SPØRGSMÅL FRA LÆSERNE

Hvornår blev Guds folk holdt i fangenskab af Babylon den Store?

Dette åndelige fangenskab varede fra det andet århundrede e.v.t. frem til 1919. Hvad ligger til grund for denne justering af vores forståelse?

Alt peger på at fangenskabet sluttede i 1919 da de salvede kristne blev samlet ind i den genoprettede menighed. Overvej følgende: I årene efter at Guds rige var blevet oprettet i himlen i 1914, blev Guds folk prøvet og renset.a (Mal. 3:1-4) I 1919 udnævnte Jesus “den trofaste og kloge træl” og satte den over Guds rensede folk så den kunne sørge for åndelig “mad i rette tid”. (Matt. 24:45-47) Det var det år Guds folk begyndte at vende tilbage til det land, eller åndelige domæne, Gud havde givet dem. Og det var også på det tidspunkt at Guds folk blev udfriet fra det symbolske fangenskab under Babylon den Store. (Åb. 18:4) Men hvornår begyndte dette fangenskab?

I en årrække har vi haft den forståelse at fangenskabet begyndte i 1918 og bestod af en kort periode hvor Guds folk var underlagt Babylon den Store. For eksempel stod der i Vagttårnet for 15. marts 1992: “Ligesom Guds folk i fortiden for en periode kom i trældom i det gamle Babylon, kom Jehovas tjenere i nutiden, i 1918, i en form for trældom under ‘Babylon den Store’.” Men efter at emnet er blevet undersøgt på ny, står det klart at dette fangenskab begyndte langt tidligere end 1918.

Lad os som eksempel se på en af de profetier der handler om dette fangenskab og udfrielsen af Guds folk, nemlig den der findes i Ezekiel 37:1-14. I versene beskriver Ezekiel at han får et syn af en slette fyldt med knogler. Jehova fortæller ham at knoglerne er et billede på “hele Israels hus”. I sin større opfyldelse handler denne genoprettelsesprofeti om “Guds Israel”. (Gal. 6:16; Apg. 3:21) Dernæst ser Ezekiel at knoglerne kommer til live og bliver til en stor hærstyrke. Synet er en meget passende beskrivelse af den proces der førte til at Guds folk kom åndeligt til live igen i 1919 efter at have været i fangenskab i Babylon den Store. Men hvad viser dette syn om hvor lang tid der gik forud for denne begivenhed?

For det første er det værd at bemærke at knoglerne var “tørret ud” og “meget tørre”. (Ez. 37:2, 11) Det indikerer at knoglerne kom fra nogle der havde været døde i meget lang tid. For det andet beskrives genoplivelsen som en gradvis proces, ikke som noget der skete pludseligt. Til at begynde med hørtes der en skramlende lyd, og “knoglerne rykkede sammen, hver knogle til sin knogle”. Derefter kom der “sener og kød” på dem. Det næste der skete, var at knoglerne, senerne og kødet blev dækket af hud. Senere “kom der ånde i dem, og så blev de levende”. Til sidst sørgede Jehova for at de der havde fået livet igen, blev ‘bosat på deres jord’. Alt dette ville tage tid. – Ez. 37:7-10, 14.

Det fangenskab som fortidens Israel oplevede, varede lang tid. Fangenskabet begyndte i 740 f.v.t. da det nordlige tistammerige faldt og mange af indbyggerne blev ført i eksil. I 607 f.v.t. blev Jerusalem ødelagt og indbyggerne i sydriget Juda ført i eksil. Perioden med fangenskab ophørte i 537 f.v.t. da en rest af jøderne vendte tilbage for at genopbygge templet og genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem.

Set i lyset af disse detaljer fra Bibelen er det tydeligt at Guds folks fangenskab under Babylon den Store må have varet meget længere end den svære tid i årene 1918-1919. Fangenskabet svarer til den periode hvor det symbolske ukrudt ville vokse sammen med hveden, “rigets sønner”. (Matt. 13:36-43) I denne periode var der langt flere frafaldne end sande kristne. Den kristne menighed blev i realiteten holdt i fangenskab af Babylon den Store, et fangenskab der begyndte i det andet århundrede e.v.t. og varede frem til renselsen af det åndelige tempel i endens tid. – Apg. 20:29, 30; 2 Thess. 2:3, 6; 1 Joh. 2:18, 19.

I denne lange periode med åndeligt fangenskab forsøgte præsterne og deres politiske medsammensvorne at holde fast ved deres magt ved at hindre folk i at få adgang til Guds ord. Til tider var det forbudt at læse Bibelen på det jævne folks sprog. Nogle af dem der gjorde det, blev endda brændt på bålet. For at kvæle ethvert forsøg på at sprede sandhedens lys blev der uddelt hårde straffe til alle som gav udtryk for holdninger der var i modstrid med gejstlighedens.

Men hvad så med det andet der blev beskrevet i synet – genoplivelsen? Hvornår og hvordan fandt den sted? Den åndelige genoplivelse var en gradvis proces. Og den blev ledsaget af “en skramlen” i de århundreder der førte frem til endens tid. Skønt falske religiøse læresætninger havde et fast greb i langt de fleste mennesker, var der nogle retsindige enkeltpersoner der stod op for sandheden i den udstrækning de havde mulighed for. Nogle af dem gjorde en stor indsats for at fremstille bibler på almindeligt udbredte sprog, og andre talte offentligt om de sandheder de havde fundet frem til i Guds ord.

Senere, i den sidste del af 1800-tallet, arbejdede Charles Taze Russell og hans medarbejdere målrettet på at finde frem til Bibelens sande lære og efterleve den. I symbolsk forstand begyndte der at komme kød og hud på skeletterne. Zions Vagt-Taarn og andre publikationer hjalp oprigtige mennesker til at få øjnene op for sandheden. Senere var “Skabelsens Fotodrama” fra 1914 og bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed fra 1917 med til at styrke Guds folk. Til sidst, i 1919, blev Guds folk i åndelig forstand vækket til live og bosat i et nyt land. Som tiden gik, fik denne rest af salvede kristne følgeskab af dem der har et jordisk håb, og tilsammen er de blevet “en meget, meget stor styrke”. – Ez. 37:10; Zak. 8:20-23.b

Med disse kendsgerninger i tanke er det tydeligt at Guds folk kom i fangenskab under Babylon den Store da frafaldet fik overtaget i det andet århundrede e.v.t. Det var en vanskelig tid, meget lig den som fortidens Israel oplevede i eksil. Hvor kan vi være lykkelige for at Guds folk, efter at have været åndeligt undertrykt i mange århundreder, i dag oplever en tid hvor “de der har indsigt vil stråle”, og hvor “mange vil rense sig ... og blive lutret”. – Dan. 12:3, 10.