En global løsning

DEN føromtalte konference i Toronto sluttede med en indtrængende appel om internationalt samarbejde for at løse ’drivhusproblemet’. Bladet Discover beretter: „Stående foran et 12 meter bredt, naturtro maleri af en himmel med skyformationer aflagde den canadiske premierminister Brian Mulroney og den norske statsminister Gro Harlem Brundtland løfte om at deres respektive lande ville begrænse brugen af fossilt brændsel.“

„Virkningen af en global klimaforandring er måske den største udfordring menneskeheden nogen sinde har stået over for, med undtagelse af det at afværge kernekrig,“ sagde den norske statsminister idet hun understregede nødvendigheden af en international traktat for at beskytte atmosfæren mod yderligere nedbrydning.

Hvad skulle en sådan traktat omfatte? Allerede inden konferencen havde dr. Michael McElroy fra Harvard-universitetet formuleret det således: „I sidste instans bør forbruget af fossilt brændsel nedsættes drastisk. Dette vil ikke være nogen let opgave. Hvordan vil vi kunne påvirke lande som Kina, der har rigelige kulreserver, til at begrænse udviklingen og forbruget af den lettest tilgængelige og billigste form for brændsel? Vi må gribe det an på internationalt plan. . . . Vi må finde frem til argumenter der vil kunne bevæge Den Tredje Verden til at følge en mere fornuftig kurs end den vi [hidtil] har fulgt.“

Men hvordan vil Den Tredje Verden reagere på sådanne tilskyndelser? De vestlige velfærdssamfunds livsform, som er så eftertragtet blandt folk i de fattige lande, er enormt energikrævende. Bilerne, der over hele verden står som funklende symboler på magt og succes, kræver brændstof, medmindre de da blot skal stå til pynt foran huset. Smarte produkter der skal markedsføres effektivt kræver at blive pakket ind i plastic, der af dr. Lester Lave fra Carnegie-Mellon-universitetet bliver betegnet som „størknet energi“. Det kræver ligeledes enorme energimængder både at bygge, vedligeholde og oplyse nye motorveje, skyskrabere og prestigebyggerier i form af internationale lufthavne og indkøbscentre. Nu vil de rige lande så i realiteten forsøge at sige til de fattige: ’Vi har allerede fået det vi ønskede os — men pludselig er vi blevet meget bekymrede for vort miljø. I kan desværre ikke få det vi har fået. I er nødt til at følge en mere fornuftig kurs end den vi har fulgt. I kan ikke blot bruge løs af de billige energikilder vi har benyttet os af. I må benytte dyrere energi, jeres samfund må vokse langsommere, og I må overtale jeres befolkninger til at vente længere på den livsstil vi fortæller dem at de bør stræbe efter.’ Hvordan vil man overhovedet kunne få Den Tredje Verden overbevist om det?

Om dette problem siger dr. McElroy videre: „Det må nødvendigvis indebære en overførsel af midler fra os [industrilandene] til dem [Den Tredje Verden]. . . . Dette kunne passende finansieres gennem en afgift på fossilt brændsel, som netop er kilden til mange af vore problemer. Det er dog uklart hvordan en sådan afgift skulle administreres. Det ville øjensynlig være nødvendigt at nedsætte et internationalt råd med en magt og autonomi der ikke tidligere er set. Dette må nødvendigvis indebære at de enkelte lande afgiver i det mindste en del af deres ret til at handle uafhængigt, en ret de hidtil har betragtet som umistelig.“

Men hvor realistisk er dette håb? Er det sandsynligt at de rige lande frivilligt vil afgive magt og myndighed til et internationalt råd med det formål at fastsætte og inddrive skatter for at kunne overføre penge til de fattige lande og bekæmpe drivhuseffekten? De velstående og indflydelsesrige lande på denne klode har langtfra opnået deres velstand og indflydelse gennem en sådan fremsynet uegennytte. De våger derimod skinsygt over deres nationale suverænitet. Man kan næppe forvente at de vil ændre holdning blot fordi nogle forskere er blevet nervøse for drivhuseffekten.

Et suverænt verdensherredømme

En trussel af globalt omfang, som for eksempel en løbsk drivhuseffekt, kan ikke afværges med resolutioner, floskler og forhåbninger — kun af en ægte verdensregering som er i stand til at gennemføre en sund miljøpolitik fra pol til pol. I betragtning af menneskets historie indtil nu, er der ingen grund til at tro at det snart vil lykkes mennesker at oprette en sådan regering. „Vi har, op gennem historien, begået alle de fejltagelser man kan forestille sig. Og vi har gentaget hver eneste af disse fejltagelser indtil flere gange med en uendelig række af variationer over hver enkelt større fejl, uden egentlig at lære noget som helst,“ udtaler skribenten Allan Wirtanen i bladet New Scientist.

Den der alvorligt overvejer forløbet af menneskehedens historie kan udlede én væsentlig lære af alt dette — nemlig at mennesket ikke er i stand til at tage vare på denne jord uafhængigt af sin Skaber. Synes du at det lyder for ’religiøst’, at det ikke er ’videnskabeligt’ nok, at det måske lyder lidt ’naivt’?

Men hvad er egentlig mest naivt: At håbe på at menneskeheden vil formå at vende historiens triste gang, overvinde nationale, politiske, religiøse og kulturelle skel, og tage langsigtede forholdsregler for at afvende en truende katastrofe i næste århundrede — eller at sætte sin lid til at Gud vil gribe ind før det kommer så vidt? Skaberen har i sit ord Bibelen lovet at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Der findes rigelige historiske og videnskabelige vidnesbyrd om at det netop er hvad han har til hensigt at gøre. Hvorfor ikke ofre nogle få minutter på at slå op i din bibel i Salme 37 og i Esajas, kapitel 11 og 65, og læse dens løfter angående jordens fremtid! Sammenlign så disse løfter med de dystre prognoser i forbindelse med drivhuseffekten. Hvilke af disse fremtidsudsigter vil holde stik? Skylder du egentlig ikke dig selv og dine børn at finde ud af det?