Jehova har hjulpet mig på en særlig måde siden januar 1957. Den måned giftede jeg mig med Evelyn, der havde været elev i Gileadskolens 14. klasse. Inden vi blev gift, tjente hun i den fransktalende provins Quebec, der dengang var stærkt domineret af den romerskkatolske kirke. Evelyn havde et meget vanskeligt distrikt, men hun holdt sig loyalt til sin opgave og til Jehova.

Der var flere forandringer i vente for Evelyn og mig. I slutningen af 1960, mens vi var i områdetjenesten, modtog jeg en indbydelse til Gileadskolens 36. klasse, et timåneders kursus der skulle begynde først i februar 1961 i Brooklyn. Jeg var selvfølgelig begejstret, men den kendsgerning at indbydelsen ikke gjaldt Evelyn, satte en dæmper på min glæde. Ligesom andre søstre i en lignende situation blev hun bedt om i et brev at bekræfte at hun var indforstået med at vi skulle være adskilt i mindst ti måneder. Evelyn fældede nogle tårer, men vi var enige om at jeg skulle tage af sted, og hun var glad for at jeg ville få en værdifuld oplæring på Gilead.

I mellemtiden tjente Evelyn på afdelingskontoret i Canada. Hun fik det særlige privilegium at dele værelse med en kær salvet søster, Margaret Lovell. Selvfølgelig savnede Evelyn og jeg hinanden rigtig meget. Men med Jehovas hjælp fandt vi os til rette i vores midlertidige opgaver. At hun var villig til at ofre vores tid sammen så vi kunne blive mere brugbare for Jehova og hans organisation, rørte mig dybt.

Da jeg havde været på Gilead i omkring tre måneder, fik jeg en ekstraordinær indbydelse af bror Nathan Knorr, der dengang ledte det verdensomspændende arbejde. Han spurgte mig om jeg ville forlade Gileadskolen på det tidspunkt og vende tilbage til Canada for midlertidigt at tjene som lærer på Rigets Tjenesteskole på afdelingskontoret. Bror Knorr sagde at jeg ikke behøvede at sige ja til indbydelsen. Jeg kunne fuldføre Gileadskolen hvis jeg ville, og så måske blive sendt ud i missionærtjenesten. Han sagde også at hvis jeg besluttede at vende hjem til Canada, ville jeg måske aldrig blive indbudt til Gilead igen, og med tiden ville jeg sikkert blive sendt tilbage til distriktet i Canada. Han lod det være op til mig at træffe afgørelsen efter at jeg havde talt med min hustru.

Evelyn havde jo allerede fortalt mig hvordan hun betragtede teokratiske opgaver, så jeg sagde straks til bror Knorr: „Uanset hvad Jehovas organisation vil have os til, gør vi det med glæde.“ Vi har altid følt at uanset hvad vi personligt foretrak, skulle vi tage derhen hvor Jehovas organisation sendte os.

I april 1961 forlod jeg altså Brooklyn og vendte tilbage til Canada for at undervise på Rigets Tjenesteskole. Senere blev vi medlemmer af betelfamilien. Så modtog jeg til min store overraskelse en indbydelse til den 40. klasse på Gilead i 1965. Endnu en gang måtte Evelyn i et brev bekræfte at hun var indforstået med at vi skulle være adskilt. Men nogle få uger senere modtog hun til vores store glæde en indbydelse til at komme på skolen sammen med mig.

Da vi var ankommet til Gileadskolen, fortalte bror Knorr os at elever der fik franskundervisning, som vi gjorde, ville blive sendt til Afrika. Men ved afslutningshøjtideligheden fik vi at vide at vi skulle til Canada! Jeg blev udnævnt til afdelingstilsynsmand (nu koordinator for Afdelingskontorets Udvalg). Eftersom jeg kun var 34 år gammel, sagde jeg til bror Knorr: „Jeg er temmelig ung.“ Men han forsikrede mig om at jeg nok skulle klare opgaven. Og lige fra begyndelsen bestræbte jeg mig for at tage ældre, mere erfarne brødre på Betel med på råd inden jeg traf vigtige beslutninger.