Gud har vist os ufortjent godhed på utallige måder

MIN far, Arthur, elskede Gud og ønskede derfor i en ung alder at blive metodistpræst. Da han læste noget af Bibelstudenternes litteratur og begyndte at bruge tid sammen med dem, kom han imidlertid på andre tanker. I 1914, da han var 17 år gammel, blev han døbt. På det tidspunkt var Første Verdenskrig i fuld gang, og han blev indkaldt til militærtjeneste. Fordi han ikke ville være soldat, blev han idømt ti måneders fængsel, som han afsonede i Kingston i Ontario, Canada. Efter at far blev løsladt, begyndte han som kolportør, eller pioner.

I 1926 giftede far sig med Hazel Wilkinson, hvis mor havde fundet sandheden i 1908. Jeg blev født den 24. april 1931 og var nummer to i en børneflok på fire. Det vigtigste for vores familie var tjenesten for Jehova, og min fars dybe respekt for Bibelen smittede af på os børn og gjorde at vi livet igennem havde en stor værdsættelse af Guds ord. Vi var regelmæssigt i hus til hus-forkyndelsen sammen som familie. – Apg. 20:20.

BEVARER MIN NEUTRALITET OG TJENER SOM PIONER, LIGESOM FAR

I 1939 udbrød Anden Verdenskrig, og året efter blev Jehovas Vidners aktiviteter forbudt i Canada. På skolerne holdt man patriotiske ceremonier hvor man blandt andet skulle gøre honnør for flaget og synge nationalsangen. Min storesøster, Dorothy, og jeg fik lov til at forlade klasseværelset mens det stod på. Så det kom noget bag på mig da min lærer en dag forsøgte at ydmyge mig ved at kalde mig en kujon. Efter skole overfaldt nogle af mine klassekammerater mig og slog mig i gulvet. Men denne hændelse styrkede mig faktisk bare i min beslutning om at “adlyde Gud som ... hersker mere end mennesker”. – Apg. 5:29.

I juli 1942, da jeg var 11, blev jeg døbt i en vandtank på en gård. Jeg elskede at bruge skoleferierne på at være feriepioner, eller hjælpepioner. Et år tog jeg med tre brødre til det nordlige Ontario for at forkynde for de skovhuggere der arbejdede i området.

Den 1. maj 1949 begyndte jeg som pioner. Omkring den tid var der et byggeri i gang på Afdelingskontoret i Canada, og jeg blev indbudt til at hjælpe til. Den 1. december blev jeg medlem af betelfamilien. Jeg fik til opgave at arbejde i trykkeriet og lærte at betjene trykkemaskinen. I flere uger var jeg på natholdet, hvor vi arbejdede med at trykke en folder der handlede om forfølgelsen af Jehovas folk i Canada.

Senere, da jeg arbejdede i Tjenesteafdelingen, havde jeg nogle samtaler med pionerer der besøgte afdelingskontoret inden de skulle videre til Quebec, hvor vores arbejde dengang mødte hård modstand. En af dem var Mary Zazula fra Edmonton i Alberta. Hun og hendes storebror, Joe, var blevet smidt ud hjemmefra af deres stærkt religiøse forældre fordi de ikke ville holde op med at studere Bibelen med Jehovas Vidner. I juni 1951 var hun og Joe blevet døbt, og et halvt år senere begyndte de som pionerer. Marys åndelighed gjorde stort indtryk på mig. Jeg sagde til mig selv: ‘Medmindre der dukker et eller andet negativt op, er hun vist pigen jeg skal giftes med.’ Ni måneder senere, den 30. januar 1954, blev vi gift. En uge efter brylluppet blev vi indbudt til at virke i rejsetjenesten. Vi modtog oplæring, og i de næste to år rejste vi i en kreds i det nordlige Ontario.

På grund af stor fremgang i det globale forkyndelsesarbejde opstod der et behov for flere missionærer. Vi tænkte at hvis vi kunne klare Canadas bidende kulde om vinteren og invasionen af myg om sommeren, ville vi kunne klare en hvilken som helst opgave. I juli 1956 dimitterede vi fra Gileadskolens 27. klasse, og i november ankom vi til vores nye distrikt – Brasilien.