Da Gud skabte Adam i Eden og „blæste livsånde [nisjmathʹ (af nesjamahʹ) chajjīmʹ] ind i hans næsebor“, er det derfor tydeligt at han ikke blot fyldte Adams lunger med luft, men også lod livskraften, eller ånden (ruʹach), fylde alle hans celler med liv. — 1Mo 2:7; jf. Sl 104:30; Apg 17:25.

Åndedræt; livets ånde; livskraft. I beretningen om menneskets skabelse siges der at Gud dannede mennesket af støv fra jorden og „blæste [form af nafachʹ] livsånde [nisjmathʹ (af nesjamahʹ) chajjīmʹ] ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl [næʹfæsj]“. (1Mo 2:7; se SJÆL.) Næʹfæsj kan bogstaveligt gengives med „en der ånder“, altså „en åndende skabning“, det være sig et menneske eller et dyr. Nesjamahʹ bruges ligeledes i betydningen „en der ånder“, eller „en der trækker vejret“, og er således praktisk talt synonymt med næʹfæsj, „sjæl“. (Jf. 5Mo 20:16; Jos 10:39, 40; 11:11; 1Kg 15:29.) I 1 Mosebog 2:7 bruges nesjamahʹ til at beskrive hvordan Gud gav Adams legeme liv sådan at mennesket blev „en levende sjæl“. Ifølge andre skriftsteder betød dette imidlertid ikke kun at mennesket begyndte at trække vejret, det vil sige at ånde luft ind i lungerne og ånde ud igen. I 1 Mosebog 7:22, der beskriver tilintetgørelsen af menneske- og dyrelivet uden for arken da Vandfloden kom, siges der: „Alt hvad der havde livets krafts [ruʹach] ånde [form af nesjamahʹ] i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ I dette skriftsted forbindes nesjamahʹ, „ånde“, direkte med ruʹach, som her beskriver den ånd, eller livskraft, der virker i alle levende skabninger, mennesker såvel som dyr.

Theological Dictionary of the New Testament (bd. VI, s. 336) siger: „Ånde (åndedrættet) kan kun spores ved bevægelse [for eksempel ved at brystkassen bevæger sig eller næseborene udvides], og den er også et tegn på og en betingelse for liv som synes særligt forbundet med vejrtrækningen.“ Nesjamahʹ (ånde, åndedræt) er altså både et produkt af ruʹach, livskraften, og et af de vigtigste midler til opretholdelse af denne livskraft i levende skabninger. Videnskabelige undersøgelser har vist at livet er til stede i hver eneste af legemets hundrede billioner celler, og at selv om der hvert minut dør milliarder af celler, produceres der hele tiden nye levende celler. Livskraften i alle de levende celler er afhængig af den ilt som føres ind i legemet ved åndedrættet og transporteres rundt til cellerne via blodbanen. Hvis der ikke tilføres ilt, begynder visse celler at dø efter nogle minutters forløb, andre efter længere tid. Man kan overleve i nogle minutter uden at trække vejret, men hvis livskraften i cellerne forsvinder, er alle menneskelige forsøg på genoplivelse forgæves. De Hebraiske Skrifter, som er inspireret af menneskets Skaber, bruger åbenbart ruʹach til at betegne denne livskraft som er selve livsprincippet, og nesjamahʹ til at betegne åndedrættet som medvirker til at opretholde den.

Eftersom åndedrættet er uadskilleligt forbundet med livet, bruges nesjamahʹ og ruʹach parallelt i flere skriftsteder. Job sagde at han var besluttet på at undgå uretfærdighed „så længe hele min ånde [nesjamahʹ] endnu er i mig og Guds ånd [ruʹach] er i min næse“. (Job 27:3-5) Elihu sagde: „Hvis han [Gud] . . . tog dennes ånd [ruʹach] og ånde [nesjamahʹ] bort til sig, ville alt kød udånde på én gang og mennesket vende tilbage til støvet.“ (Job 34:14, 15) Svarende hertil siger Salme 104:29 om jordens skabninger, mennesker såvel som dyr: „Du [Gud] tager deres ånd bort — de udånder, og til det støv de kommer fra, vender de tilbage.“ I Esajas 42:5 omtales Jehova som „Han der udbreder jorden og dens afgrøde, Han der giver folket på den ånde [nesjamahʹ], og ånd [ruʹach] til dem der vandrer på den“. Nesjamahʹ er åndedrættet som medvirker til at opretholde menneskenes eksistens, og ruʹach er livskraften som giver dem liv så de kan røre sig, vandre og virke. (Jf. Apg 17:28.) Menneskene er ikke som de gudebilleder de fremstiller, hvori der hverken er liv eller ånde. — Sl 135:15, 17; Jer 10:14; 51:17; Hab 2:19.

Selv om nesjamahʹ (ånde, åndedræt) og ruʹach (ånd, virksom kraft, livskraft) undertiden bruges parallelt, er de ikke identiske. Ånden, eller ruʹach, omtales ganske vist somme tider som om den var identisk med åndedrættet (nesjamahʹ), men det skyldes øjensynlig blot at åndedrættet, eller vejrtrækningen, er det tydeligste synlige udtryk for legemets livskraft. — Job 9:18; 19:17; 27:3.

I Ezekiel 37:1-10 beskrives det symbolske syn af sletten med tørre knogler. Knoglerne samledes og blev dækket af sener, kød og hud — „men der var ingen ånde [ruʹach] i dem“. Ezekiel fik da besked på at profetere for „vinden [haruʹach]“ og sige: „Kom, du vind, fra de fire vinde [ruchōthʹ, plur. af ruʹach], og blæs på disse dræbte så de kan blive levende.“ At der tales om de fire vinde, viser at „vind“ er den rette gengivelse af ruʹach i dette tilfælde. Men da denne „vind“, som jo er luft i bevægelse, kom ind i de dødes næsebor, blev den til „ånde“, hvilket også er luft i bevægelse. Det er derfor bedre i vers 10 at gengive ruʹach med „ånde“ i stedet for med „ånd“, eller „livskraft“. (Og denne gengivelse følges i v. 5, 6 og 8.) Desuden ville Ezekiel i synet kunne se legemerne begynde at ånde, at trække vejret, men ville ikke kunne se ånden, eller livskraften, der gav legemerne liv. Som det fremgår af versene 11-14, pegede synet frem til en åndelig (ikke bogstavelig) genoplivelse af israelitterne, der for en tid var åndeligt døde som følge af landflygtigheden i Babylon. Eftersom de i forvejen var fysisk levende og trak vejret, er det naturligt at gengive ruʹach med „ånd“ i vers 14, hvor Gud sagde at han ville indgive ’sin ånd’ i dem så de i åndelig forstand blev levende.