En spændende rejse i tjenesten for Jehova

JEG VOKSER OP I EN RELIGIØST DELT FAMILIE

Jeg er født i 1934, og mine forældre var immigranter fra Schweiz, der slog sig ned i Timmins, en mineby i Ontario i Canada. Omkring 1939 begyndte min mor at læse Vagttårnet og at komme til Jehovas Vidners møder. Hun tog mig og mine seks søskende med til møderne. Og der gik ikke lang tid før hun blev et af Jehovas Vidner.

Min far var ikke særligt glad for min mors beslutning, men hun elskede sandheden og var besluttet på at holde fast ved den. Hun holdt trofast ud selv i begyndelsen af 1940’erne, hvor Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Canada. Og hun var altid sød og kærlig over for min far og behandlede ham med respekt selvom han talte meget grimt til hende. Hendes fantastiske eksempel hjalp mig og mine søskende til også at tage imod sandheden. Heldigvis blødte min far op med tiden og begyndte at behandle os alle sammen meget mere venligt.

JEG BEGYNDER I HELTIDSTJENESTEN

I sommeren 1950 overværede jeg stævnet “Teokratiets vækst” i New York. Jeg blev meget motiveret til at gøre mere i tjenesten for Jehova efter at have talt med så mange trosfæller fra hele verden og hørt spændende interviews med brødre og søstre der havde gennemgået Gileadskolen. Jeg blev endnu mere besluttet på at begynde i heltidstjenesten. Og så snart jeg kom hjem igen, ansøgte jeg om at blive pioner. Afdelingskontoret i Canada skrev tilbage og foreslog at jeg blev døbt først. Det blev jeg så den 1. oktober 1950. En måned senere begyndte jeg som pioner og fik min første distriktstildeling. Jeg skulle til Kapuskasing, en by der lå mange kilometer væk fra der hvor jeg boede på det tidspunkt.

I foråret 1951 opfordrede afdelingskontoret Jehovas Vidner der kunne fransk, til at overveje om de kunne flytte til den fransktalende provins Quebec. Der var et stort behov for forkyndere der. I min opvækst havde jeg både talt fransk og engelsk, så jeg sagde ja til at tage afsted og blev bedt om at flytte til byen Rouyn. Jeg kendte overhovedet ikke nogen der. Det eneste jeg havde, var en adresse, som jeg fortalte i indledningen. Men det hele kom til at gå rigtig godt. Marcel og jeg blev gode venner, og jeg nød at være i Quebec. Jeg var der i fire år, og på et tidspunkt blev jeg også udnævnt som specialpioner.