-
Bibelens 6. bog — Josuas Bog“Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
-
-
1. Hvilken begivenhed står israelitterne over for i 1473 f.v.t.?
VI BEFINDER os i 1473 f.v.t. Der er dramatik og spænding i luften. Israelitterne, der er lejret på Moabs sletter, er klar til at gå ind i Kana’an, det forjættede land. Området på den anden side af Jordan er opdelt i talrige små kongeriger med hver sin hær. De er splittet indbyrdes og svækket af mange års korrupt ægyptisk overherredømme. Alligevel forekommer det israelitterne at de her står over for en overmægtig fjende. De mange befæstede byer med mure omkring, såsom Jeriko, Aj, Hazor og Lakisj, må indtages hvis landet skal erobres. En kritisk tid ligger forude. Afgørende slag må udkæmpes og vindes, slag hvor Jehova selv må træde til med mægtige mirakler til gavn for sit folk for at opfylde sit løfte om at give dem landet.
-
-
Bibelens 6. bog — Josuas Bog“Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
-
-
10. Hvilke direktiver får Josua om indtagelsen af Jeriko, og hvilken dramatisk aktion følger?
10 Erobringen af Kana’an (5:13–12:24). Nu er det første mål inden for rækkevidde. Men hvordan skal man indtage Jeriko, der er „tæt tillukket“ og omgivet af mure? (6:1) Jehova anviser selv fremgangsmåden; han sender „fyrsten over Jehovas hær“ til Josua for at instruere ham. (5:14) En gang om dagen i seks dage skal Israels væbnede styrke marchere rundt om byen, med krigerne forrest, efterfulgt af en procession af præster, hvoraf nogle blæser i vædderhorn og andre bærer pagtens ark. På den syvende dag skal de gå rundt om byen syv gange. Josua videregiver trofast befalingen til folket. Nøjagtig som befalet marcherer Israels hærstyrke rundt om Jeriko. Ingen siger et ord. Der høres kun folkets trampen og lyden af præsternes horn. Efter at de på den sidste dag har sluttet den syvende runde giver Josua tegn til dem om at råbe. De udstøder „et højt krigsråb“ og Jerikos mure falder sammen! (6:20) Alle som én stormer de byen, erobrer den og stikker den i brand. Kun den trofaste Rahab og hendes familie skånes.
11. Hvordan får Israel revanche efter det første nederlag ved Aj?
11 Og nu videre vestpå mod Aj! Israelitternes tillid til at de skal vinde endnu en let sejr forvandles til forfærdelse da mændene fra Aj slår de 3000 angribende israelitiske soldater på flugt. Hvad er der sket? Har Jehova forladt dem? Ængsteligt spørger Josua Jehova. I sit svar giver Jehova til kende at en i lejren har forbrudt sig imod hans befaling om at alt i Jeriko skulle tilintetgøres; vedkommende har stjålet noget og skjult det. Lejren er derved blevet uren og må renses før Israel kan forvente fremgang under Jehovas velsignelse. Ved guddommelig ledelse afsløres synderen, Akan, og han og hans husstand stenes til døde. Da israelitterne igen nyder Jehovas gunst drager de mod Aj. Endnu en gang tilkendegiver Jehova selv hvilken strategi der skal anvendes. Mændene fra Aj lokkes ud af deres befæstede by — og opdager at de er faldet i et baghold. Byen indtages og udslettes sammen med alle sine indbyggere. (8:26-28) Intet kompromis med fjenden!
12. Hvilken guddommelig befaling efterkommer Josua derefter?
12 I lydighed mod Jehovas befaling ved Moses bygger Josua derefter et alter på Ebals Bjerg og skriver ’en afskrift af Loven’ på det. (8:32) Så læser han Lovens ord sammen med velsignelsen og forbandelsen for hele det forsamlede folk, hvoraf den ene halvdel står foran Garizims Bjerg og den anden halvdel foran Ebals Bjerg. — 5 Mos. 11:29; 27:1-13.
13. Hvad fører det til at gibeonitterne handler med list?
13 I forfærdelse over at israelitterne drager så hurtigt frem slutter en del af Kana’ans små kongeriger sig sammen i et forsøg på at standse Josua. Men ’da indbyggerne i Gibeon hører hvad Josua har gjort ved Jeriko og Aj, handler de med list’. (Jos. 9:3, 4) Under foregivende af at være kommet fra et land der ligger fjernt fra Kana’an slutter de pagt med Josua, der går med til „at lade dem leve“. Listen bliver opdaget, men israelitterne står ved pagten. Dog sætter de gibeonitterne til at „samle brænde og trække vand op“ som ’de laveste trælle’, hvorved Noas inspirerede forbandelse af Kana’an, Kams søn, får en delvis opfyldelse. — Jos. 9:15, 27; 1 Mos. 9:25.
14. Hvordan viser Jehova ved Gibeon at han kæmper for Israel?
14 Gibeonitternes afhopning var ingen ringe sag, for „Gibeon var en stor by, . . . større end Aj, og alle dens mænd var vældige krigere“. (Jos. 10:2) Adoni-Zedek, Jerusalems konge, ser i dette en trussel mod sig selv og de andre riger i Kana’an. Der må statueres et eksempel for at hindre at andre går over til fjenden. Derfor slutter Adoni-Zedek og fire andre konger (over bystaterne Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon) sig sammen og fører krig imod Gibeon. For at opfylde sine pagtsforpligtelser over for gibeonitterne marcherer Josua hele natten for at komme dem til undsætning, og slår de fem kongers hære på flugt. Endnu en gang griber Jehova ind i kampen med ødelæggende kræfter som mennesker ikke råder over. Mægtige haglsten regner ned fra himmelen og dræber flere af fjenderne end den israelitiske hær dræber med sværdet. Og — hvilket under! — ’solen bliver stående midt på himmelen og haster ikke med at gå ned henved en hel dag’. (10:13) Det betyder at de afsluttende operationer kan føres til ende. De verdsligvise anerkender måske ikke dette mirakel, men de der har tro accepterer den guddommelige beretning i bevidstheden om at Jehova har magt til at beherske universets kræfter og lede dem efter sin vilje. Der er ingen tvivl om at „Jehova selv kæmpede for Israel“. — 10:14.
15. Beskriv forløbet af invasionen og dens højdepunkt ved Hazor.
15 Efter at have dræbt de fem konger vier Josua Makkeda til udslettelse. Idet han hurtigt drager mod syd tilintetgør han fuldstændig Libna, Lakisj, Eglon, Hebron og Debir, byer der lå i bjerglandet mellem Det Døde Hav og Middelhavet. Ved denne tid har nyheden om invasionen bredt sig til hele Kana’an. Oppe i det nordlige slås der alarm af Jabin, kongen i Hazor. Overalt på begge sider af Jordan udsender han et opråb om en samlet kamp mod israelitterne. Da disse slår lejr ved Meroms vand, neden for Hermons Bjerg, er de forsamlede fjendestyrker ’talrige som sandskornene ved havets bred’. (11:4) Igen forsikrer Jehova Josua om at han vil sejre og giver ham retningslinjer for kampen. Og resultatet? Endnu et knusende nederlag for Jehovas folks fjender! Hazor stikkes i brand og dens allierede byer og deres konger udslettes. Sådan udstrækker Josua israelitternes herredømme til hele Kana’an. Enogtredive konger er blevet besejret.
-