Dette bekræftes af en kvinde der hedder Anne. Hun mistede sin lille pige, Rachel, som følge af vuggedød. Hendes mand fortæller: „Utroligt nok græd hverken Anne eller jeg ved begravelsen. Alle græd, undtagen os.“ Anne tilføjer: „Det er sandt, men jeg har siden grædt rigeligt for os begge. Jeg tror at det egentlig først gik op for mig nogle få uger efter tragedien, en dag da jeg var alene hjemme. Jeg græd hele dagen. Men jeg tror at det hjalp mig. Jeg fik det bedre. Det var nødvendigt for mig at få afløb for sorgen over mit barn. Jeg tror bestemt at man bør lade sørgende mennesker græde. For andre er det ganske vist en naturlig reaktion at sige: ’Græd ikke!’ Men det er et dårligt råd.“

Hvordan nogle reagerer

Hvordan har nogle reageret på et dødsfald? Tag for eksempel Juanita. Hun ved hvordan det føles at miste et barn, eftersom hun har aborteret fem gange. Nu var hun gravid igen, så det er forståeligt at hun var bekymret da hun kom ud for et biluheld og blev indlagt. To uger senere gik fødselen i gang — før tiden. Kort efter blev lille Vanessa født — hun vejede knap to pund. „Jeg var så glad,“ husker Juanita. „Endelig var jeg blevet moder!“

Men hendes lykke blev kortvarig. Fire dage senere døde Vanessa. Juanita fortæller: „Jeg følte mig utrolig tom. Jeg var ikke længere moder. Jeg følte mig ufuldstændig. Det var pinefuldt at komme hjem til det værelse vi havde sat i stand til Vanessa og at se de små undertrøjer jeg havde købt til hende. I de følgende måneder genoplevede jeg den dag hvor Vanessa blev født. Jeg ville ikke have noget at gøre med nogen som helst.“

Var Juanitas reaktion ekstrem? Det er måske svært for andre at forstå, men de der har gennemgået det samme som Juanita, siger at de sørgede lige så meget over deres spædbarn som de ville have gjort over et barn der havde levet længere. Forældrene begynder at elske et barn lang tid før det bliver født, forklarer de. Der knyttes et særligt bånd mellem moder og barn. Når barnet dør, føler moderen at det er en person hun kender og elsker der går bort. Og det må andre forstå.

Vrede og skyldfølelse

En anden moder har fortalt om sine følelser da hun fik at vide at hendes seksårige søn pludselig var død af en medfødt hjertefejl. „Jeg gennemgik en hel række reaktioner — chok, benægtelse, selvbebrejdelse, og vrede mod min mand og lægen fordi de ikke havde indset hvor alvorlig hans tilstand var.“

Den lange tid det tager for mange mødre at bearbejde deres sorg, underbygger eksperternes udsagn om at et barns død skaber en permanent følelse af tab hos forældrene, især hos moderen.