Jeroboam forstod at en forenet gudsdyrkelse ville holde et folk sammen, og for at forhindre de ti stammer i at rejse til Jerusalem for at tilbede i templet dér opstillede han to guldkalve, ikke i hovedstaden, men ved de to yderste ender af Israels område, den ene i Betel mod syd og den anden i Dan mod nord. Han indsatte også et ikkelevitisk præsteskab til at lede og undervise Israel i dyrkelsen af både guldkalvene og de bukkelignende dæmoner. — 1Kg 12:28-33; 2Kr 11:13-15.

Selv om den bedste af dem alle, Jehu, vandt Jehovas behag ved at fjerne ba’alsdyrkelsen som Akab og Jesabel havde indført, ’tog han ikke vare på at vandre efter Jehovas, Israels Guds, lov af hele sit hjerte’, men lod Jeroboams kalvedyrkelse fortsætte i landet. — 2Kg 10:30, 31.