Hvad er da bestikkelse, og hvad siger Bibelen herom? Et leksikon, The World Book Encyclopedia, giver denne definition: „At bestikke er at give eller tilbyde noget af værdi til en person i en betroet stilling, i forventning om at denne da vil overtræde loven eller sine beføjelser på en måde der vil gavne giveren.“ Det er således bestikkelse at give penge (eller gaver) til en dommer i den hensigt at påvirke hans afgørelse og derved „bøje retten“. Det er også bestikkelse at tilbyde penge for at komme uden om lovens krav — som hvis man for eksempel bad en statslig inspektør om at lukke øjnene for mangler ved en bygning eller en bil.

Gud fordømmer bestikkelse. Til dommere i Israel sagde han: „Du må ikke bøje retten. Du må ikke være partisk eller tage imod bestikkelse, for bestikkelsen gør vises øjne blinde og fordrejer retfærdiges ord.“ (5 Mosebog 16:19; jævnfør Ordsprogene 17:23; Esajas 1:23; 5:23; Første Samuelsbog 8:3-5.) Jehova har selv sat normen, for hos ham „er der ingen uretfærdighed, og han viser ikke partiskhed eller tager imod bestikkelse“. (2 Krønikebog 19:7; 5 Mosebog 10:17) Kristne som ønsker Guds godkendelse benytter sig ikke af bestikkelse. — Se også Apostelgerninger 24:26.

Kravet om lovlydighed er endnu en faktor. Jesus sagde: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“b (Markus 12:17; se også Mattæus 17:24-27.) Én ting er at en kristen som ikke har overtrådt loven giver „drikkepenge“ til en statstjenestemand fordi dette forventes. Men hvad nu hvis den kristne faktisk har overtrådt loven? Hvordan kan han med god samvittighed tilbyde bestikkelse for at overtale en embedsmand til at lukke øjnene for overtrædelsen? Apostelen Paulus skrev at vi bør frygte de højere myndigheder, øvrigheden, som har bemyndigelse til at ’lade vrede ramme den der øver det onde’. (Romerne 13:3, 4) Paulus selv så sådan på det at hvis han havde gjort noget forkert, ville han underkaste sig den tilsvarende straf. (Apostelgerninger 25:10, 11) En kristen der for eksempel overtræder færdselsloven kan derfor blive idømt en bøde af en betjent eller en dommer og har pligt til at betale den.

Paulus sagde desuden at øvrigheden er „Guds tjener til gavn for dig“. Skønt nogle embedsmænd viser begærlighed, tjener myndighederne dog til gavn for offentligheden. Der er for eksempel inspektører som på statens vegne bedømmer køretøjer og deres stand, eller undersøger om bygninger opfylder brandregulativerne. Hvis en kristen mener at han, uden at overtræde loven, kan give „drikkepenge“ til en embedsmand som forventer noget sådant for sin tjeneste i al almindelighed, vil dette tydeligvis være noget helt andet end at bestikke en inspektør til at lukke øjnene for overtrædelser af loven.

De kristne må, uanset hvilket land de lever i, vise moden dømmekraft og visdom under de lokale forhold. Tjenere for Gud må huske at de der vil ’gæste Jehovas telt og bo på hans hellige bjerg’ ikke kan benytte sig af bestikkelse. (Salme 15:1, 5) Med hensyn til at give „drikkepenge“ for at få de tjenesteydelser man har krav på eller for at undgå uretfærdig behandling, må en kristen selv afgøre hvad hans samvittighed tillader ham, og han må selv bære ansvaret for de komplikationer der kunne blive følgen. Han bør under alle forhold bære sig sådan ad at han selv bevarer en god samvittighed, ikke kaster smuds på den kristne menigheds gode ry, og ikke er til anstød for andre. — 2 Korinther 6:3.