„Karakter eller Pagt — hvilket?“

Bibelstudenterne tog udgangspunkt i en sund, bibelsk vejledning om at de skulle efterligne Kristus, men i den første tid lagde nogle af dem så stor vægt på det de kaldte „karakterudvikling“ at det var ved at trænge visse af den sande kristendoms træk i baggrunden. Nogle var åbenbart af den opfattelse at hvis de altid var elskværdige, venlige og gode, talte med mildhed, aldrig gav udtryk for vrede og læste i Bibelen daglig, kunne de være sikre på at komme i himmelen. Men de glemte at Kristus havde givet sine disciple en opgave at udføre.

Dette problem blev grundigt behandlet i Vagttaarnet for 1. juni 1926, i artiklen „Karakter eller Pagt — hvilket?“a Den viste at bestræbelserne for at udvikle ’en fuldkommen karakter’ mens man endnu befandt sig i kødet, havde gjort nogle mismodige, mens andre var blevet hovmodige og selvtilfredse og lod til at have glemt værdien af Kristi offer. Efter at have fremhævet troen på Kristi udgydte blod understregede artiklen hvor vigtigt det er at gøre noget i den aktive tjeneste for Gud for at vise at man følger en vej han kan godkende. (2 Pet. 1:5-10) På det tidspunkt, da en stor del af kristenheden stadig foregav at følge Bibelens moralnormer, var denne opfordring til virksomhed med til at fremhæve forskellen mellem Jehovas vidner og kristenheden. Forskellen blev endnu tydeligere efterhånden som alle der kaldte sig kristne, blev nødt til at tage stilling til de moralnormer som blev mere og mere udbredte.

[Ramme på side 173]

’Karakterudvikling’ — frugterne var ikke altid gode

En rapport fra Danmark: ’I deres oprigtige forsøg på at iføre sig en kristen personlighed gik mange — især de ældre venner — meget op i at udvikle en „god karakter“. De forsøgte i deres adfærd at sky alt hvad der smagte af verdslighed, for på denne måde at blive mere egnede til det himmelske rige. Ofte blev smil anset for upassende under møderne, og en del af de ældre brødre gik med sort tøj, sorte sko, sort slips, og så videre. De var ofte tilfredse med at leve et stille og roligt liv i Herren. Det var nok at afholde møder, mente de; forkyndelsen skulle man lade kolportørerne om.’