Hvordan man tackler hysteriske anfald

Mange småbørn skifter markant opførsel omkring toårsalderen. De bliver vrede og får tit raserianfald. Denne periode er så frustrerende for forældre at den bliver kaldt trodsalderen. Pludselig bliver den lilles yndlingsudtryk „Nej!“ eller „Vil ikke!“ Han bliver måske frustreret over både sig selv og sine forældre samtidig med at han slås med sine modsatrettede følelser — han vil gerne holde afstand til dig og alligevel være tæt på dig. Forældrene aner ikke hvad de skal gøre. Barnets opførsel giver ikke mening, og intet ser ud til at virke. Hvad er det der sker?

Tænk engang over den radikale forandring der er sket i den lille fyrs liv. Indtil for nylig skulle han bare klynke lidt, og straks kom de voksne løbende. Nu begynder han at forstå at hans ’styre’ kun var midlertidigt, og at han bliver nødt til i det mindste at gøre nogen ting selv. Det går mere og mere op for ham at han nu skal underordne sig. Ja, Bibelen siger: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt.“ — Kolossenserne 3:20.

I denne svære periode skal forældre ikke give tøjlerne fra sig. Hvis de udøver deres myndighed på en fast, men kærlig måde, vil barnet tilpasse sig sin nye rolle. Og det barnet lærer, vil bane vejen for en fantastisk udvikling.

[Ramme på side 6]

HVORFOR DE HYSTERISKE ANFALD MÅSKE FORTSÆTTER

„Nogle forældre tror at deres barn får hysteriske anfald fordi de ikke til punkt og prikke har opfyldt barnets krav,“ skriver John Rosemond i bogen New Parent Power. „De tænker at hvis de er skyld i at deres barn får et raserianfald, så må de så hurtigt som muligt gøre det godt igen. Så efter at de har sagt nej, siger de ja . . . og gør meget mere for barnet end han eller hun oprindelig havde forlangt, for at dulme deres egen skyldfølelse. Og det virker. De hysteriske anfald stopper, forældrene føler lettelse, og barnet, der har lært at et raserianfald er en sikker måde at gennemtrumfe sin vilje på, vil få endnu flere og værre hysteriske anfald.“

HYSTERISKE ANFALD

„I trodsalderen forventer et barn at få hvad det ønsker. Sådan var det også med vores søn. Hvis han ikke fik sin vilje, kastede han rundt med tingene. Han var vores første barn, så vi havde ikke erfaring med at håndtere raserianfald. Det var ikke nogen hjælp når andre sagde at en sådan opførsel er normal i den alder.“ — Susan, Kenya.

„Da vores datter var to år, lå hun ofte på gulvet og skreg, græd og sparkede . . . Det var ikke til at holde ud! Og når hun havde det sådan, hjalp det ikke at tale til hende. Min mand og jeg sendte hende ind på hendes værelse og sagde stille og roligt at hun kunne komme ud når hun havde fået det bedre, og så kunne vi tale om det der var sket. Så snart hun var blevet rolig, gik en af os ind på værelset og hjalp hende til at forstå hvorfor vi ikke kunne acceptere hendes opførsel. Metoden virkede. Engang hørte vi hende bede til Gud om tilgivelse. Efterhånden fik hun færre hysteriske anfald, og til sidst stoppede de.“ — Yolanda, Spanien.

„Små børn prøver hele tiden grænser af. Hvis du giver dit barn lov til noget som du ellers klart har forbudt, sender du nogle forvirrende signaler. Vi opdagede at når vi var bestemte og konsekvente, lærte vores børn gradvis at de ikke ville opnå noget ved at råbe og skrige.“ — Neil, Storbritannien.