Halloween er også blevet kaldt All Hallows’ Eve, alle helgeners aften. Men bag denne tilsyneladende kristne betegnelse gemmer der sig noget som langtfra er helligt eller helgenværdigt. Eksperter på området siger at halloweens rødder går meget længere tilbage end kristendommen — til den tid da de gamle keltere bosatte sig i England og Irland. Kelterne fulgte månekalenderen og delte året op i to perioder, de mørke vintermåneder og de lyse sommermåneder. Ved den fuldmåne der var nærmest den 1. november, fejrede kelterne samain, som betyder „sommerens afslutning“.a

Denne fest, der markerede begyndelsen på det keltiske år, fandt sted når sommeren var slut, høsten var i hus og fåre- og kvægflokkene under tag. Kelterne troede at man, når dagene blev kortere, var nødt til at genoplive solen med forskellige ofre og ritualer. Som symbol på det hendøende gamle år blev alle ildsteder slukket, og det nye år blev indledt med hellige bål hvorfra alle samfundets borgere atter tændte deres ildsteder. Man antog også at disse bål — der stadig indgår i fejringen af Guy Fawkes dag i England og sankthansaften i Danmark — kunne skræmme onde ånder væk.

Man troede at forhænget mellem den menneskelige og den overnaturlige verden under samain blev trukket til side, og at åndevæsener — gode som onde — strejfede om på jorden. Eftersom de afdødes sjæle nu kunne vende tilbage til deres jordiske hjem, satte familierne mad og drikke frem til gæsterne fra åndeverdenen i håb om at forsone dem og afværge ulykker. Når børn udklædt som hekse og spøgelser i dag banker på folks døre og truer med at lave ballade hvis de ikke får slik, viderefører de derfor, uden at vide det, de gamle samain-ritualer. Jean Markale skriver i sin bog Halloween, histoire et traditions (Halloween — historie og traditioner): „Når de får noget i hånden, etablerer de, på et symbolsk plan som de ikke selv forstår, en broderlig udveksling mellem den synlige og den usynlige verden. Derfor er halloween-optogene . . . i virkeligheden hellige ceremonier.“

Eftersom folk troede at adskillelsen mellem den fysiske og den overnaturlige verden var borte, mente de at man uden videre kunne bevæge sig over i åndeverdenen. Samain var derfor en særlig gunstig tid til at tage varsler. Æbler og hasselnødder, der blev anset for at stamme fra hellige træer, blev brugt til at spå om ægteskab, sygdom og død. For eksempel lagde man æbler med forskellige kendemærker i en balje med vand. En ung mand eller kvinde kunne så, ved at fange et æble med munden, efter sigende få udpeget sin fremtidige ægtefælle. Denne måde at tage varsler på har overlevet frem til i dag i form af halloween-legen ’bobbing for apples’ (’æblelegen’).

Samain var også kendetegnet af sviregilder og løssluppenhed. „Der blev vendt op og ned på traditionelle værdier,“ siger Jean Markale. „Det der ellers var forbudt, var nu tilladt, og det der ellers var tilladt, var nu forbudt.“ Det er den samme holdning der præger fejringen af halloween i dag, og det er uden tvivl en væsentlig grund til højtidens stigende popularitet. The Encyclopedia of Religion beskriver vore dages fejring af halloween som „en tid hvor voksne også kan overskride kulturbestemte grænser ved en aften at slå sig løs og more sig uden at tænke på hvem de er. Dermed er et grundlæggende træk ved den keltiske højtid, en årlig aften hvor man flygter fra hverdagen og de krav der normalt stilles, blevet bevaret ind i det tyvende århundrede.“