Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvad man kan gøre
    Vågn op! – 1994 | 8. april
    • Tidlig opdagelse

      „At opdage brystkræft tidligt er stadig det vigtigste for at ændre sygdomsforløbet,“ siger publikationen Radiologic Clinics of North America. Tre nøglefaktorer i den forbindelse er regelmæssig selvundersøgelse, årlig lægeundersøgelse og mammografi.

      En kvinde bør hver måned undersøge sig selv og være opmærksom på om hendes bryster har ændret form eller føles anderledes; der kunne for eksempel være en hårdhed eller en knude. Uanset hvor lille knuden er, bør hun omgående kontakte sin læge. Jo tidligere knuden diagnosticeres, jo større kontrol har hun over sin fremtid. En undersøgelse fra Sverige viser at hvis en kræftsvulst uden metastaser var omkring 15 millimeter eller derunder i størrelse og blev fjernet kirurgisk, var der 94 procents sandsynlighed for at kvinden kunne leve 12 år længere.

      Dr. Patricia Kelly siger: „Hvis man ikke har mærket noget til en brystkræft i 12 1/2 år, kommer den sandsynligvis ikke tilbage. . . . Og kvinder kan lære at finde knuder i brystet der er mindre end én centimeter i størrelsen blot ved hjælp af fingrene.“

      Det anbefales at man hvert år får foretaget en undersøgelse hos lægen, især når man er fyldt 40 år.

      Det Nationale Kræftinstitut i De Forenede Stater siger at regelmæssig mammografi er et godt våben mod kræft. Denne form for røntgenkontrol kan spore en svulst op til to år før den kan mærkes. Man anbefaler kvinder over fyrre at få foretaget mammografi. Dr. Daniel Kopans siger imidlertid: „Metoden er langtfra fuldkommen.“ Mammografi kan ikke spore al brystkræft.

      Dr. Wende Logan-Young fra en brystklinik i staten New York siger til Vågn op! at hvis en kvinde eller hendes læge finder en deformitet som ikke bliver bekræftet ved en mammografi-screening, kan der være en tendens til at ignorere de fysiske symptomer og tro røntgenbilledet. I den forbindelse siger hun at dette er „den største fejl der begås nu om stunder“. Hun råder kvinder til ikke udelukkende at støtte sig til mammografiens evne til at påvise kræft men også at sætte deres lid til brystundersøgelsen.

      Mammografien kan kun påvise svulster, men den kan ikke fastslå om de er godartede (benigne) eller ondartede (maligne). Det kan man kun gøre ved hjælp af en vævsprøve (biopsi). Et eksempel er Irene, som fik foretaget mammografi. På baggrund af røntgenbilledet erklærede lægen at svulsten var godartet, og sagde: „Jeg er helt sikker på at De ikke har kræft.“ Sygeplejersken som foretog mammografien var foruroliget, men Irene sagde: „Jeg tænkte at når lægen var så sikker, var det nok bare mig der overreagerede.“ Senere voksede knuden, så Irene konsulterede en anden læge. Der blev udtaget en vævsprøve og den viste at hun havde inflammatorisk carcinom, en hurtigtvoksende kræftform. For at afgøre om en svulst er godartet (sådan som 8 ud af 10 er) eller ondartet må man udtage en vævsprøve. Det bør man gøre i alle tilfælde hvor knuden vokser eller føles mistænkelig.

  • Hvad man kan gøre
    Vågn op! – 1994 | 8. april
    • [Ramme på side 9]

      Selvundersøgelse — den månedlige kontrol

      SELVUNDERSØGELSEN af brysterne bør foretages fire til syv dage efter menstruationen. Kvinder der ikke længere har menstruation kan vælge en bestemt dato hver måned.

      Advarselstegn man skal se efter hver måned på samme dag

      • En knudedannelse uanset størrelse (lille eller stor) eller en hævelse i brystet.

      • Rynker, indtrækninger eller farveændringer i huden på brystet.

      • Affladning eller indtrækning af brystvorten.

      • Udslæt, sår der ikke heles eller udflåd fra brystvorten.

      • Forstørrede kirtler i armhulen.

      • Forandringer i skønhedspletter eller ar på brystet.

      • Påfaldende, ny asymmetri i brysterne.

      Selvundersøgelse

      Stå oprejst, løft venstre arm. Brug højre hånd og begynd yderst på brystet. Bevæg langsomt fingrene i små cirkler rundt om brystet hen mod brystvorten. Vær også opmærksom på området mellem underarmen og brystet.

      Lig ned med en pude under venstre skulder, mens venstre arm anbringes over eller bag hovedet. Foretag samme cirkulære bevægelse som beskrevet ovenfor. Undersøgelsen gentages i højre side.

      Tryk blidt på brystvorten for at påvise eventuelt udflåd. Gør det samme med højre bryst.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del