Vuggedød — hvordan forældrene overvinder sorgen

DET er en forfærdelig tragedie når et barn omkommer ved vuggedød. Et tilsyneladende sundt og rask spædbarn lægges til at sove — og dør under søvnen. Det kommer fuldstændig uventet, for hvem forestiller sig at et barn vil dø før sine forældre? Et barn der har været genstand for moderens grænseløse kærlighed, er nu pludselig blevet årsag til hendes grænseløse sorg.a

Forældrene overvældes af skyldfølelse. De føler sig ansvarlige for dødsfaldet, og forestiller sig at der må være et eller andet de har forsømt at gøre. De spørger sig selv: ’Hvad kunne vi have gjort for at forebygge dette?’ Helt uden grund giver manden endda i nogle tilfælde ubevidst sin kone skylden. Da han tog på arbejde var barnet sundt og rask. Da han kom hjem var det død i sin vugge! Hvad kan hans kone have lavet? Hvor var hun da det skete? Hvis ægteskabet skal bevares må denne irrationelle tvivl tales igennem og fjernes.

Tottie, der er omtalt i den indledende artikel til denne serie, gennemgik en vanskelig fase. Hun fortæller: „Hvis jeg ikke passer på, får jeg stadig anfald af skyldfølelse og depression. Jeg må hurtigt skifte gear rent mentalt for at komme ud af den uproduktive tankegang. Bønnen har været en stor hjælp for mig, eftersom jeg har bedt om hjælp til at være opmærksom på mit tankemønster og til at tænke mere positivt.“

Hvordan har andre kunnet hjælpe Tottie og hendes mand i deres sorg? Tottie svarer uden tøven: „Nogle opfører sig som om Katie aldrig har levet. Hvis de dog bare ville indse at man faktisk gerne vil tale om det barn man har mistet! Det er sundt at tale om det. For os vil Katie altid være vores søde lille pige, og vi ønsker at huske hende, vi glemmer hende ikke. Så der er ingen grund til at være bange for at tale om hende.“

Det er dog ikke alle forældre der har lyst til at tale om det barn de har mistet. Man må derfor vise dømmekraft.

Få sorgen bearbejdet

Det varierer fra menneske til menneske og fra kultur til kultur hvordan man reagerer på sorg. Ved en amerikansk undersøgelse angående vuggedød konstaterede man at det i gennemsnit tager forældrene tre år „at genvinde den grad af personlig lykke de følte før dødsfaldet“.

Et ægtepar der nu er i begyndelsen af fyrrerne, systemanalytikeren Doug og hans kone Anne, mistede for tolv år siden deres lille datter Rachel. Dengang var vuggedød stadig relativt ukendt. Skønt Rachel var blevet undersøgt af en læge dagen før hun døde, insisterede politiet på at ligsynsmanden bad om en obduktion. Anne fortæller: „Dengang tænkte vi ikke nærmere over den afgørelse. Det var først senere det gik op for os at politibetjenten havde lagt mærke til nogle blå mærker på Rachels hals, og at han derfor kom på den tanke at hun måske var blevet mishandlet! Det viste sig dog at mærkerne blot var et dødstegn der kaldes livores mortis — to blodunderløbne pletter der ligner almindelige blå mærker. Ved obduktionen fandt man ingen dødsårsag, og dødsfaldet blev til sidst registreret som vuggedød.“

Hvordan reagerede Doug og Anne på Rachels død? Doug fortæller: „Jeg var i rigssalen da en ven gav mig besked om at jeg skulle skynde mig at tage hjem. Straks da jeg kom hjem fik jeg at vide hvad der var sket. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var den sidste der havde puslet om Rachel den aften, og nu var hun død. Jeg brød sammen og græd. Det var den eneste gang jeg græd.“

Vågn op!: „Hvordan gik det ved begravelsen? Hvordan klarede I den?“

„Utroligt nok græd hverken Anne eller jeg ved begravelsen. Alle græd undtagen os,“ svarer Doug. Anne afbryder: „Det er sandt, men jeg har siden grædt rigeligt for os begge. Jeg tror at det egentlig først gik op for mig nogle få uger efter tragedien, en dag da jeg var alene hjemme. Jeg græd hele dagen. Men jeg tror at det hjalp mig. Jeg fik det bedre. Det var nødvendigt for mig at få afløb for sorgen over mit barn. Jeg tror bestemt at man bør lade sørgende mennesker græde. For andre er det ganske vist en naturlig reaktion at sige: ’Græd ikke!’ Men det er et dårligt råd.“

Vågn op!: „Hvordan har andre hjulpet jer til at komme igennem krisen? Og hvad har ikke været en hjælp for jer?“

„En af vores venner kom og gjorde rent i huset uden at forlange spor af mig,“ fortæller Anne. „Andre lavede mad til os. Atter andre gav mig bare et knus — de sagde ikke noget, gav mig bare et knus. Jeg havde heller ikke lyst til at tale om det. Jeg havde ikke lyst til at skulle forklare igen og igen hvad det var der var sket. Jeg brød mig ikke om nysgerrige spørgsmål, som om folk lige skulle finde ud af om der var noget jeg havde gjort forkert. Jeg var jo mor til Rachel; hvis jeg kunne have gjort noget som helst for at redde hendes liv, ville jeg selvfølgelig have gjort det.“

Doug fortsætter: „Nogle lod uskyldige bemærkninger falde som absolut ikke hjalp os. En sagde for eksempel: ’Som kristne bør vi ikke sørge ligesom de andre.’ Det ved jeg udmærket godt. Men jeg kan forsikre jer om at når man mister et barn kan ikke engang den urokkelige tro på opstandelsen hindre en i at græde og sørge. Jesus græd jo også da Lazarus døde, og han vidste endda at han ville oprejse ham.“

Anne tilføjer: „En anden kommentar som ikke hjalp os var: ’Jeg ved hvordan du har det.’ Det blev uden tvivl sagt i den bedste hensigt, men medmindre de der siger det selv har mistet et barn, kan de umuligt vide hvordan man har det. Følelser er meget individuelle. De fleste mennesker kan vise sympati for andre, men det er de færreste der kan vise sand empati.“

Vågn op!: „Resulterede Rachels død i en belastning af jeres ægteskab?“

Anne svarer hurtigt: „Ja, det gjorde det. Vi sørgede nok på forskellige måder. Doug havde lyst til at hænge billeder af Rachel op i hele huset, og det var det sidste jeg kunne tænke mig. Jeg havde ikke brug for at blive mindet om hende. Jeg syntes heller ikke at det skulle se ud som om vi ’dyrkede’ hendes død. Heldigvis forstod Doug mine følelser og pillede fotografierne ned.“

Et håb der kan holde os oppe

Kan det anbefales at man tager beroligende midler i sorgperioden? Patologen Bernard Knight skriver: „Det er blevet påvist at et for stort forbrug af beroligende midler kan give bagslag hvis det hindrer den normale sorgproces. Tragedien må udholdes, bearbejdes og til sidst ses i øjnene, og denne proces kan blive forlænget eller forvrænget hvis man bedøver moderen med beroligende midler.“

Vågn op! har spurgt Doug om hvad der har hjulpet ham og Anne til at komme igennem deres sorg:

„Jeg kan huske at begravelsesforedraget var en hjælp for os. Det der trøstede os mest den dag var vores håb om en opstandelse. Vi savnede Rachel forfærdelig meget, men smerten blev dulmet af Guds løfte gennem Kristus om at vi kan få hende at se igen her på jorden. Ud fra Bibelen ved vi at virkningerne af døden vil blive fjernet. Taleren påviste også ved hjælp af Bibelen at Rachel ikke er i himmelen som ’en lille engel’ og at hun heller ikke venter i skærsilden på at komme i himmelen. Hun sover ganske enkelt i menneskehedens fælles grav.“ — Se Johannes 5:28, 29; 11:11-14; Prædikeren 9:5.

Vågn op!: „Hvad svarer I når nogen siger at ’Gud har taget hende bort’?“

„Det ville være en selvisk Gud der tog små børn bort fra deres forældre. Ordene i Prædikeren 9:11 i Bibelen hjælper os til at forstå hvordan det hænger sammen: ’Tiden og tilfældet berører dem alle.’ Og Salme 51:5 oplyser at vi alle er ufuldkomne, syndige, lige fra undfangelsen, og at det i øjeblikket er sådan at alle mennesker vil dø. Til tider rammer døden endnu før fødselen, og en dødfødsel bliver resultatet. Med Rachel gik det sådan at hun — tilfældigt — som ganske spæd fik en sygdom som hendes organisme ikke kunne klare.“