Videre til Den Centralafrikanske Republik

Sammen med nogle andre missionærer fik jeg tildelt distrikt i Den Centralafrikanske Republik. Landets officielle sprog var fransk, men vi var nødt til at lære sango for at kunne forkynde for så mange som muligt. Vi blev sendt til byen Bambari, der lå knap 300 kilometer fra hovedstaden, Bangui, for at oprette et missionærhjem. I Bambari var der hverken elektricitet eller rindende vand, men de to menigheder havde brug for vores hjælp. Det jeg havde oplevet under krigen i Europa, gjorde det lettere for mig at klare levevilkårene i Bambari og de steder jeg senere kom til.

Da jeg havde været i Bambari i to år, fik jeg til opgave at besøge menighederne som rejsende tilsynsmand. Der var omkring 40 menigheder i landet, og jeg tilbragte en uge sammen med hver af dem. Jeg havde en lille bil, men hvis jordvejene var for dårlige, brugte jeg offentlige transportmidler.

Det eneste sted i hele landet hvor man kunne få sin bil repareret, var i Bangui. Da min opgave betød at jeg skulle køre meget, købte jeg nogle mekanikerhåndbøger og noget værktøj og foretog de fleste reparationer selv. På et tidspunkt gik differentialehuset ved kardanakselen i stykker, og bilen kunne ikke køre. Jeg befandt mig cirka 60 kilometer fra det nærmeste hus. I skoven fandt jeg et stykke hårdt træ som jeg snittede til og reparerede differentialehuset med. Da jeg havde smurt det godt med masser af fedt og bundet det fast med ståltråd, lykkedes det mig at køre videre.

Det var en stor udfordring at tjene ude i bushen, for der var som regel kun få der kunne læse og skrive. I én menighed var der kun én som kunne læse, og han havde en talefejl. Den uge var studieartiklen i Vagttårnet særlig vanskelig, men det var trosstyrkende at se menighedens medlemmer anstrenge sig for at få fat i de vigtige detaljer i stoffet.

Bagefter spurgte jeg brødrene hvordan de kunne få gavn af studieartikler som de ikke helt forstod. Svaret gjorde mig glad: „Vi er til opmuntring for hinanden.“ — Hebræerne 10:23-25.

Selv om mange af mine kristne brødre var analfabeter, lærte de mig meget om livet. Jeg lærte at forstå værdien af det bibelske råd om at vi skal ’agte andre højere end os selv’. (Filipperne 2:3) Mine afrikanske brødre lærte mig meget om kærlighed, venlighed og gæstfrihed, og om hvordan man overlever i bushen. Broder Nathan Knorr, der dengang var Gileadskolens præsident, havde sagt noget under afslutningshøjtideligheden som kom til at betyde meget for mig. Han havde sagt: „Bevar ydmygheden. Lad os aldrig tro at vi ved alt. Det gør vi ikke. Vi har så meget at lære.“

Livet i den afrikanske bush

Jeg boede hos de lokale brødre når jeg besøgte de forskellige menigheder. Den uge jeg var på besøg, plejede at være en slags fest, især for børnene. Værtsmenigheden tog nemlig på jagt eller fisketur og gjorde en særlig indsats for at skaffe masser af mad til alle.

Når jeg boede hos brødrene i deres hytter, spiste jeg alt fra termitter til elefantkød. Vi fik også jævnlig abekød. Vildsvin og hulepindsvin var særlig lækkert. Men vi fik selvfølgelig ikke festmåltider hver dag. Det tog et stykke tid før min krop vænnede sig til kosten, men derefter kunne jeg spise stort set alt hvad jeg fik serveret. Jeg opdagede at det er godt for maven at spise papaja sammen med kernerne.

I bushen kan der ske alle mulige uventede ting. På et tidspunkt blev jeg antaget for at være en mammy-water, som efter sigende er en hvid ånd der lever i vandet. Folk mener at en sådan ånd fra en afdød kan trække dem ned i vandet og drukne dem. Engang da jeg var på vej op af vandet efter at have badet i en flod, fik en pige der var kommet for at hente vand, øje på mig og løb skrigende sin vej. En anden forkynder forsøgte at forklare at jeg var en prædikant der var på besøg, og ikke nogen ånd, men det ville folk ikke tro på. De sagde: „En hvid mand ville aldrig komme helt herud.“

Jeg sov tit ude i det fri fordi jeg godt kunne lide den friske luft. Jeg havde altid et moskitonet med, for det kunne også beskytte mod slanger, skorpioner, rotter og den slags. Flere gange beskyttede moskitonettet mig mod en invasion af hærmyrer. En nat rettede jeg lommelygten mod nettet og så at det var dækket af hærmyrer. Jeg tog benene på nakken, for selv om hærmyrer er små, kan ikke engang en løve klare sig imod dem.

Mens jeg var i den sydlige del af Den Centralafrikanske Republik, i nærheden af Congofloden, forkyndte jeg for pygmæerne, der lever af det de kan finde i naturen. De er dygtige jægere og ved hvad der kan spises, og hvad der ikke kan spises. Nogle talte sango, og de ville gerne lytte til budskabet. Vi aftalte som regel at komme igen, men når vi så kom, var de draget et andet sted hen. Der var dog ikke nogen af pygmæerne som blev Jehovas Vidner på det tidspunkt, men jeg har senere hørt at nogle pygmæer i Republikken Congo har indviet sig til Jehova.

Jeg var kredstilsynsmand i Den Centralafrikanske Republik i fem år. Jeg rejste overalt i landet og besøgte fortrinsvis menigheder ude i bushen.

[Illustration på side 20]

Mens jeg var i Den Centralafrikanske Republik, boede jeg i landsbyer som denne