Den anden, Mark Ruge, kom fra Buffalo i staten New York og var 20 år. Han læste til bygningsingeniør på tredje år.

Det blev ikke til noget langt og nært venskab, for ingen af dem fuldførte deres studium. De skiltes, og der skulle gå over tredive år før de mødtes igen, denne gang i Den Dominikanske Republik. Det overraskende gensyn skyldtes til dels tilfældigheder. Men der var også noget andet der spillede ind. Hvad var det? Lad os finde svaret ved at følge deres livsløb hver især.

Mark deltager i fredsbevægelsen

Mark fortsatte sine studier på universitetet i nogle få semestre efter at Dennis var holdt op, men blev på et tidspunkt klar over at han ikke ønskede at blive en del af et system der støttede krigen. Han vendte tilbage til Buffalo, hvor han i et stykke tid havde et job som arbejdsleder på et stålværk. Men Vietnamkrigen gik ham stadig på, så han forlod sit job, købte en motorcykel og rejste tværs over landet til San Francisco i Californien. Marks og Dennis’ ophold i San Francisco overlappede på et tidspunkt hinanden uden at de vidste af det.

Også Mark fik langt hår og skæg og begyndte at ryge marihuana. Men til forskel fra Dennis var Mark stærkt engageret i fredsbevægelsen og deltog i protestaktioner og marcher. Mark var eftersøgt af FBI fordi han prøvede at undgå militærtjeneste, og i et par år brugte han dæknavne for ikke at blive opsporet. Han begyndte at leve som hippie i San Francisco. Her blev han i 1970 besøgt af to Jehovas Vidner.

Mark fortæller: „De må have ment at jeg var interesseret, for de kom tilbage. Men da jeg ikke var hjemme, efterlod de en grøn bibel og tre bøger.“ Mark havde ikke tid til at læse dem, for han var alt for optaget af politisk aktivisme og af at feste og more sig. Desuden var han jo i FBI’s søgelys og måtte derfor under et andet dæknavn flytte til Washington, D.C., hvor hans kæreste fra universitetstiden, Kathi Yaniskivis, sluttede sig til ham.

I 1971 fik FBI omsider fat på Mark. To FBI-agenter eskorterede ham ud af Washington, D.C, på et fly til New York og sørgede for at han rejste videre til Toronto i Canada. FBI betragtede ham åbenbart ikke som en trussel mod den offentlige orden. De ville bare have ham ud af landet. Året efter blev han gift med Kathi, og de flyttede til Gabriola Island i British Columbia, Canada. De havde lyst til at melde sig ud af samfundet. De følte at dette liv ikke kunne være alt.

Mark og Kathi, der boede på øen Gabriola Island, besluttede i samme periode at undersøge Bibelen nu da de havde tiden til det. De begyndte at læse den gamle engelske oversættelse King James Version, men de havde nogen vanskeligheder med at forstå det gammeldags sprog. Mark kom i tanke om at han stadig havde den bibel og de bøger som Jehovas Vidner havde givet ham flere år tidligere. Det de lærte ved at læse Bibelen og bøgerne Sandheden der fører til evigt liv og Er Bibelen virkelig Guds ord?, gjorde dybt indtryk på dem.

Mark fortæller: „Det der især slog mig, var at ’Sandhedsbogen’ nævner en gruppe kristne som under ingen omstændigheder ville deltage i krig. Jeg følte at det måtte være dem der praktiserede sand kristendom.“ Kort efter tog Mark og Kathi tilbage til Houghton i Michigan for at besøge Kathis familie — selv om de risikerede at blive arresteret. Mens de stadig lignede hippier, overværede de et af Jehovas Vidners møder dér. De tog imod et bibelkursus og studerede Bibelen i den måned de var i Michigan.

Efter at være vendt tilbage mødte de en forkynder på gaden i den nærliggende by Nanaimo. De bad hende om et bibelkursus. Den samme dag blev de besøgt af en bilfuld Jehovas Vidner der havde taget færgen over til øen, og der blev påbegyndt et bibelkursus. Tre måneder senere var Mark og Kathi med i forkyndelsesarbejdet for første gang, og efter yderligere tre måneder, den 10. marts 1974, blev de døbt.

Mark begynder i heltidstjenesten

I 1976 gav den amerikanske regering amnesti til Mark og de tusinder af andre unge amerikanske mænd som var flygtet til Canada for at slippe for militærtjenesten. Mark og Kathi ønskede, ligesom Dennis og Kathy, at leve et enkelt liv for at kunne bruge mere tid i forkyndelsen. Så Mark begyndte at arbejde med landmåling på deltid, og lidt efter lidt fik han og Kathi betalt de gamle regninger som de havde samlet sig før de blev døbt.

Da Jehovas Vidner i Canada i 1978 havde planer om at bygge et nyt afdelingskontor i Georgetown i nærheden af Toronto, Ontario, tilbød Mark og Kathi deres hjælp. Eftersom Mark havde erfaring inden for landmåling, blev de spurgt om de ville medvirke på byggeholdet. De arbejdede på projektet i Georgetown indtil byggeriet var færdiggjort i juni 1981. Bagefter flyttede de tilbage til British Columbia og deltog i de næste fire år i opførelsen af en af Jehovas Vidners stævnehaller. Da stævnehallen stod færdig, blev de bedt om at vende tilbage til afdelingskontoret i Canada fordi det skulle udvides.

Efter at have arbejdet nogle måneder i Georgetown blev Mark og Kathi i 1986 spurgt om de ville være en del af medarbejderstaben på det canadiske afdelingskontor. Dér har de arbejdet lige siden, men de har også haft rige muligheder for at deltage i byggeprojekter i mange andre lande. Mark er på grund af sin erfaring med landmåling blevet brugt når man har bygget afdelingskontorer og stævnehaller i Syd- og Mellemamerika samt på De Caribiske Øer.

I årenes løb har han og Kathi tjent i Venezuela, Nicaragua, Haiti, Guyana, Barbados, Bahamas, Dominica, USA (Florida) og Den Dominikanske Republik. Denne særlige form for heltidstjeneste førte til at Marks og Dennis’ veje endnu en gang krydsede hinanden.

Gensyn i Den Dominikanske Republik

Uden at vide af det arbejdede Mark og Dennis begge på samme type projekter i Den Dominikanske Republik. En dag mødte de tilfældigt hinanden på Jehovas Vidners afdelingskontor i Santo Domingo. Som man nok kan forestille sig var gensynsglæden stor. De var jo trods alt blevet 33 år ældre og havde meget at fortælle hinanden. Deres forbløffelse voksede efterhånden som de hver især fortalte deres livshistorie, der i store træk er gengivet i denne beretning. Noget der virkede særligt ejendommeligt på dem — og på alle der senere har hørt dem fortælle deres oplevelse — var de mange lighedspunkter i deres liv.

De havde begge levet som hippier og var flyttet til øde områder for at slippe væk fra den materialistiske livsstil og alle dens bekymringer. Dennis og Mark havde giftet sig med kvinder der havde enslydende navne. Begge mænd havde taget imod et bibelstudium efter det første møde i en af Jehovas Vidners rigssale. De var begge blevet døbt i marts 1974 og kom til at arbejde på et af Jehovas Vidners afdelingskontorer — Dennis i USA og Mark i Canada. Både Dennis og Mark havde bestræbt sig på at leve et enkelt liv for at kunne nå åndelige mål. (Mattæus 6:22) De havde begge fået mulighed for at deltage i internationale byggeprojekter og løse opgaver i mange lande. Ingen af dem havde før det tilfældige møde i Den Dominikanske Republik truffet nogen af deres tidligere venner der havde taget imod sandheden fra Bibelen.

Mener Mark og Dennis at disse forbløffende sammentræf skyldes skæbnen? Nej, slet ikke. De erkender at det forholder sig sådan som det siges i Bibelen: „Tid og tilfælde berører [os] alle“ — nogle gange på forunderlig vis. (Prædikeren 9:11) Men de er klar over at deres gensyn også skyldes noget andet; at de begge søgte efter en mening med livet og begge fik kærlighed til Jehova Gud.

Beretningen om Dennis og Mark peger på noget som kendetegner alle der lærer Bibelens sandheder at kende. Dennis siger: „De oplevelser Mark og jeg har haft, viser at Jehova er opmærksom på den situation mennesker befinder sig i, og at han drager dem til sig når deres hjerte bliver ret indstillet.“ — 2 Krønikebog 16:9; Johannes 6:44; Apostelgerninger 13:48.

Mark tilføjer: „Én ting har vores oplevelse givet os en fuldere forståelse af: Når man retter sit liv ind efter Jehovas normer, indvier sig til at tjene ham og stiller sig til rådighed, kan Jehova bruge ens evner og anlæg til at fremme den sande tilbedelse til gavn for sit folk.“ — Efeserne 4:8.

Deres oplevelse viser også at Jehova velsigner sit folks helhjertede tjeneste. Dennis og Mark føler sig virkelig velsignede. Dennis siger: „Det er et stort privilegium at fremme Rigets sag ved at deltage i særlig heltidstjeneste. Det har givet os mulighed for at arbejde sammen med kristne brødre og søstre fra hele verden til gensidig glæde.“

Mark tilføjer: „Jehova velsigner virkelig dem der sætter hans interesser først. Jeg betragter det som en særlig velsignelse at tjene på afdelingskontoret i Canada og deltage i et internationalt byggearbejde.“

Et særligt gensyn? Ja, det var det, for som Mark siger: „Den virkelige grund til at det var så dejligt at møde hinanden igen, er at vi begge har lært den enestående Gud, Jehova, at kende og nu elsker og tjener ham.“

[Illustration på side 21]

Mark i 1964

[Illustration på side 23]

Mark i Ontario, 1971

[Illustration på side 24]

Dennis og Mark sammen med deres hustruer kort efter deres tilfældige gensyn i 2001