Hør hvad Jennifer på 17 år har oplevet: „I spisefrikvarteret sad pigerne ved mit bord og diskuterede religion, og så var der en der spurgte mig hvilken religion jeg havde.“ Var Jennifer nervøs ved at fortælle dem det? „Ja,“ indrømmer hun, „for jeg vidste ikke rigtig hvordan de ville reagere.“ Hvad gjorde hun? „Jeg fortalte dem at jeg var et af Jehovas Vidner. Først blev de overraskede, for de troede åbenbart at Jehovas Vidner var ret underlige. Det fik dem til at spørge mig ud, og så kunne jeg rette deres forkerte opfattelser. Derefter fortsatte nogle af dem med en gang imellem at stille mig spørgsmål.“

⁷ Fortrød Jennifer at hun havde benyttet sig af muligheden for at fortælle om sin tro? Nej, slet ikke. „Jeg havde det rigtig godt med mig selv da frikvarteret var slut,“ fortæller hun. „Nu har pigerne en bedre idé om hvad Jehovas Vidners tro går ud på.“ Jennifers råd er derfor kort og godt: „Hvis du synes det er svært at fortælle dine klassekammerater eller lærere om din tro, så bed en hurtig bøn. Jehova vil hjælpe dig. Og du vil være glad fordi du udnyttede chancen for at forkynde.“ — 1 Peter 3:15.

8. (a) Hvordan hjalp det Nehemias at bede en bøn da der opstod en uventet situation? (b) I hvilke situationer i skolen vil det være godt at bede en kort, stille bøn til Jehova?

⁸ Læg mærke til at Jennifer anbefaler at man beder en hurtig bøn til Jehova når der opstår en mulighed for at fortælle om sin tro. Det var præcis hvad Nehemias, der var mundskænk for den persiske kong Artaxerxes, gjorde da han kom ud for en uventet situation. Man kunne tydeligt se på Nehemias at han var ked af det. Han havde nemlig hørt hvordan det gik jøderne, og at Jerusalems mure og porte lå i ruiner. Kongen lagde mærke til at der var noget der bekymrede Nehemias, og spurgte ham derfor hvad der var galt. Før Nehemias svarede, bad han om Guds ledelse. Dernæst bad han frimodigt Artaxerxes om tilladelse til at rejse tilbage til Jerusalem for at hjælpe med at genopbygge den ødelagte by, og det fik han lov til. (Nehemias 2:1-8) Hvad kan vi lære af denne beretning? Hvis du bliver nervøs når der opstår en mulighed for at fortælle om din tro, så glem ikke at bede en stille bøn. „Kast . . . al jeres bekymring på [Jehova],“ skrev Peter, „for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:7; Salme 55:22.

Vær parat til at forsvare dig

9. Hvordan gik det til at Leah på 13 år uddelte 23 eksemplarer af ’Unge spørger’?

⁹ Lad os tage et andet eksempel. Leah på 13 år sad i spisefrikvarteret og læste i bogen Unge spørger — Svar der duer.a „Det lagde nogle mærke til, og lidt efter stod flere og kiggede med over skulderen,“ fortæller hun. „De spurgte mig hvad bogen handlede om.“ Da dagen var gået, havde fire piger bedt Leah om et eksemplar af bogen. Pigerne begyndte med det samme at vise bogen til andre, som også gerne ville have den. I løbet af de næste uger gav Leah sine skolekammerater og deres venner 23 eksemplarer af bogen ’Unge spørger’. Var det let for hende at fortælle kammeraterne om sin tro da de spurgte til den bog hun læste i? Nej, for hun siger: „Først var jeg ret nervøs, men så bad jeg en bøn. Jeg vidste at Jehova var med mig.“

10, 11. Hvordan hjalp en lille israelitisk pige en aramaisk general til at lære om Jehova, og hvilke forandringer foretog han derefter?

¹⁰ Leahs oplevelse minder dig måske om det en israelitisk pige kom ud for efter at hun var blevet taget til fange i Aram. Hun var tjenestepige i huset hos en kvinde der var gift med en aramaisk hærfører, eller general, som var spedalsk. Fruen har sikkert indledt den samtale som fik tjenestepigen til at fortælle om sin tro. „Hvis blot min herre var hos profeten i Samaria!“ sagde pigen. „Så ville han skaffe ham af med hans spedalskhed.“ — 2 Kongebog 5:1-3.

¹¹ Denne piges frimodighed resulterede i at Na’aman senere erkendte at „der ikke er nogen Gud på hele jorden uden i Israel“. Han besluttede sig oven i købet for at han „ikke mere [ville] bringe brændoffer eller slagtoffer til andre guder end Jehova“. (2 Kongebog 5:15, 17) Jehova velsignede afgjort denne lille piges mod. Han kan og vil gøre det samme for børn og unge i dag. Det oplevede Leah. Efter nogen tid henvendte nogle af hendes skolekammerater sig til hende og sagde at bogen ’Unge spørger’ virkelig hjalp dem. „Det gjorde mig glad,“ fortæller Leah, „for jeg vidste at jeg nu havde hjulpet nogle til at lære mere om Jehova og til at ændre sig.“

[Ramme/illustrationer på side 20]

Selv børn kan prise Jehova!

Selv ganske unge kan fortælle om deres tro i skolen. Det viser følgende eksempler.

Amber på ti år skulle i skolen læse en bog om nazisternes forfølgelse af jøderne under den anden verdenskrig. Amber besluttede derfor at tage videofilmen De lilla trekanter med til sin lærer. Det overraskede læreren at Jehovas Vidner også var blevet forfulgt under nazistyret. Læreren viste videofilmen for hele klassen.

Otte år gammel skrev Alexa et brev til sine klassekammerater hvori hun forklarede hvorfor hun ikke kunne være med når de fejrede jul. Hendes lærer blev så imponeret at hun lod Alexa læse brevet højt i klassen samt i to andre klasser! „Jeg har lært at vise respekt for dem der ikke tror det samme som mig,“ læste hun til slut, „og jeg vil gerne sige jer tak fordi I respekterer min beslutning om ikke at fejre jul.“

Kort efter at Eric var begyndt i første klasse, tog han Min bibelhistoriebog med i skole og bad om lov til at vise den til sine klassekammerater. „Jeg har en bedre idé,“ sagde læreren. „Hvorfor læser du ikke en historie for klassen?“ Det gjorde Eric så, og bagefter bad han alle der gerne ville have et eksemplar af bogen, om at række hånden i vejret. Det var der atten der gjorde, deriblandt læreren! Eric føler nu at han har sit eget særlige distrikt hvor han kan forkynde.

Whitney på ni år er glad for brochuren Jehovas Vidner — skole og undervisning.d „Hvert år plejer min mor at give denne brochure til mine lærere,“ fortæller hun, „men i år gjorde jeg det selv. Brochuren fik min lærer til at udnævne mig til ’ugens elev’.“

[Fodnote]