-
Et sprog der kan sesVågn op! – 1998 | 8. september
-
-
For Carl i USA var tegnsprog en gave fra hans døve forældre.a Skønt døv fra fødselen var han i en meget tidlig alder i stand til at sætte navn på ting, forbinde tegn med hinanden og udtrykke abstrakte tanker på amerikansk tegnsprog. De fleste døve børn med døve forældre der kan tegnsprog, begynder at bruge tegn når de er 10-12 måneder gamle. I bogen A Journey Into the Deaf-World siges der at „sprogforskere nu erkender at evnen til spontant at tilegne sig et sprog og at give det videre til ens børn er dybt rodfæstet i hjernen. Om denne evne udmønter sig i tegnsprog eller talesprog, er ikke væsentligt.“
Sveta er født i Rusland i tredje generation af døve. Hun og hendes bror, der også er døv, har lært russisk tegnsprog. Da hun som treårig blev tilmeldt en børnehave for døve, var hun allerede meget dygtig til at bruge det tegnsprog hun spontant havde tilegnet sig. Sveta siger: „De andre døve børn kunne ikke tegnsprog og ville gerne lære det af mig.“ Mange døve børns hørende forældre har ikke lært tegnsprog. Førhen var det ofte de ældre døve skoleelever der lærte de yngre døve at bruge tegnsprog, så de ubesværet kunne tale sammen.
I dag lærer flere og flere hørende forældre at tale med deres børn ved hjælp af tegnsprog. Det har resulteret i at børnene er dygtige til at kommunikere før de kommer i skole. Det gælder for eksempel en canadisk dreng ved navn Andrew, der har hørende forældre. Forældrene lærte tegnsprog og brugte det over for Andrew mens han endnu var lille. Det gav ham et sproggrundlag han senere kunne bygge videre på. Nu kan hele familien tale med hinanden ved hjælp af tegnsprog om et hvilket som helst emne.
-
-
Et sprog der kan sesVågn op! – 1998 | 8. september
-
-
I en rapport fra UNESCO-kommissionen for døveundervisning siges der: „Det er ikke længere acceptabelt at negligere tegnsprog eller undlade at tage aktivt del i udviklingen af det i undervisningsprogrammer for døve.“ Det bør dog nævnes at uanset hvilken undervisningsmetode forældrene vælger til deres døve barn, er det meget vigtigt at de begge er fuldt engagerede i barnets udvikling. — Se artiklen „Jeg måtte lære et nyt sprog for at nå ind til mit barn“ i Vågn op! for 8. november 1996.
Større forståelse af døves verden
Når døve børn bliver voksne, indrømmer de ofte at der var én ting de savnede — at kunne kommunikere med deres forældre. En døv mand ved navn Jack fortæller at da hans gamle mor lå for døden, forsøgte han at kommunikere med hende. Hun kæmpede for at fortælle ham noget, men hun var ikke i stand til at skrive det ned og kunne heller ikke tegnsprog. Kort efter gik hun i koma og døde. Disse sidste frustrerende minutter har plaget Jack. Oplevelsen fik ham til at give forældre med døve børn dette råd: „Hvis I vil kunne kommunikere med jeres barn og på en meningsfyldt måde udveksle tanker, idéer, følelser og kærlighed, er det bydende nødvendigt at I lærer tegnsprog. . . . Det er for sent for mig. Er det for sent for jer?“
-