Es 1:22; Ho 4:18, NV; Lexicon in Veteris Testamenti Libros af L. Koehler og W. Baumgartner, Leiden 1958, s. 646) Vildgær, som man kunne få fra sporerne af visse svampevækster, har måske været anvendt til nogle af disse produkter. Ved udgravninger i Ægypten har man fundet porøst brød der indeholdt døde gærceller. Ægypterne brugte efter sigende også natron (natriumkarbonat) når de bagte brød. Natriumkarbonat fører ikke til en gæringsproces på samme måde som surdej, men frigiver kultveilte, der får brødet til at hæve. Det ser ud til at det har været almindeligt både i Ægypten og i Israel at gemme noget dej ved brødbagning, lade det gære og bruge denne surdej ved næste bagning. Som regel blev surdejen opløst i vand i dejtruget før der blev tilsat mel, eller den blev lagt i melet og æltet sammen med det. — Mt 13:33; Lu 13:20, 21.

      I Guds lov til Israel. Intet kornoffer som israelitterne frembar som et ildoffer til Jehova, måtte bestå af „noget syret“. (3Mo 2:11) Men i forbindelse med takofferet måtte der gerne anvendes surdej. Takofferet var et fællesskabsoffer der blev bragt frivilligt, i taknemmelighed over Jehovas mange velsignelser. Under måltidet skulle der herske glæde, og syret brød blev normalt spist ved glædelige begivenheder. Foruden offerkødet (dvs. dyret) og de usyrede kager skulle den ofrende medbringe ringformede kager af syret brød, der ikke blev lagt på alteret, men blev spist af den ofrende selv og den præst der frembar offeret. — 3Mo 7:11-15.

      Når førstegrøden af hvedehøsten blev frembåret, hvilket skete på pinsedagen, svang ypperstepræsten to syrede hvedebrød for Jehovas ansigt. (3Mo 23:15-21)