Vi var de tyrefægtende „hekse“

TYRENE var meget store. De må hver have vejet omkring et halvt ton. Mine to søstre og jeg kæmpede normalt mod unge tyre, men denne gang var det fuldvoksne dyr med frygtindgydende horn. Vi kunne selvfølgelig have nægtet at kæmpe mod dem, men hvordan ville tilskuerne mon have reageret? De havde betalt for at komme ind og se Las Meigas (Heksene) kæmpe mod disse tyre, og vi ville derfor ikke skuffe dem. Vi gik tøvende ind i tyrefægterarenaen.

Du spekulerer måske på hvorfor tre søstre var blevet tyrefægtere. Det var ikke for at vise at kvinder er lige så gode som mænd til dette. Det var udelukkende af økonomiske årsager at vi gik ind i denne mandsdominerede verden.

Som teenagere forlod vi vores hjemby i det nordvestlige Spanien og tog til Madrid, hvor vi håbede på at finde et job. Men da der ikke viste sig noget fulgte vi et råd fra en ven der tidligere havde været torero og besluttede os for at „prøve lykken med tyrene“. Vi kaldte os selv Las Meigas, da det var et navn der let kunne identificere os med vores oprindelsessted i Spanien, og også fordi vi håbede på at kunne forhekse tyrene. Efter kun to års hård læretid blev vi for alvor tyrefægtere.

Farer og død

Vi kæmpede som regel mod de unge to-treårige tyre, der ikke er så aggressive og stærke. Det er dog ikke ensbetydende med at det er ganske ufarligt, for de er som regel hurtige og meget adrætte. Vi var imidlertid heldige; rent bortset fra en brækket ankel, nogle grimme hudafskrabninger og en skade i benet, slap vi uden alvorlige kvæstelser. Selv da vi mødte de store, voksne tyre, kunne vi forlade arenaen uskadte.

I tyrefægtersæsonen kæmpede vi ofte mod fire tyre om formiddagen og fire om eftermiddagen. Med tiden blev det næsten lige så let for os at slå en tyr ihjel som at rede vore senge. I løbet af en periode på otte år kæmpede vi mod og dræbte omkring 1500 tyre i arenaer rundt omkring i Spanien, Portugal og Frankrig. Vort mål var at få en kontrakt i Sydamerika, hvor der var virkelig store penge at tjene, nok til at kunne købe en ranch og avle tyre til tyrefægterarenaerne.

Selv om det var behovet for at tjene penge der fik os til at begynde, blev hoveddrivkraften snart efter et ønske om spænding, berømmelse og rigdom. Trods farerne nød vi det! Sandt nok hørte vi indimellem om en tyrefægters død, og det påvirkede os nogle få dage, idet det mindede os om de farer der er forbundet med denne beskæftigelse. Men angsten forsvandt hurtigt. Når vi gik ind i arenaen sagde vi altid: „Lad kampen begynde!“ i stedet for at ønske hinanden held og lykke.

En anden slags kamp

I 1984 skete der noget som fik os, mine søstre Milagros, Elda og mig, til at ændre vore livsmål og i høj grad vor levevis. Vi begyndte alle tre at studere Bibelen med Jehovas Vidner, og vi blev begejstrede over det vi lærte om Guds rige og om det fremtidige paradis som Gud har lovet. Men så stod vi over for at skulle træffe et svært valg. Var vores job i overensstemmelse med det vi lærte?

Til slut var der to ting som overbeviste os om at vi ikke kunne fortsætte som tyrefægtere. For det første lagde vi mærke til den atmosfære der var ved arenaerne. Tilskuernes fanatisme mindede meget om den der var i et romersk cirkus. Var det passende omgivelser for kristne kvinder?

Det andet problem havde at gøre med Guds beskyttelse. De tyrefægtere der er katolikker søger næsten alle beskyttelse hos deres yndlingsmadonna eller -helgen. Jeg har endog set nogle have et transportabelt alter stillet op på deres hotelværelse, som de så kan bede ved idet de stoler på at det vil frelse dem fra at komme til skade i arenaen. Vi blev imidlertid klar over at vi ikke kunne bede Jehova om beskyttelse når vi forsætligt var onde ved dyr og satte vort liv på spil for at tjene penge og tilfredsstille tilskuerne. Vi besluttede derfor at holde op med tyrefægtning.

Lige så snart vi havde truffet denne beslutning fik vi tilbudt den længe ventede kontrakt i Sydamerika! Muligheden for at tjene mange penge var inden for rækkevidde. Vi stod imidlertid fast på vores beslutning, og den 3. oktober 1985 optrådte vi for sidste gang som „Heksene“. Omkring et års tid senere blev vi døbt, og nu bestræber vi os for at ’kæmpe troens gode kamp’. — 1 Timoteus 6:12.

Vi arbejder stadig sammen, men nu er det i en restaurant og ikke i en arena. Vi er meget lykkelige fordi vi har fundet noget der er bedre end berømmelse og rigdom — et godt forhold til den almægtige Gud og et sikkert håb for fremtiden. Vi ser frem til det tidspunkt hvor det vil være muligt at kæle med vilde tyre i Guds nye verden. Til den tid vil hverken mennesker eller dyr „volde skade eller forårsage ødelæggelse . . . for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. (Esajas 11:9) — Fortalt af Pilar Vila Cao.

Tyrefægtning — kunst eller dyrplageri?

Af Vågn op!-​korrespondent i Spanien

LUCIO var kun 19 da det skete. Det var forår i Sevilla, og den kendte Maestranza-arena var fyldt til bristepunktet. Men Lucio var en anelse for tæt på tyren da den kom tordnende forbi. Et skarpt horn flåede hans højre øje ud.

Efter at han havde forladt hospitalet øvede han sig uafbrudt i tre måneder med sin slængkappe. Selv om han havde mistet et øje, var han ikke indstillet på at sige farvel til sin livsdrøm. Hen mod slutningen af sommeren vendte han tilbage for at kæmpe i arenaen i Sevilla, og blev efter kampen båret ud i triumftog. „Det var en satsning,“ indrømmede han, „men sådan er det nu engang i tyrefægtning.“

Tyrefægterens dramatiske skikkelse har inspireret sangskrivere, forfattere og filminstruktører. Det er formentlig grunden til at de millioner af turister der hvert år besøger Spanien og Mexico ikke føler at de har været der hvis ikke de har overværet en tyrefægtning.

Men turisterne er langtfra de eneste der fylder arenaerne. Kendte matadorer trækker tusinder af lokale fans til de kolossale tyrefægterarenaer i Madrid, Sevilla og Mexico City. I entusiasternes øjne er en kendt matador en kunstner, på højde med Goya eller Picasso, en kunstner der foragter døden for at skabe et levende mesterværk.

Imidlertid har ikke alle spaniere tyrefægtning i blodet. En undersøgelse for nylig afslørede at 60 procent kun havde lidt eller slet ingen interesse for det. Adskillige grupper i Spanien er begyndt at føre kampagner mod denne „nationale fiesta“, idet de hævder at „tortur hverken er en kunstart eller en kulturarv“.

Traditionens gamle rødder

Den gamle skik at et menneske kæmper mod en tyr finder nogle betagende, mens andre finder den modbydelig. Folk i Middelhavsområdet har i århundreder respekteret den vilde tyrs utæmmelige natur. Faraonerne i Ægypten jagede dem til fods, mens prinser og prinsesser på Kreta udfordrede den angribende tyr ved at slå kolbøtter hen over dens horn.

I løbet af det første årtusind efter vor tidsregning satte det romerske og muslimske herredømme sine spor med hensyn til hvad der skulle blive en traditionel spansk skik. Forfaldne romerske amfiteatre blev omdannet til tyrefægterarenaer, som stadig til en vis grad ligner det romerske cirkus. Maurerne indførte den skik, siddende på hesteryg at gennembore tyren, og det er nu blevet en del af ceremonien.

Det var imidlertid ikke før i det 18. århundrede at tyrefægtningen begyndte at antage den form den har i dag. På det tidspunkt overgik tyrefægtningen fra at være forbeholdt aristokraterne til at blive udøvet af professionelle som var ansat af hoffet. Omtrent samtidig designede Goya en karakteristisk klædedragt, der i dag kendes som traje de luces, „lysenes dragt“, på grund af de flotte guld- og sølvbroderier. Man rettede også opmærksomheden mod dét at skaffe de helt rigtige tyre.

Den rigtige tyr

Den ægte vilde tyr forsvandt i det 17. århundrede fra sine sidste levesteder i skovene i Mellemeuropa. Men i de sidste tre hundrede år har den spanske vildtyr overlevet fordi man har fremavlet mange kamptyre. Den største forskel på en vild tyr og en tæmmet tyr er måden den reagerer på når den føler sig truet. Den vilde iberiske tyr vil blive ved med at angribe uanset hvad eller hvem der bevæger sig foran den.

Tyrefægtning afhænger af denne karakteregenskab, hvilket er noget som de spanske opdrættere hele tiden forsøger at forbedre. Tyrene bliver passet og plejet i fire år indtil det skæbnesvangre øjeblik kommer hvor de uden barmhjertighed bliver drevet ind i arenaen. Når tyren kommer derind har den aldrig set en matador eller en kappe før — hvis den havde, ville den kunne genkende teknikken og således være alt for farlig. Den angriber derfor instinktivt kappen der bevæger sig, uanset om kappen er rød eller har en hvilken som helst anden farve (tyre er nemlig farveblinde). I løbet af 20 minutter er det hele forbi, og en livløs krop på et halvt ton bliver slæbt ud af arenaen.

Tyrefægtningens tre akter

Under den farverige åbningsceremoni går alle deltagerne, deriblandt de tre matadorer, deres medhjælpere samt picadorerne, rundt i arenaen. Der er blevet tildelt to tyre til hver af matadorerne, som kæmper mod disse hver for sig. Under hele kampen ledsager et orkester begivenhederne med traditionel livlig og gribende musik, mens hornsignaler meddeler når hver af de tre tercios, eller akter, i forestillingen begynder.

Første akt begynder når matadoren har gjort nogle indledende bevægelser med en stor kappe, for at ophidse tyren. Derefter kommer en picador ridende ind i arenaen med en stålbesat lanse. Tyren bliver provokeret til at angribe hesten, hvis sider er beskyttede af et polstret panser. Picadoren afværger tyrens angreb med sin lanse, idet han stikker den i tyrens nakkemuskler og skuldre. Det svækker tyrens nakkemuskler, og derved bliver den tvunget til at sænke hovedet når den angriber, hvilket er særlig vigtigt i slutfasen når den skal slås ihjel. (Se billedet herover.) Efter yderligere to angreb forlader den ridende picador ringen, og kampens andet tercio begynder.

I denne akt medvirker matadorens medhjælpere, banderilleros, hvis rolle er at stikke to eller tre par banderillas, korte spyd med modhager af stål, i tyrens skuldre. Banderillero’en fanger tyrens opmærksomhed med råb og fagter i en afstand af 20 til 30 meter. Når tyren angriber løber en banderillero hen mod den, og idet han i sidste øjeblik kaster sig til siden, sætter han de to af spyddene i tyrens skuldre.

I kampens sidste akt står matadoren alene over for tyren. Dette afgørende tidspunkt i tyrefægtningen kaldes sandhedens øjeblik. Nu benytter matadoren sin muleta, et skarlagenrødt klæde af serge eller flonel, for at narre dyret. Han holder sig hele tiden tæt op ad tyren mens han med muletaen ophidser den til desperat at angribe, og samtidig benytter han muletaen til at kontrollere angrebene efterhånden som tyren kommer tættere og tættere på. Efter sigende er denne del af kampen „slet ikke en kamp mellem et menneske og en tyr, men snarere et menneskes kamp mod sig selv: hvor tæt på sin krop tør han lade hornene passere, og hvor langt vil han gå for at tilfredsstille tilskuerne?“

Når matadoren har vist sin dygtighed over for den nu forvirrede tyr, forbereder han sig på at give den dødsstødet. Dette er kampens højdepunkt. Matadoren sikrer sig at tyren står i den bedste stilling til dødsstødet, med forbenene samlet. Derefter bevæger han sig over mod tyren, strækker sig ind over hornene og støder sit sværd ned mellem skulderbladene mens han forsøger at undgå at tyren foretager et pludseligt ryk med hornene. I bedste fald skærer sværdet hovedpulsåren over og forårsager næsten øjeblikkelig død. Dette sker dog sjældent, og der må derfor flere forsøg til.

Men selv når en tyr er ved at dø kan den være farlig. For fem år siden vendte en kendt 21-årig matador, der gik under navnet Yiyo, sig om efter at have tilføjet en tyr nådestødet. Tyren kom imidlertid til sig selv, og med et af sine horn gennemborede den hjertet på den ulykkelige tyrefægter.

Nedslibning og døden

For mange er tyrefægtning en farverig og spændende oplevelse. Men der er mere end én ubehagelig side ved denne sport. En entusiast bemærkede at „i dette sørgelige show er den eneste ærefulde skikkelse tyren, og den mishandler man ved at nedslibe spidserne på hornene så den har svært ved at træffe sit mål“.a

Det er almindeligt kendt at arrangører af tyrefægterkampe er korrupte, hvilket fik en matador til ironisk at sige at han ikke frygtede tyrene „halvt så meget som . . . [han frygtede] dem der står for tyrefægterarenaerne“. Selv om de bedste matadorer kan tjene millioner af kroner, er konkurrencen hård og faren for kvæstelser og død er konstant. Af de omtrent 125 fremtrædende matadorer der har været i de sidste 250 år, er mere end 40 døde i arenaerne. De fleste matadorer bliver stanget mindst én gang i løbet af hver tyrefægtersæson, mere eller mindre alvorligt.

Hvordan bør kristne betragte tyrefægtning?

Efter at have overvejet det foregående, hvordan bør kristne da betragte tyrefægtning? Apostelen Paulus forklarede at det grundlæggende princip, at der bør tages hensyn til dyr, stadig gjaldt for de kristne. Han citerede fra Moseloven, som udtrykkeligt krævede at den israelitiske landmand skulle behandle sin okse med omtanke. (1 Korinther 9:9, 10) Tyrefægtning kan næppe siges at være en værdig måde at behandle en okse eller en tyr på. Sandt nok betragter nogle tyrefægtning som en kunst, men det retfærdiggør ikke dette rituelle drab på et prægtigt dyr.

Et andet princip man også bør tage i betragtning er livets hellighed. Bør en kristen med overlæg udsætte sit liv for fare, blot for at vise sit mod eller for at tilfredsstille nogle tilskuere? Jesus nægtede at sætte Gud på prøve ved uden grund at udsætte sig selv for farer. — Mattæus 4:5-7.

I bogen Døden kommer om eftermiddagen skrev Ernest Hemingway: „Formentlig er tyrefægtningen også umulig at forsvare set fra et moderne, det vil sige et kristent synspunkt; naturligvis er der tale om grusomhed, naturligvis er der tale om fare for menneskers liv, farer der enten melder sig selv, eller som med overlæg bliver opsøgt, og der er altid døden.“

Af de tusinder af tilskuere der overværer tyrefægterkampe, finder nogle fornøjelse i det, andre bliver skuffede, mens atter andre føler afsky ved det. Uanset hvordan mennesker betragter tyrefægtning, kan tyrens Skaber ikke se med velvilje på den slags. Selv om det af mange betragtes som en kunstart, er det i virkeligheden en skændselsgerning mod Guds normer. — 5 Mosebog 25:4; Ordsprogene 12:10.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 18]

Den ridende picador stikker sin lanse ind i tyrens nakkemuskler og skuldre for at svække dem

En matador skal til at stikke sit sværd i tyren