En vigtig del af aftalen var fastsættelsen af brudekøbesummen, på hebraisk moʹhar. Dette ord forekommer tre gange i Bibelen. (1Mo 34:12; 2Mo 22:16, 17; 1Sa 18:25) Brudekøbesummen blev som regel betalt til forældrene. I Rebekkas tilfælde var det broderen Laban der spillede en fremtrædende rolle ved underhandlingen og derfor ham der, sammen med moderen, modtog „kostbare ting“. (1Mo 24:53) Brudekøbesummen kunne også ydes i form af en tjeneste. (1Mo 29:15-30; Jos 15:16) Af 2 Mosebog 22:16, 17 fremgår det at hvis en pige var blevet forført, skulle brudekøbesummen betales til faderen som erstatning for krænkelsen, også selv om faderen afslog at lade forføreren indgå ægteskab med datteren. Undertiden fik bruden en medgift af sin fader som en „afskedsgave“, og somme tider fik bruden ved forlovelsen gaver af sin tilkommende, som det skete i Rebekkas tilfælde. — 1Kg 9:16; Jos 15:17-19; 1Mo 24:53.

Som regel var der ikke et langt tidsrum på flere år mellem forlovelsen og ægteskabets indgåelse, selv om det til tider var nødvendigt at der gik en vis tid indtil brudgommen kunne betale den fastsatte pris eller yde den ønskede tjeneste. I Jakobs tilfælde var forlovelsestiden syv år, hvori han tjente for at få Rakel, men fik Lea. Så ventede han én uge til før han fik Rakel, men fortsatte med at tjene Laban i syv år til for hende. — 1Mo 29:20-28.