I MANGE år nød Kampuchea (tidligere Cambodja) fred. Men i 1970 tog generalløjtnant Lon Nol magten, og som følge heraf gjorde nogle kommunister der var kendt som Khmer Rouge eller De røde Khmerer, oprør. Lon Nol mobiliserede alle han kunne i hele Kampuchea til kampen mod dem.

I april 1975 marcherede kommunisterne, De røde Khmerer, nemlig ind i Pnom-Penh, drev Lon Nol på flugt og gik straks i gang med at forsøge at skabe et fuldstændig nyt samfund.

Til det formål blev alle embedsmænd som havde tjent det afsatte regime beordret til at melde sig for at blive sendt i specielle omskolingslejre. Jeg meldte mig ikke, for jeg ønskede ikke at blive politiofficer igen. Derved reddede jeg livet. Jeg fandt senere ud af at „omskoling“ i virkeligheden betød henrettelse. Alle der meldte sig blev slået ihjel.

En rædselstid

Det anslås at der i de følgende måneder blev henrettet mellem en og to millioner kampucheanere. Jeg overværede personligt henrettelser og så massegrave samt floder og søer der bogstavelig talt var røde af blod og fulde af lig. Familier blev splittet og drevet fra deres hjem og jord. En revolution uden fortilfælde fejede over to tusind års kampucheanske traditioner til side. Ingen kampucheaner kunne have forestillet sig at en sådan gennemgribende forandring var mulig.

Bestyrtet og fyldt med rædsel spurgte jeg mig selv om der var nogen mening med at leve i et så umenneskeligt samfund. Jeg besluttede at flygte til et andet land. De røde Khmerer havde allerede eftersøgt mig; jeg stod på deres sorte liste. Efter at jeg var gået ud af politiet havde jeg levet under falsk navn, og det havde sinket eftersøgningen. Men da jeg var velkendt som sangskriver og forfatter, vidste mange hvem jeg var og brugte endda mit rigtige navn. Jeg indså derfor at jeg var i stor fare.

Men selv i denne situation var beslutningen om at flygte til Thailand ikke let at tage. Uanset hvem der sad ved magten holdt jeg af mit hjemland. Jeg vidste også at når jeg én gang havde forladt landet, skulle jeg regne med aldrig at kunne vende tilbage og gense mine forældre, min broder og mine søstre. Desuden kunne jeg ikke finde ud af hvordan man kom til Thailand. Jeg kunne ikke spørge nogen ad. Jeg havde set liget af en mand som var blevet skudt og efterladt liggende på jorden fordi det var blevet kendt at han planlagde at flygte fra landet.

Min flugt – og min tro på Gud

NØJAGTIG to måneder efter at De røde Khmerer havde taget magten, gjorde jeg og en anden mand et flugtforsøg. Imidlertid fór vi vild og måtte vende tilbage; men jeg gav ikke op. Få dage efter drog jeg af sted igen sammen med en tidligere kollega fra politiet. Senere fik vi selskab af syv andre, deriblandt et treårigt barn.

I junglen hørte vi hårrejsende tigerbrøl. Men vores frygt for tigrene og giftslangerne var ikke nær så stor som frygten for tilhængerne af De røde Khmerer, som ustandselig gennemsøgte junglerne på jagt efter flygtninge. Somme tider så vi dem. Blot den mindste støj ville have tiltrukket deres opmærksomhed og betydet døden. Til tider kunne vi ikke sove af bare frygt.