Du går gennem en dør i kernens skal eller membran og ser dig omkring. Derinde rager 46 kromosomer i vejret. De er opstillet i identiske par som varierer i højden. Det par der er nærmest dig, er omkring 12 etager højt (1). Hvert kromosom er lige så tykt som en kæmpe træstamme, men snævrer sig sammen på midten. Der er striber på tværs af kromosomerne. Som du kommer nærmere, ser du at de vandrette striber er opdelt af lodrette linjer. Mellem de lodrette linjer er der igen mindre, vandrette linjer (2). Er det stabler af bøger? Nej; det er det yderste af nogle løkker der er tæt pakket i kolonner. Du trækker i en af dem, og den løsner sig. Du er forbløffet over at se at løkken består af mindre spiraler (3), som også ligger i sirlig orden. Inden i disse spiraler findes det vigtigste element — noget der ligner et meget, meget langt reb. Hvad er det?

ET FORBLØFFENDE MOLEKYLES STRUKTUR

Lad os ganske enkelt kalde denne del af kromosomet for et reb. Her på modellen er det cirka 2,5 centimeter tykt. Rebet er snoet stramt omkring nogle spoler (4), som er med til at danne spiraler inden i nogle andre spiraler. Disse spiraler er fastgjort i løkker til en slags proteinskelet der holder dem på plads. Et skilt oplyser at rebet er pakket meget effektivt. Hvis du trækker rebene fra hver af disse kromosommodeller ud og lægger dem i forlængelse af hinanden, vil de nå halvvejs rundt om Jorden!a

I en naturvidenskabelig bog kaldes dette effektive pakkesystem for „en helt enestående ingeniørbedrift“.¹⁸ Lyder det da fornuftigt at der ikke skulle stå nogen ingeniør bag denne bedrift? Hvis dette museum havde en stor butik med millioner af ting til salg og de var stillet så pænt og nydeligt op at man let kunne finde dem, ville du så nå til den konklusion at der ikke var nogen der havde sat det i system? Nej, naturligvis ikke — men i sammenligning ville det at holde orden i en sådan butik være en let opgave.

I udstillingslokalet er der et skilt som opfordrer dig til at tage fat i et stykke af rebet for at se nærmere på det (5). Da du lader rebet løbe gennem dine fingre, ser du at det ikke er noget almindeligt reb. Det er sammensat af to strenge der er snoet omkring hinanden. Strengene er forbundet af nogle ganske små led med lige stor afstand imellem sig. Rebet ligner en stige der er drejet rundt til den minder om en vindeltrappe (6). Så går det op for dig at du holder en model af et dna-molekyle i hænderne — et af livets store mysterier.

Et enkelt dna-molekyle, som er nydeligt pakket med dets spoler og proteinskelet, udgør et kromosom. Stigens trin er basepar (7). Hvad er deres funktion? Hvad er meningen med alle delene? På et skilt kan man læse en forenklet forklaring.

DET BEDST TÆNKELIGE SYSTEM TIL LAGRING AF INFORMATION

Af skiltet fremgår det at trinnene, eller de led der forbinder stigens to sider, er nøglen til forståelse af dna’et. Forestil dig at stigen bliver splittet i to dele. Da vil der på hver side være halve trin der stikker ud. Der er kun fire forskellige slags af disse halve trin. Forskerne betegner dem A, T, G og C. De har til deres forbløffelse opdaget at bogstavernes rækkefølge formidler information i kodeform.

Måske er du klar over at den kode der kaldes morsealfabetet, blev opfundet i det 19. århundrede for at muliggøre kommunikation ved hjælp af telegrafi. Men den kode havde kun to ’bogstaver’ — en prik og en streg. Alligevel kunne den bruges til at danne utallige ord og sætninger. Dna’et har en kode på fire bogstaver. Den rækkefølge disse bogstaver — A, T, G og C — står i, danner ’ord’ der kaldes codoner. Codonerne er sat sammen i ’historier’ der kaldes gener. Hvert gen indeholder i gennemsnit 27.000 bogstaver. Generne og de lange stykker imellem dem er samlet i en slags kapitler — de enkelte kromosomer. Der skal 23 kromosomer til for at færdiggøre ’bogen’ — eller genomet, en organismes totale genetiske information.b