-
Nervøs spisevægring og bulimi — fakta og risiciVågn op! – 1999 | 22. januar
-
-
Bulimi — spiseorgier og opkastninger
Bulimi er en spiseforstyrrelse der er kendetegnet af spiseanfald (hurtig indtagelse af store måltider på helt op til 5000 kalorier eller mere), hvorefter man skiller sig af med maden (ved hjælp af opkastninger eller afføringsmidler).b
I modsætning til nervøs spisevægring er bulimi ikke let at diagnosticere. Bulimikeren er ikke nødvendigvis usædvanlig tynd, og hendes spisevaner er tilsyneladende normale — i hvert fald set med andres øjne. Men for bulimikeren er livet langtfra normalt. Hun er så optaget af mad at alt andet forekommer hende uvæsentligt. „Jo mere jeg åd og kastede op, jo mindre interesserede jeg mig for livet eller for andre mennesker,“ siger Melinda på 16. „Jeg glemte faktisk hvordan det var at have det sjovt med mine venner.“
Geneen Roth, en forfatter og lærer der beskæftiger sig med spiseforstyrrelser, beskriver et spiseorgie som „et tredive minutters anfald af vanvid, et dyk i helvede“. Hun siger at mens det står på, „er man ligeglad med alt og alle, selv venner og familie . . . Det eneste der betyder noget, er mad.“ En 17-årig pige ved navn Lydia beskriver sin tilstand ved hjælp af følgende sammenligning: „Jeg føler mig som en affaldskværn. Jeg skovler maden ind, kværner den og smider den ud — og det hele gentager sig dag efter dag.“
Bulimikeren forsøger desperat at hindre at der sker en vægtforøgelse som hendes hæmningsløse spisevaner ellers ville resultere i. Straks efter et spiseorgie fremkalder hun derfor enten opkastninger eller bruger afføringsmidler for at skaffe sig af med maden før den omdannes til kropsfedt.c Alene tanken virker afskyelig på de fleste, men ikke på bulimikeren. „Jo flere gange man grovæder og derefter kaster op, jo nemmere bliver det,“ forklarer socialrådgiveren Nancy Kolodny. „De første følelser af afsky og frygt viger hurtigt for en uimodståelig trang til at gøre det igen.“
Bulimi er en yderst farlig spiseforstyrrelse. For eksempel kan gentagne opkastninger udsætte mundhulen for ætsende mavesyrer som kan angribe bulimikerens tandemalje. Det kan også skade spiserøret, leveren, lungerne og hjertet. I visse ekstreme tilfælde kan opkastninger medføre en sprængning af mavesækken og endog døden. Overdreven brug af afføringsmidler kan også være farlig. Det kan ødelægge tarmfunktionen og føre til vedvarende diarré og blødninger fra endetarmen. Misbrug af afføringsmidler kan ligesom gentagne opkastninger i værste fald føre til døden.
-
-
Nervøs spisevægring og bulimi — fakta og risiciVågn op! – 1999 | 22. januar
-
-
c For ikke at tage på dyrker mange bulimikere hård motion hver dag. Nogle formår at tabe sig så meget at de med tiden bliver anorektiske, og derefter kan de svinge fra den ene tilstand til den anden og udvise henholdsvis anorektisk og bulimisk adfærd.
-