Da jebusitterkongen Adoni-Zedek hørte at israelitterne havde indtaget Jeriko og Aj, og at gibeonitterne havde overgivet sig, stillede han sig i spidsen for et forbund af fem konger der var besluttede på at standse invasionen. (Jos 9:1, 2; 10:1-5) I den efterfølgende kamp, hvorunder Gud lod solen og månen stå stille, blev forbundets hære slået, kongerne blev taget til fange og slået ihjel, og deres lig blev hængt op på pæle så alle kunne se dem. (Jos 10:6-27; 12:7, 8, 10) Måske var det efter denne sejr at israelitterne satte ild til Jebus så den brændte ned til grunden. — Dom 1:8.

Da Josua havde afsluttet sit felttog i de sydlige og centrale egne af det forjættede land, vendte han sin opmærksomhed mod det nordlige område vest for Jordan. Igen gik jebusitterne til modstand sammen med deres forbundsfæller, denne gang under anførsel af Hazors konge, Jabin, og igen blev de slået med Jehovas hjælp. (Jos 11:1-8) Efter at Jebus var blevet brændt og nogen tid før landet blev fordelt, fik jebusitterne ikke desto mindre atter herredømmet over Jerusalems strategisk vigtige højdedrag, og dette herredømme bevarede de i 400 år. — Jos 15:63.

I år 1070 f.v.t. erobrede David jebusitternes klippeborg, Zion. (2Sa 5:6-9; 1Kr 11:4-8)