Hvor fornuftigt er det at overlade sine børn til andre?
„SOM du ved, Daniel, har jeg mange børn,“ begyndte Daniels fætter. „Derfor har jeg besluttet at fordele nogle af dem blandt vore slægtninge.“ Daniels fætter pegede så på en ung pige han havde taget med, og sagde: „Hende her skal du have.“
„Mange tak,“ svarede Daniel — men inderst inde sukkede han dybt. Han havde selv børn nok, og havde hverken lyst til eller behov for at få flere. Men det var utænkeligt af afslå tilbudet, for det ville ifølge lokal skik og brug blive betragtet som en grov fornærmelse! Så nu havde Daniel fået endnu en datter at forsørge.
I mange udviklingslande, navnlig i Afrika, er det ikke ualmindeligt at forældre ’udlåner’ deres børn til slægtninge eller venner i måneder, år — og i nogle tilfælde på ubestemt tid. Selv om denne skik måske forekommer fremmedartet for vesterlændinge, er det i princippet det samme som at sende børn på kostskole eller i sommerlejr for et længere tidsrum. Men hvad ligger der egentlig bag den skik at overlade sine børn til andre? Og, er det fornuftigt at gøre det?
Derfor overlader de deres børn til andre
Skønt de hævdvundne normer er ved at ændre sig, betragter man i Afrika stadig børnene som hele den store families og ikke blot forældrenes ejendom. Både bedsteforældre, tanter, onkler og andre i familien har ansvar for og myndighed over børnene. Som et ordsprog fra Vestafrika lyder: „Én føder barnet, men mange passer på det.“
Det betyder at når der opstår nødsituationer, som for eksempel hvis barnets forældre dør, er slægtningene rede og villige til at tage sig af det forældreløse barn. Men når man overlader sine børn til andre er det hovedsagelig af økonomiske grunde. Hvis en fattig familie har mange børn, mener forældrene måske at et eller flere af børnene ville få det bedre ved at bo sammen med mere velstillede slægtninge. Forældrene tænker måske på at deres slægtninge har bedre råd til at betale for børnenes skolegang samt for føde, klæder og medicin. Når forældre betror deres børn til andre skyldes det ikke nødvendigvis mangel på kærlighed men snarere et ønske om at børnene skal have det bedst muligt.
En anden grund kan være at forældrene ønsker at børnene skal få en god uddannelse. Måske ligger den nærmeste skole for langt væk fra familiens hjem. Eftersom det kan være vanskeligt eller umuligt for hele familien at flytte, ræsonnerer forældrene måske som så at det ville være bedre at lade barnet bo hos slægtninge nærmere skolen.
Slægtningene tager som regel med glæde imod disse børn. Og skønt der bliver endnu en mund at mætte betyder det også endnu et par hænder der kan hjælpe med forefaldende arbejde i og omkring huset. Desuden sender forældrene i nogle tilfælde hjælp i form af penge eller mad.
Faktorer man bør overveje
Selv om det kan være forbundet med visse undervisningsmæssige og materielle fordele at overlade et barn til andre, er der også andre faktorer der fortjener omhyggelig overvejelse. Først og fremmest må man tænke på om barnet vil kunne tilpasse sig sine plejeforældre, og om de vil kunne tilpasse sig barnet. I nogle tilfælde går det udmærket, og plejeforældrene opbygger et stærkt og kærligt forhold til deres plejebørn. For eksempel tog en kristen ældste i Sierra Leone sin forældreløse nevø til sig. Da han flere år senere blev spurgt om hvordan han betragtede sin plejesøn, svarede han: „Jeg betragter ikke Desmond som et plejebarn — han er min søn. Han er mit kød og blod.“
Det er imidlertid ikke alle der betragter deres plejebørn på denne måde. Ved en lejlighed udbrød der oprør i en vestafrikansk by. Kuglerne fløj omkring husene. „Skynd jer!“ råbte en kvinde til sine to børn. „Arthur kryb ind under sengen! Og du, Sorie, kig ud ad vinduet og fortæl os hvad der sker!“ Arthur var hendes eget barn mens Sorie var et plejebarn.
Det er meget almindeligt at forældre begunstiger deres egne børn frem for eventuelle plejebørn. Resultatet er i mange tilfælde at drømmen om de eftertragtede materielle goder ikke bliver opfyldt. Alt for ofte bliver plejebørn udnyttet som arbejdskraft, snydt for en uddannelse og placeret sidst i rækken med hensyn til at få tøj samt læge- og tandlægebehandling. En missionær der har arbejdet i Afrika i mere end 23 år siger: „Plejebørn bliver næsten altid behandlet som andenrangs børn.“
Et andet punkt man bør have i tanke er at det ofte er forbundet med store følelsesmæssige omkostninger for et barn at forlade sit hjem. Barnets sind og hjerte er yderst følsomt og letpåvirkeligt. Lige fra den spæde barndom har det behov for omsorg og tryghed, der er forbundet med et nært forhold til forældrene. Det kan derfor være overordentlig vanskeligt for et barn at blive flyttet fra sit hjem for at bo sammen med nogle der praktisk talt er fremmede for det.
En kvinde ved navn Comfort, fra Sierra Leone, var ni år da hun blev sendt bort for at bo hos sin tante. Hun mindes: „De år jeg var borte fra hjemmet var meget svære. Jeg savnede min familie frygteligt — navnlig mine søskende. Det var som om jeg blev revet op med rode og anbragt et sted hvor jeg ikke hørte til. Skønt min tante behandlede mig vældig godt, kunne jeg aldrig tale så frit med hende som jeg kunne med min egen mor. . . . Uanset hvor vanskelig vores situation måtte blive, vil jeg aldrig overlade mine børn til andre.“
Francis, der ligeledes bor i Vestafrika og er vokset op som plejebarn, siger: „Jeg er ked af at jeg aldrig har kunnet udvikle et nært forhold til min rigtige mor. Jeg føler at vi begge på en eller anden måde er gået glip af noget værdifuldt.“
Det livsvigtige åndelige behov
Den mest afgørende faktor er imidlertid hensynet til barnets åndelige velfærd. Gud har i sin visdom overdraget forældrene det ansvar at sørge for deres børns åndelige behov. Henvendt til de israelitiske forældre sagde Gud: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mosebog 6:6, 7) Apostelen Paulus gav kristne fædre en lignende vejledning: „Irritér ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:4.
Hvordan kan man opdrage et barn „i Jehovas tugt og formaning“ hvis man overgiver barnet i ikketroende slægtninges varetægt? Hvor vil det være kortsynet at tilsidesætte barnets åndelige interesser for materielle eller uddannelsesmæssige fordeles skyld!
Hvad så hvis man lader barnet bo hos trosfæller? Selv om dette er at foretrække frem for at lade det bo hos ikketroende, er også denne løsning mindre heldig af flere grunde. For barnet kan det stadig indebære en større social, følelsesmæssig og psykisk omstilling. Nogle børn er blevet ramt af modløshed eller er blevet ofre for kriminalitet og dårligt selskab. Andre har mistet al værdsættelse af de åndelige værdier.
Som alle forældre blandt Jehovas vidner ved, kræver det dygtighed, tålmodighed og tid at indgive et barn kærlighed til Gud. Hvis denne opgave er vanskelig selv for barnets kødelige forældre, der har kendt det lige fra fødselen, hvor langt vanskeligere vil det da ikke være for et ’fremmed’ ægtepar at opdrage et barn der ikke er deres eget? Eftersom barnets evige liv kan stå på spil, må forældrene oprigtigt og under bøn overveje hvorvidt det er risikoen værd at flytte barnet til et andet hjem.
Kristne forældre må naturligvis selv afgøre hvordan de vil følge vejledningen i Første Timoteusbrev 5:8: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ Selv om forældrene måske ikke er i stand til at sørge for barnets materielle behov, bør de i det mindste sikre sig at dets åndelige behov bliver dækket bedst muligt under de givne omstændigheder.
Salmisten skrev: „See, Børn er en Gave fra Herren, En Løn.“ (Salme 127:3, D. G. Monrad) Værn derfor om dine børn og hold dem nær til dig. Elsk dem, og lad dem elske dig. Hjælp dem til at blive åndeligsindede mænd og kvinder, for det vil blive til evig velsignelse for dem. Måske vil du da kunne sige det samme som Johannes sagde om sine åndelige børn: „Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ — 3 Johannes 4.