Forældremyndighed — religion og domstolene

I SAGER om skilsmisse og forældremyndighed kan emnet religion være afgørende — og meget komplekst. Der kan for eksempel opstå følgende spørgsmål.

Bør retten tillægge et udsagn vægt hvis det deri hævdes at en af forældrene er uegnet til at have forældremyndigheden fordi vedkommende er medlem af et bestemt trossamfund, især hvis det er en minoritetsgruppe? Kan retten lægge udsagn om forældrenes religiøse færden og overbevisning til grund for en afgørelse om hvilken trosretning der efter dens mening vil gavne barnet mest? Bør retten da afgøre at barnet skal opdrages i den bestemte tro, og forbyde at det udsættes for anden religiøs påvirkning?

I dag gifter flere og flere sig uden for det religiøse og etniske miljø de kommer fra. Når sådanne par bliver skilt, har børnene måske allerede knyttet bånd til to forskellige trossamfund. Til tider sker det at en der ligger i skilsmisseforhandlinger, for nylig har antaget en anden religion end vedkommende havde tidligere. Dette nye religiøse tilhørsforhold kan virke stabiliserende på vedkommende og være vigtigt for ham eller hende, men være nyt for børnene. Der opstår derfor et andet spørgsmål: Kan retten forbyde en far eller mor at tage børnene med til dette trossamfunds gudstjenester blot fordi de adskiller sig fra det forældrene tidligere har praktiseret?

Dette er vanskelige spørgsmål. De kræver at retten nøje overvejer ikke blot børnenes interesser og rettigheder, men også forældrenes.

Fundamentale rettigheder for forældre og børn

Dommere kan ganske rigtigt være påvirkede af deres egne religiøse holdninger. Men i mange lande vil det være uhørt at forældrenes eller barnets religiøse rettigheder bliver ignoreret. I disse lande har man måske en forfatning der sikrer at domstolene ikke begrænser forældrenes fundamentale ret til at opdrage deres barn, og det indbefatter også hvilken uddannelse og religiøs oplæring det skal have.

På sin side har barnet ret til at blive oplært af sine forældre. Før en domstol retsligt kan skride ind over for den religiøse oplæring af et barn, skal den have forelagt overbevisende vidnesbyrd om at „bestemte religiøse skikke udgør en umiddelbar og betydelig trussel mod barnets fysiske velbefindende“. (Kursiveret af os.) Forældrenes uenighed eller åbenlyse gensidige modvilje i religiøse anliggender er ikke tilstrækkeligt argument for at myndighederne kan gribe ind.

I Nebraska i USA viser en mors rimelige standpunkt i en sag om forældremyndighed hvordan disse juridiske bestemmelser gavner både forældre og børn. Moderen er et af Jehovas vidner, og den ikketroende far ville ikke have at deres datter overværede Jehovas Vidners møder i rigssalen. En lavere retsinstans gav faderen medhold.

Moderen appellerede derefter til Nebraskas højesteret. Hun fremførte at der ikke var vidnesbyrd om at nogen af Jehovas Vidners aktiviteter udgjorde en umiddelbar eller betydelig trussel for barnets velbefindende. Moderen sagde at „det at overvære og deltage i begge forældres religiøse aktiviteter ville . . . give pigen grundlag for at afgøre hvilken religion hun ville foretrække når hun blev gammel nok til selv at træffe en afgørelse“.

Højesteretten omstødte den lavere domstols afgørelse og udtalte at „den [lavere] domstol ikke havde skønnet korrekt ved at lægge begrænsninger på den myndighedsindehavende mors ret til at påvirke sit mindreårige barns religiøse opvækst“. Der var absolut ingen vidnesbyrd om at barnet tog skade af at overvære møderne i Jehovas Vidners rigssal.

Rettigheder hvis man ikke har forældremyndighed

Nogle gange prøver fraskilte forældre at bruge uenighed om religiøs opdragelse som et middel til at bestemme over børnene. For eksempel var situationen i sagen Khalsa mod Khalsa, i staten New Mexico i USA, den at begge forældre under deres ægteskab havde været sikher. Kort efter deres skilsmisse konverterede moderen til katolicismen og begyndte at tale børnene fra at udøve sikhismen.

Faderen blev bekymret og indbragte sagen for retten i et forsøg på i højere grad at få myndighed til at præge børnene med sikhismen. Hvad sagde retten til faderens krav? Det blev afvist. Retten bestemte at „når børnene var hos [ham], kunne de hverken frivilligt eller ufrivilligt deltage i nogen form for sikh-aktivitet, det være sig kirkelige aktiviteter eller sådan noget som en lejr eller børnehave for sikher“.

Faderen appellerede afgørelsen til New Mexicos appelret. Denne højere domstol gav faderen medhold og omstødte underrettens dom. Appelretten udtalte: „Domstole bør forholde sig upartiske i forholdet til religion og bør kun gribe ind på dette følsomme og forfatningssikrede område når der er klare og bekræftede vidnesbyrd om at børnene lider skade. Der er fare for at retsligt pålagte restriktioner på dette område forfatningsstridigt indskrænker forældres religionsfrihed eller bliver opfattet som om de har denne virkning.“

Denne afgørelse støtter en lang række principper som er grundfæstede i mange lande. Fornuftige forældre vil tage disse principper i betragtning. Desuden vil kristne forældre nøje være opmærksomme på barnets behov for at have kontakt med begge forældre, og de vil også have tanke for at barnet skal ære både sin mor og sin far. — Efeserne 6:1-3.

Juridiske retningslinjer

Ved at opstille visse retningslinjer har nogle dommere søgt at undgå unødige stridigheder om forældres religiøse værdinormer. For eksempel:

1. Man bør fremme et godt forhold mellem barnet og begge forældre. John Sopinka, der er dommer ved Canadas højesteret, har udtalt at begge forældre bør have lov til „at deltage i de aktiviteter der identificerer vedkommende som den han eller hun virkelig er [også i forbindelse med udøvelse af religion]. Den af forældrene som blot har samværsret, forventes ikke at skulle spille skuespil eller optræde forlorent mens barnet er hos vedkommende.“

2. Hvis man forhindrer den af forældrene som har samværsret, i at undervise barnet i sin egen religiøse overbevisning, er det en krænkelse af vedkommendes religionsfrihed, medmindre der er klare, bekræftede vidnesbyrd om at barnet er i overhængende fare for at lide alvorlig skade.