’Taknemmelighedstårer’

„JEG græd af taknemmelighed da jeg havde læst artiklen ’Hvordan man hjælper de deprimerede til at genvinde glæden’.“ (Vagttårnet for 15. marts 1990, side 26-30) Sådan indledtes ét af mange takkebreve som Selskabet har modtaget for artiklerne om depression, der blev bragt i numrene for 1. marts og 15. marts 1990. Takkebrevet kom fra en søster i Japan hvis unge søn for nylig er blevet ramt af skizofreni. Hun fortæller:

„At trøste og opmuntre en deprimeret hver dag kan til tider føles så udmattende at man har lyst til at give op. Når mørket falder på bliver min søn grebet af angst og uro. Jeg giver ham derfor sovepiller og sidder en lille stund ved hans seng med hans hænder i mine. Så lægger jeg min hånd på hans pande indtil han efter en times tid falder i dyb søvn. Det er som at lægge et spædbarn i seng. Jeg føler mig lettet når han sover, men samtidig tænker jeg på at i morgen skal vi igennem det hele igen.

Min søn siger: ’Jeg duer ikke til noget. Der er ikke noget håb for mig.’ Hver dag spørger han trist: ’Kan jeg blive helbredt for min sygdom? Hvornår kan jeg holde op med at tage medicin? Hvor lang tid skal jeg fortsætte på denne måde?’ Jeg stiller spørgsmål for at få ham på andre tanker, som det er blevet foreslået i bladene, og det hjælper ham til at se lidt lysere på tingene. Men det hele gentager sig dag efter dag.

Nogle gange får min søn midt om natten stærke angstanfald og tilkalder de ældste [fra menigheden] og lader dem bede for sig. Det har været til stor trøst for ham og har hjulpet ham til at falde til ro. . . . Hans tilstand forværres ofte når min mand (som er ikketroende) er på forretningsrejse. Når jeg ringer og beder brødrene om hjælp, kommer de med det samme hjem til os.

Af hele mit hjerte vil jeg gerne takke jer, brødre, for at I fra tid til anden udgiver den slags artikler, og for at I viser omsorg for de svages behov.“

[underskrevet] H. H.