Kristenhedens missionærer og kastevæsenet

Mange hinduer blev i kolonitiden omvendt af portugisiske, franske og britiske missionærer, både katolske og protestantiske. De kom fra alle kaster, idet nogle prædikanter tiltrak braminer, mens andre vandt kasteløse for troen. Hvordan påvirkede missionærernes lære og adfærd den dybt rodfæstede tro på kasteordningen?

Om tiden under briterne skriver forfatteren Nirad Chaudhuri at i kirkerne „måtte de indiske kirkegængere ikke sidde sammen med de europæiske. Den bevidsthed om raceoverlegenhed som det britiske styre i Indien hvilede på, blev ikke tilsløret af kristendommen.“ En missionær viste en lignende holdning da han i 1894 skrev til Bestyrelsen for Ydre Mission i De Forenede Stater at man ved at omvende lavkastehinduer „slæbte skarn ind i kirken“.

Det er tydeligt at følelsen af raceoverlegenhed hos de tidlige missionærer og sammensmeltningen med den braminske tankegang i kirkernes lære er hovedårsagen til at kastevæsenet åbenlyst holdes i hævd af mange såkaldte kristne i Indien.

Kastevæsenet i vore dages kirker

Den katolske ærkebiskop George Zur henvendte i 1991 følgende ord til Indiens Katolske Bispekonference: „Omvendte fra ’Scheduled Castes’ bliver behandlet som lavkastefolk, ikke kun af højkastehinduer, men også af højkastekristne. . . . I sognekirker og på kirkegårde har de særskilte pladser. Giftermål på tværs af kasteskellene bliver mødt med misbilligelse . . . De gejstlige er meget kastebevidste.“

Biskop M. Azariah fra Sydindiens Kirke, der hører under De Forenede Protestantiske Kirker, har i sin bog The Un-Christian Side of the Indian Church skrevet at de dalitkristne „bliver diskrimineret og undertrykt af deres medkristne i de forskellige kirker. Deres eneste forbrydelse består i at de er af forkert afstamning, og det gælder selv kristne af anden, tredje eller fjerde generation. Højkastekristne, som udgør et mindretal i kirken, opretholder upåvirket af kristen tro og skik deres kastefordomme selv efter flere slægtled.“

Den statslige Mandalkommission, der undersøgte de indiske underklassers kår, konkluderede at såkaldte kristne i delstaten Kerala var splittet op „i forskellige etniske grupper, alt efter hvilken kaste de kom fra. . . . Endog efter deres omvendelse blev de lavkastekristne fortsat behandlet som harijansb . . . De syriskkristne medlemmer og pulayamedlemmerne af samme kirke holdt særskilte gudstjenester i hver sin bygning.“

Avisen Indian Express skrev i august 1996 om de dalitkristne: „I [delstaten] Tamil Nadu bor de adskilt fra de højere kaster. I [delstaten] Kerala er de næsten alle jordløse arbejdere for syriskkristne og andre jordbesiddende højere kaster. Det er utænkeligt at daliter og syriskkristne spiser sammen eller gifter sig indbyrdes. Mange steder går daliterne i særskilte kirker, kaldet ’pulayakirker’ eller ’parayakirker’.“ Navnene hentyder til nogle lavere kaster. „Paraya“ er det samme som „paria“.

Reaktioner på utilfredshed

Grupper af lægmandsaktivister, for eksempel FACE (Forum Against Christian Exploitation [Forum mod Udnyttelse af Kristne]), forsøger at skaffe de kristne daliter offentlig støtte, først og fremmest økonomisk bistand. Andre er mere bekymrede over den behandling de får fra kirkens side. I et brev til pave Johannes Paul II påpegede 120 underskrivere at de „var gået over til kristendommen for at blive befriet for kastevæsenet“, men at de ikke fik lov at komme i landsbykirken eller tage del i kirkelige handlinger. De blev tvunget til at bo i én bestemt gade hvor hverken de højkastekristne eller sognepræsten nogen sinde satte deres fod. En foruroliget katolsk kvinde siger: „Det er afgjort vigtigt for mig at min søn kommer på et godt universitet. Men det er endnu vigtigere for mig at han bliver anerkendt som ligemand blandt sine [katolske] brødre.“

Trods forsøgene på at bedre de dalitkristnes kår har mange mistet tålmodigheden. Organisationer som Vishwa Hindu Parishad (Hinduernes Verdensorganisation) forsøger at hente de kristnede indere hjem til hindufolden. Indian Express har refereret en ceremoni hvorunder mere end 600 navnkristne familier igen antog hinduismen i overværelse af 10.000 tilskuere.

Den sande kristne vej

Havde kirkemissionærerne videreført Kristi lære, som bygger på kærlighed, ville der hverken have været „braminkristne“, „dalitkristne“ eller „parayakristne“. (Mattæus 22:37-40) Der ville ikke have været særskilte kirker for daliter og ingen regel om at folk fra forskellige kaster skulle spise hver for sig. Hvilke lærepunkter fra Bibelen gør os fri og sætter os ud over klasseskel?

„Jehova jeres Gud er gudernes Gud, . . . der ikke behandler nogen med partiskhed eller tager imod bestikkelse.“ — 5 Mosebog 10:17.

„Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — 1 Korinther 1:10.

„På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

Bibelen lærer os at alle mennesker stammer fra ét menneske som Gud skabte. Den siger også at alle efterkommere af dette ene menneske bør ’søge Gud og finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os’. — Apostelgerninger 17:26, 27.

Da der begyndte at snige sig klasseskel ind blandt nogle kristne i det første århundrede, fordømte bibelskribenten Jakob under inspiration uvæsenet i ligefremme vendinger. Han sagde: „Har I så ikke klasseskel iblandt jer og er blevet dommere der afsiger onde kendelser?“ (Jakob 2:1-4) Den sande kristne lære giver ikke rum for kastevæsen i nogen afskygning.

Hvordan føles det?

Hvordan føles det egentlig at blive behandlet som en kasteløs af nogle der hævder at være kristne? En kristen hvis forfædre inden deres omvendelse havde tilhørt en hinduisk lavkaste ved navn cheramar eller pulaya, genfortæller en episode der fandt sted i hans hjemstat, Kerala, for en del år siden:

Jeg blev indbudt til et bryllup hvor en hel del af gæsterne var kirkemedlemmer. De blev bestyrtede da de under receptionen fik øje på mig, og de der stod i Den Ortodokse Syriske Kirke, sagde at enten gik jeg, eller også gik de, eftersom de ikke ville spise sammen med en pulaya. Da brudens fader afviste deres ultimatum, udvandrede de i sluttet trop fra receptionen. Efter at de var gået, blev middagen serveret. Men opvarterne nægtede at fjerne det pisangblad jeg havde spist af, og at rydde mit bord.