BYGGERI I DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

Efter Haiti fik jeg til opgave at tjene som missionær i Den Centralafrikanske Republik. Senere tjente jeg som rejsende tilsynsmand og derefter som landstjener.

En hel del af rigssalene dengang var meget primitive. Jeg lærte at plukke strå i bushen og tække rigssalenes tage med dem. Det vakte stor opsigt blandt de forbipasserende når de så mig bakse med den slags projekter. Men det opmuntrede de lokale brødre til at engagere sig mere i opførelsen og vedligeholdelsen af deres rigssale. Præsterne gjorde nar af os fordi deres kirker havde bliktag og vores ikke havde. Vi lod os dog ikke gå på af det, men var glade for vores enkle stråtagsrigssale. Deres hån gik i sig selv da hovedstaden, Bangui, blev ramt af en storm, og en voldsom vind løftede bliktaget af en kirke og styrtede det ned på hovedgaden. Stråtagene på vores rigssale blev siddende hvor de skulle. For bedre at kunne føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet byggede vi et nyt afdelingskontor og missionærhjem. Det blev fuldført på nøjagtig fem måneder.d

JEG BLIVER GIFT MED EN ÅNDELIGSINDET SØSTER

I 1976 blev vores arbejde forbudt i Den Centralafrikanske Republik, og jeg blev sendt til Ndjamena, hovedstaden i nabolandet Tchad.

Cirka to år senere blev forbuddet ophævet i Den Centralafrikanske Republik. Vi vendte derfor tilbage dertil og begyndte i rejsetjenesten. Vores hjem bestod af en varevogn med en feltseng, en 200-liters tønde til vand, et campingkøleskab og en gasbrænder. Det var meget besværligt at rejse rundt. På en af vores ture blev vi stoppet intet mindre end 117 gange ved forskellige kontrolposter.

Temperaturen kom ofte op på 50 grader. Ved stævnerne var det sommetider en udfordring at skaffe vand nok til dåben. Brødrene gravede ned i udtørrede flodlejer, og lidt efter lidt fik de samlet nok vand til dåben, der oftest foregik i en tønde.