-
Vore børn er en dyrebar arvVagttårnet – 2005 | 1. april
-
-
Vore børn er en dyrebar arv
„Se! Sønner er en arv fra Jehova, moderlivets frugt en belønning.“ — SALME 127:3.
1. Hvordan blev det første menneskebarn til?
TÆNK engang over hvilket mirakel Jehova Gud gjorde muligt gennem den måde han skabte de to første mennesker på. Faderen, Adam, og moderen, Eva, bidrog begge med noget af sig selv, og i Evas livmoder blev et nyt individ til — det første menneskebarn. (1 Mosebog 4:1) Endnu i dag fylder det os med undren når et barn undfanges og fødes, og mange kalder det et mirakel.
2. Hvorfor må man sige at det der sker i en gravid kvindes livmoder, er et mirakel?
2 I løbet af cirka 270 dage vokser en befrugtet celle i moderen til et barn der består af billioner af celler. Den første celle indeholder alle tegningerne til de over 200 forskellige slags celler. Et indbygget program der går over vores forstand, styrer barnets vækst sådan at de komplicerede celler dannes i den helt rigtige rækkefølge og på rette måde, og et nyt levende menneske bliver til!
3. Hvorfor mener mange at det må være Gud der står bag det mirakel at et nyt levende menneske bliver til?
3 Hvem er det der i virkeligheden har skabt det lille barn? Det må være Skaberen af alt liv. En af Bibelens salmister sang: „Erkend at det er Jehova der er Gud. Det er ham der har frembragt os, og ikke os selv.“ (Salme 100:3) I der har børn, ved godt at det ikke er jer selv der har skabt dem. I har sat dem i verden, som man siger, men kun en Gud der ejer uendelig visdom, kan stå bag det mirakel at et nyt levende menneske bliver til. Gennem tusinder af år har mange givet den store Skaber æren for at et barn kan dannes i sin moders liv. Gør du også det? — Salme 139:13-16.
4. Hvilken menneskelig svaghed må man aldrig tillægge Jehova?
4 Men er Jehova en fjern og følelseskold Skaber der blot har sat en biologisk proces i gang som gør det muligt for menneskene at formere sig — for derefter at overlade dem til sig selv? Nej. Mennesker kan være følelseskolde, men Jehova er det aldrig. (Salme 78:38-40) I Salme 127:3 siges der: „Se! Sønner [og døtre] er en arv fra Jehova, moderlivets frugt en belønning.“ Lad os nu se nærmere på hvad en arv er, og hvad det at få en arv er et udtryk for.
En arv og en belønning
5. Hvorfor kan børn kaldes en arv?
5 En arv er ligesom en gave. Forældre har ofte arbejdet i mange år for at kunne efterlade deres børn en arv. Den kan bestå af en sum penge, en ejendom eller måske nogle særlig værdifulde ejendele. Uanset hvad arven består af, er den et udtryk for at forældrene elsker deres børn. Ifølge Bibelen er børn en arv forældre får fra Gud. De er en gave fra ham, givet i kærlighed. Hvis du har børn, vidner det du gør, så om at du betragter dem som en gave fra universets Skaber, noget han har betroet dig?
6. Hvorfor skabte Gud menneskene med evnen til at få børn?
6 Jehovas hensigt med at give menneskene denne gave var at jorden skulle fyldes med efterkommere af Adam og Eva. (1 Mosebog 1:27, 28; Esajas 45:18) Jehova har ikke skabt hvert enkelt menneske sådan som han har skabt de mange millioner engle. (Salme 104:4; Åbenbaringen 4:11) Nej, Gud valgte at skabe menneskene med evnen til at frembringe børn der lignede deres forældre. Hvor er det en fantastisk forret at en kvinde og en mand kan sætte et nyt menneske i verden og tage sig af det! Hvis du har børn, takker du så Jehova for at han har givet dig del i denne vidunderlige arv?
Lær af Jesus
7. Hvordan har Jesus i modsætning til nogle forældre vist interesse og omsorg for menneskene?
7 Sørgeligt nok er det ikke alle forældre der betragter børn som en belønning. Mange viser ikke særlig stor interesse for hvordan deres børn har det. Disse forældre efterligner ikke Jehovas eller hans søns indstilling. (Salme 27:10; Esajas 49:15) Læg mærke til den interesse Jesus viste for børn. Ifølge Bibelen ’holdt han af menneskenes sønner’ endnu før han kom til jorden som et menneske — mens han var en mægtig åndeskabning i himmelen. (Ordsprogene 8:31) Hans kærlighed til menneskene var så stor at han villigt gav sit liv som en løsesum for at vi kan få evigt liv. — Mattæus 20:28; Johannes 10:18.
8. Hvordan var Jesus et godt eksempel for forældre?
8 Mens Jesus var her på jorden var han et godt eksempel for forældre. Læg mærke til hvad han gjorde. Han gav sig tid til børn, også når han havde meget travlt og var under pres. Han betragtede dem når de legede på torvene, og brugte nogle sider af deres leg i sin undervisning. (Mattæus 11:16, 17) Under sin sidste rejse til Jerusalem vidste Jesus at han ville blive udsat for lidelser og skulle dø. Da folk kom hen til ham med nogle små børn, forsøgte hans disciple at sende børnene væk, måske for at skåne Jesus for yderligere besvær. Men Jesus irettesatte sine disciple. Hans svar til dem viser hvor meget han holdt af børnene: „Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem.“ — Markus 10:13, 14.
9. Hvorfor kan det vi gør, betyde mere end det vi siger?
9 Vi kan lære af Jesu eksempel. Hvordan reagerer vi når børn kommer hen til os? Reagerer vi ligesom Jesus, også hvis vi har travlt? Det børn har brug for, især fra deres forældre, er det Jesus var parat til at give dem: tid og opmærksomhed. Man skal naturligvis fortælle sine børn at man elsker dem. Men handlinger siger mere end ord. Din kærlighed kommer ikke bare til udtryk gennem det du siger, men endnu mere gennem det du gør, gennem den tid, opmærksomhed og omsorg du giver dine børn. Men selvom du viser din kærlighed på denne måde, er det ikke sikkert at du opnår mærkbare resultater — i hvert fald ikke så hurtigt som du havde håbet. Man må være tålmodig. Det kan man lære ved at efterligne den måde Jesus behandlede sine disciple på.
Jesu tålmodighed og kærlighed
10. Hvordan gav Jesus sine disciple en lektion i ydmyghed, og hvad blev resultatet i første omgang?
10 Jesus vidste at hans disciple hele tiden konkurrerede indbyrdes om hvem af dem der havde størst betydning. En dag da han var kommet til Kapernaum med sine disciple, spurgte han dem: „’Hvad diskuterede I på vejen?’ De tav, for på vejen havde de diskuteret med hinanden hvem der var størst.“ I stedet for at irettesætte dem strengt gav Jesus dem tålmodigt en lektion i ydmyghed. (Markus 9:33-37) Havde det den ønskede virkning? Ikke lige med det samme. Et halvt års tid senere fik Jakob og Johannes deres mor til at bede Jesus om at give dem nogle fremtrædende pladser i Riget. Igen vejledte Jesus dem tålmodigt. — Mattæus 20:20-28.
11. (a) Hvilken opgave var der ingen af Jesu apostle der påtog sig da de mødtes med Jesus i et værelse i Jerusalem? (b) Hvad gjorde Jesus, og lærte disciplene noget af det?
11 Da det blev påske i år 33, mødtes Jesus med sine apostle i et værelse i Jerusalem for at fejre højtiden. Da de ankom, var der ingen af de 12 apostle der tog initiativet til at vaske de andres støvede fødder, sådan som det var skik at en tjener eller en kvinde i husstanden gjorde. (1 Samuel 25:41; 1 Timoteus 5:10) Hvor må det have bedrøvet Jesus at se hvor meget det stadig betød for hans disciple at have en fremtrædende plads! Jesus vaskede derfor deres fødder og opfordrede dem derefter indtrængende til at følge hans eksempel og betjene andre. (Johannes 13:4-17) Gjorde de så det? Bibelen fortæller at der senere samme aften opstod „en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der syntes at være den største“. — Lukas 22:24.
12. Hvordan kan forældre efterligne Jesus når de bestræber sig for at oplære deres børn?
12 Når dine børn ikke gør som du siger de skal, forstår du måske hvordan Jesus må have haft det. Læg mærke til at Jesus ikke opgav sine apostle selvom de var længe om at rette deres fejl. Til sidst bar hans tålmodighed frugt. (1 Johannes 3:14, 18) I forældre må efterligne Jesu kærlighed og tålmodighed, og aldrig give op i jeres bestræbelser for at oplære jeres børn.
13. Hvorfor må forældre ikke uvenligt affeje et spørgende barn?
13 Børn har behov for at mærke at deres forældre elsker dem og er interesseret i dem. Jesus ville gerne vide hvad hans disciple tænkte, og derfor lyttede han opmærksomt når de stillede spørgsmål. Han spurgte dem også om deres mening. (Mattæus 17:25-27) Det hører med til god undervisning at man lytter opmærksomt og viser oprigtig interesse. Når et barn spørger om noget, må man ikke feje det til side med et vredt: „Ikke lige nu, kan du ikke se at jeg har travlt?“ Hvis man virkelig har travlt, kan man sige til barnet at man må tale sammen på et senere tidspunkt, og så skal man naturligvis sørge for at det bliver til noget. Så kan barnet mærke at man er interesseret i det, og vil få større lyst til at betro sig til én.
14. Hvad kan forældre lære af Jesus med hensyn til at vise deres børn kærlighed?
14 Skal forældre også vise deres børn kærlighed ved at give dem knus og på anden måde lade deres ømhed komme til udtryk? Også her kan forældre lære af Jesus. Ifølge Bibelen „tog [han] børnene i sine arme og velsignede dem idet han lagde hænderne på dem“. (Markus 10:16) Hvordan virkede det mon på børnene? Det må have gjort dem glade og givet dem lyst til at være mere sammen med Jesus! Hvis I forældre viser jeres børn ægte kærlighed og ømhed, vil de være mere parate til at adlyde jer når I opdrager og underviser dem.
Hvor meget tid er nok?
15, 16. Hvilken teori er blevet populær, og hvad er åbenbart baggrunden for den?
15 Nogle har sagt at børn ikke nødvendigvis har brug for særlig meget af deres forældres tid og opmærksomhed. En teori som er blevet fremført med stor succes, er teorien om kvalitetstid. Idéens tilhængere siger at forældre ikke behøver at bruge særlig lang tid sammen med deres børn når bare den tid de bruger, er godt gennemtænkt og planlagt og fyldt med indhold. Men hvor god er teorien om kvalitetstid, og er den baseret på hvad der er bedst for børnene?
16 En forfatter der har talt med mange børn, siger at det de „allerhelst vil have af deres forældre, er mere tid og forældrenes fulde opmærksomhed“. En professor har bemærkelsesværdigt nok sagt at „begrebet [kvalitetstid] er et produkt af forældres dårlige samvittighed. Det har givet folk en lovlig undskyldning for at bruge mindre tid på deres børn.“
17. Hvad har børnene brug for at få fra deres forældre?
17 Bibelen siger ikke noget om hvor meget tid forældre skal tilbringe sammen med deres børn, men israelitiske forældre blev opfordret til at tale med deres børn når de var i deres hus, når de vandrede på vejen, når de lagde sig, og når de stod op. (5 Mosebog 6:7) Det må tydeligvis indebære at forældre skal have nær kontakt med deres børn og undervise dem dagen igennem.
18. Hvordan udnyttede Jesus alle lejligheder til at undervise sine disciple, og hvad kan forældre lære af det?
18 Jesus underviste sine disciple mens han spiste sammen med dem, rejste sammen med dem og slappede af sammen med dem. På den måde udnyttede han enhver lejlighed til at undervise dem. (Markus 6:31, 32; Lukas 8:1; 22:14) På samme måde kan kristne forældre være opmærksomme på at udnytte enhver lejlighed til at skabe og bevare en god kommunikation med deres børn og oplære dem i Jehovas veje.
Hvad man skal lære sine børn, og hvordan man skal undervise dem
19. (a) Hvad er vigtigt foruden at man bruger tid sammen med sine børn? (b) Hvad må forældre først og fremmest lære deres børn?
19 God børneopdragelse består i mere end bare at bruge tid sammen med børnene og undervise dem. Det har også stor betydning hvad man lærer dem. Læg mærke til hvordan Bibelen understreger hvad undervisningen skal omfatte. Der står: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du . . . indprente din søn.“ Hvad er „disse ord“ som man skal indprente sine børn? De må i hvert fald indbefatte de ord der står lige før, nemlig: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ (5 Mosebog 6:5-7) Jesus sagde at dette er det vigtigste af alle Guds bud. (Markus 12:28-30) Forældre må altså først og fremmest fortælle deres børn om Jehova og lære dem hvorfor han er den eneste der fortjener at vi elsker og tilbeder ham af hele vores sjæl.
20. Hvad befalede Gud forældre i det gamle Israel at lære deres børn?
20 Men „disse ord“ som forældre opfordres til at indprente deres børn, omfatter mere end blot at elske Gud af hele sit hjerte og hele sin sjæl. Læg mærke til at Moses i det foregående kapitel i Femte Mosebog gentager De Ti Bud, de love som Gud skrev på stentavlerne. Det er bud om at man ikke må lyve, stjæle, myrde, begå ægteskabsbrud og så videre. (5 Mosebog 5:11-22) Forældre fik altså indskærpet hvor vigtigt det var at give gode moralnormer videre til deres børn. I dag må kristne forældre også give deres børn en sådan undervisning hvis de skal hjælpe dem til at få en tryg og lykkelig fremtid.
21. Hvad ligger der i befalingen om at forældre skal „indprente“ deres børn Guds ord?
21 Læg mærke til at forældre får at vide hvordan de skal undervise deres børn i „disse ord“, eller bud. Der står: „Du skal indprente din søn dem.“ At „indprente“ en anden noget vil sige „at lære en anden vigtigheden af noget ved hyppig gentagelse og påmindelse; at få noget til at fæstne sig i en andens sind“. Altså siger Gud faktisk til forældre at de skal have et fastlagt program for bibelundervisning der specifikt tager sigte på at indprente deres børn åndelige værdier.
22. Hvad fik israelitiske forældre befaling om at gøre for at undervise deres børn, og hvad betød det?
22 Et sådant fremadskridende program kræver initiativ fra forældrenes side. I Bibelen står der: „Du skal binde dem [„disse ord“, Guds bud] som et tegn på din hånd, og de skal tjene som et pandesmykke mellem dine øjne, og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte.“ (5 Mosebog 6:8, 9) Det betød ikke at forældre rent bogstaveligt skulle skrive Guds love på deres dørkarme og porte eller binde en afskrift om børnenes hånd og fastgøre en til deres pande. Tanken var at forældre hele tiden skulle lade Guds lære stå klart for deres børn. De skulle undervise deres børn så konstant og konsekvent at det var som om Guds bud altid var for børnenes øjne.
23. Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?
23 Hvad skal forældre først og fremmest lære deres børn? Hvorfor har det så stor betydning i dag at børn både i teori og i praksis lærer at passe på sig selv? Hvor kan forældre finde hjælp til at undervise deres børn på en god måde? Disse og andre spørgsmål som mange forældre spekulerer på, vil blive behandlet i den næste artikel.
-
-
I forældre, beskyt jeres dyrebare arvVagttårnet – 2005 | 1. april
-
-
I forældre, beskyt jeres dyrebare arv
„Visdom er en beskyttelse . . . [Den] holder sine ejermænd i live.“ — Prædikeren 7:12.
1. Hvorfor bør forældre betragte deres børn som gaver?
NÅR forældre får et barn, kommer et nyt menneske til verden som ligner dem i udseende og personlighed. I Bibelen kaldes børn „en arv fra Jehova“. (Salme 127:3) Eftersom Jehova er den egentlige Livgiver, betror han i virkeligheden forældrene noget der først og fremmest tilhører ham. (Salme 36:9) Hvordan betragter I forældre den dyrebare gave I har fået af Gud?
2. Hvordan reagerede Manoa da han hørte at han skulle være far?
2 Man bør bestemt tage imod en sådan gave med ydmyghed og taknemmelighed. Det gjorde israelitten Manoa for over 3000 år siden da hans kone af en engel fik at vide at hun ville få et barn. Da Manoa hørte den gode nyhed, sagde han i en bøn: „Undskyld mig, Jehova. Lad dog den Guds mand som du sendte, komme igen til os og lære os hvordan vi skal bære os ad med drengen der skal fødes.“ (Dommerne 13:8) Hvad kan forældre lære af Manoas eksempel?
Hvorfor vi har brug for Guds hjælp i dag
3. Hvorfor har vi i dag mere end nogen sinde brug for Guds hjælp til at opdrage børn?
3 I dag har forældre mere end nogen sinde brug for Jehovas hjælp til at opdrage deres børn. Det skyldes at Satan Djævelen og hans engle er blevet kastet ud af himmelen og ned til jorden. „Ve jorden,“ siges der advarende i Bibelen, „for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:7-9, 12) Bibelen forklarer at Satan er „som en brølende løve“ der „søger nogen at opsluge“. (1 Peter 5:8) Løver udvælger sig som regel de svageste byttedyr, ofte ungerne. Det vil derfor være klogt af kristne forældre at søge vejledning hos Jehova for at beskytte deres børn. Hvor meget gør du for at beskytte dine børn?
4. (a) Hvad ville forældre gøre hvis de vidste at en løve strejfede om i nabolaget? (b) Hvad kan beskytte børn?
4 Hvis du vidste at en løve strejfede om i nabolaget, ville du naturligvis gøre alt hvad du kunne, for at beskytte dine børn. Satan er som et rovdyr. Han forsøger at fordærve Guds tjenere så de ikke er værdige til at blive godkendt af Gud. (Job 2:1-7; 1 Johannes 5:19) Børn er et let mål. For at undgå at falde i Djævelens snare må børn lære Jehova at kende og adlyde ham. Det er meget vigtigt at de får kundskab ud fra Bibelen. Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Desuden har børn og unge brug for visdom — evnen til at forstå og bruge det de lærer. „Visdommen holder sine ejermænd i live“, så I forældre må hjælpe jeres børn til at få kærlighed til sandheden. (Prædikeren 7:12) Hvordan kan I gøre det?
5. (a) Hvordan kan man hjælpe børn til at opnå visdom? (b) Hvordan beskrives værdien af visdom i Ordsprogenes Bog?
5 I kan — og bør — læse op af Guds ord for jeres børn, men der skal mere til for at hjælpe dem til at elske og adlyde Jehova. De skal også forstå det de hører. Lad os tage et eksempel: Nogle børn der har fået at vide at de ikke må gå over gaden uden først at kigge til begge sider, gør det alligevel. Hvorfor? Måske har man ikke tit nok forklaret hvad der kan ske hvis man bliver ramt af en bil, eller man har ikke forklaret det på en måde der får dem til at forstå hvor farligt det er, så de kan undgå de ulykkelige konsekvenser af „dårskab“. Det kræver både tid og stor tålmodighed at hjælpe børn til at opnå visdom. Men visdom har meget stor værdi! „Dens veje er liflige veje, og alle dens stier er fred,“ siges der i Bibelen. „Den er et livets træ for dem der griber fat i den, og de der holder den fast prises lykkelige.“ — Ordsprogene 3:13-18; 22:15.
Undervisning der giver visdom
6. (a) Hvad er ofte grunden til at børn gør noget de ikke må? (b) Hvilken krig fører Djævelen?
6 Når børn gør noget forkert, er det som regel ikke fordi de ikke har lært hvad der er rigtigt, men fordi undervisningen ikke er nået ned i deres hjerte — deres indre. Djævelen kæmper for at erobre børns og unges hjerter. Han sørger for at de bliver udsat for den ugudelige påvirkning fra denne verden. Han forsøger også at udnytte deres nedarvede syndige tilbøjelighed til at gøre det forkerte. (1 Mosebog 8:21; Salme 51:5) Forældre må se i øjnene at der udkæmpes en krig om herredømmet over deres børns hjerte.
7. Hvorfor er det ikke nok at fortælle børn hvad der er rigtigt eller forkert?
7 Forældre fortæller sædvanligvis deres børn hvad der er rigtigt eller forkert, og tror så at de har lært børnene et moralsk princip. De siger for eksempel til børnene at man ikke må lyve, stjæle eller have sex med en man ikke er gift med. Men børnene har brug for en stærkere motivation hvis de skal adlyde; forældrenes ord er ikke nok. Børnene må have at vide at det er Jehovas love. Og de skal lære at det er klogt at adlyde Guds bud. — Ordsprogene 6:16-19; Hebræerne 13:4.
8. Hvilken form for undervisning kan hjælpe børn til at handle med visdom?
8 Det komplicerede univers, den store variation i dyre- og planteverdenen, de skiftende årstider — alt dette kan hjælpe et barn til at forstå at der findes en vís Skaber. (Romerne 1:20; Hebræerne 3:4) Desuden skal børnene lære at Gud elsker dem og gennem sin søns offer har sørget for at de kan opnå evigt liv, og at de kan glæde Gud ved at adlyde ham. Så vil børnene sandsynligvis få lyst til at tjene Jehova, trods Djævelens forsøg på at hindre dem i det. — Ordsprogene 22:6; 27:11; Johannes 3:16.
9. (a) Hvad kræves der for at give børn en livreddende undervisning? (b) Hvad tilskyndes fædre til at gøre, og hvad indebærer det?
9 Det kræver tid, opmærksomhed og planlægning at give børn en undervisning der beskytter dem, og som giver dem lyst til at gøre det rigtige. Det forudsætter desuden at forældrene tager imod vejledning fra Gud. I Bibelens står der: „I fædre . . . bliv ved med at opdrage [jeres børn] i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Hvad vil det sige? Det græske ord for „formaning“ indeholder tanken om at „indgive sind“. Kristne fædre tilskyndes altså til at indgive deres børn Jehovas sind. Tænk hvilken beskyttelse det vil være for børnene! Hvis Guds tanker, hans måde at tænke på, er indprentet i børnenes sind, beskyttes de mod at gøre noget forkert.
Motiveret af kærlighed
10. Hvad er det vigtigt at vide for at man kan undervise sine børn?
10 Hvis dit ønske om at give dine børn en god opdragelse skal gå i opfyldelse, må dine bestræbelser udspringe af kærlighed. God kommunikation er en vigtig faktor. Find ud af hvad der sker i din søns eller datters liv, og hvordan han eller hun ser på tingene. Skab en hyggelig situation hvor du taktfuldt kan få dit barn til at tale frit. Det kan godt være at du vil blive rystet over det han eller hun siger. Men pas på at du ikke overreagerer. Lyt i stedet med forståelse og interesse.
11. Hvordan kan man indgive børnene Guds sind?
11 Du har måske læst højt for dine børn fra Bibelen om Guds love der forbyder kønslig umoralitet, ja, du har måske læst det mange gange. (1 Korinther 6:18; Efeserne 5:5) Det har sikkert hjulpet børnene til at forstå hvad der glæder Jehova, og hvad der bedrøver ham. Men det er ikke nok til at indgive børnene Jehovas sind. Børn har brug for hjælp til at ræsonnere over værdien af Jehovas love. De må overbevises om at hans love er gode og rigtige, og at vi bør følge dem fordi vi respekterer og elsker ham. Kun hvis du ræsonnerer med dine børn ud fra Bibelen sådan at de selv får Guds syn på tingene, kan man sige at du har indgivet dem Guds sind.
12. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at få det rette syn på seksuelle forhold?
12 Når I taler om sex, kan du spørge: „Tror du at det vil gøre os mindre lykkelige at adlyde Guds lov om at vi ikke må have seksuelle forhold før vi er gift?“ Få dit barn til at begrunde sit svar. Når I har talt om hvordan Gud har sørget for at et barn kan blive til, kan du spørge: „Tror du at vores kærlige Gud ville give os nogle love for at gøre os kede af det? Eller tror du at han har givet os dem for at gøre os glade og beskytte os?“ (Salme 119:1, 2; Esajas 48:17) Find ud af hvad dit barn mener. Derefter kan du give nogle eksempler på hvordan kønslig umoralitet har ført til sorger og problemer. (2 Samuel 13:1-33) Hvis du ræsonnerer med dine børn sådan at de forstår og accepterer Guds synspunkter, er du kommet langt med hensyn til at indgive dem Guds sind. Men der er også noget andet du kan gøre.
13. Hvad er det især vigtigt at børnene forstår for at de kan føle sig tilskyndet til at adlyde Jehova?
13 Det vil være klogt af dig at du ikke kun lærer dine børn om konsekvenserne af at være ulydig mod Jehova, men også forklarer dem hvordan vores måde at leve på berører Jehova personligt. Vis dine børn ud fra Bibelen at vi kan gøre Jehova ked af det hvis vi ikke gør hans vilje. (Salme 78:41) Du kan spørge: „Hvorfor vil du ikke gøre Jehova ked af det?“ og så forklare: „Guds fjende Satan siger at vi kun tjener Jehova for at få noget ud af det, og ikke fordi vi elsker ham.“ Derefter kan du forklare hvordan Job glædede Jehovas hjerte ved at være trofast, og på den måde blev et svar på Satans falske anklage. (Job 1:9-11; 27:5) Dine børn må forstå at de kan bedrøve eller glæde Jehova, alt efter hvordan de opfører sig. (Ordsprogene 27:11) Dette og meget andet kan man lære børn ved at bruge bogen Lyt til den store Lærer.a
Gode resultater
14, 15. (a) Hvilken virkning har Lyt til den store Lærer haft på børn? (b) Hvilke gode resultater har du haft ved at bruge bogen? (Se også rammen på side 18-19).
14 En bedstefar i Kroatien der læser Lyt til den store Lærer sammen med sit syvårige barnebarn, skriver at drengen fortalte ham følgende: „Mor sagde at jeg skulle gøre noget, men jeg ville ikke. Så kom jeg i tanker om kapitlet ’Lydighed beskytter dig’, og så gik jeg tilbage og sagde at jeg ville være lydig mod hende.“ Om kapitlet „Hvorfor skal vi lade være med at lyve?“ siger et ægtepar i Florida: „Det stiller nogle spørgsmål som får børn til at åbne deres hjerte og indrømme fejl som de ellers ikke ville indrømme.“
15 Der er over 230 billeder i bogen, og ved hvert billede eller hver gruppe af billeder er der en tekst. „Min søn bliver tit ved med at kigge på et bestemt billede og vil ikke have at jeg blader,“ fortæller en taknemmelig mor. „Tegningerne er ikke bare flotte, de er også i sig selv undervisende, eller de får i hvert fald børn til at stille spørgsmål. Da min søn så billedet hvor en dreng ser fjernsyn i en mørk stue, spurgte han: ’Mor, hvad laver den dreng?’ i et tonefald der viste at han var klar over at der var noget galt.“ Billedteksten til tegningen lyder: „Hvem kan se alt hvad vi gør?“
Aktuelle problemer tages op
16. Hvad er det vigtigt at børn lærer i dag, og hvorfor?
16 Børn har brug for at vide hvad deres kønsorganer må bruges til, og hvad de ikke må bruges til. Men det er ikke så let at tale om den slags. En journalist fortæller at hun voksede op i en tid hvor det blev betragtet som anstødeligt at tale om kønsorganerne. Nu da hun skal undervise sine børn, skriver hun: „Jeg bliver nødt til at overvinde min forlegenhed.“ Forældre der af forlegenhed lader være med at tale om sex, beskytter ikke deres børn. De der misbruger børn, udnytter børnenes uvidenhed. Lyt til den store Lærer behandler emnet på en sund og værdig måde. Børn mister ikke deres uskyld ved at man oplyser dem om sex, men de risikerer at miste den hvis man lader være.
17. Hvordan hjælper bogen forældre til at oplyse deres børn om sex?
17 I kapitel 10, der handler om de onde engle der kom til jorden og fik børn med jordiske kvinder, stilles dette spørgsmål: „Ved du hvad et seksuelt forhold er, eller sex, som det nogle gange bliver forkortet til?“ Bogen giver et enkelt og værdigt svar. Længere fremme forklarer kapitel 32 hvordan børn kan beskyttes mod seksuelt misbrug. Mange har skrevet og bekræftet at der er brug for denne undervisning. En mor skriver: „I sidste uge da min søn Javan var hos lægen, spurgte hun om vi havde talt med ham om kønsorganernes rette anvendelse. Hun var meget imponeret over at vi havde talt om det ved hjælp af vores nye bog.“
18. Hvordan behandles tilbedelse af nationale symboler i bogen?
18 Et andet kapitel handler om den bibelske beretning om de tre unge hebræere Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, der ikke ville bøje sig for en billedstøtte der symboliserede den babyloniske stat. (Daniel 3:1-30) Nogle forbinder måske ikke det at bøje sig for et gudebillede med det at hilse et flag, sådan som Lyt til den store Lærer gør. Men læg mærke til hvad en forfatter ved navn Edward Gaffney har sagt i et interview i U.S. Catholic. Han beretter at da hans datter efter sin første skoledag kom hjem og fortalte ham at hun havde lært „en ny bøn i skolen“, bad han hende om at gentage den for ham. „Så lagde hun sin hånd på hjertet,“ siger Edward Gaffney, „og begyndte stolt: ’Jeg sværger troskab over for flaget . . .’“ Han fortsætter: „Pludselig kunne jeg se det. Jehovas Vidner havde ret. Der fremelskes et aspekt af national religion i vore skoler på et meget tidligt stadium — en blind og altoverskyggende loyalitet.“
Det er alle anstrengelserne værd
19. Hvilken belønning opnår man ved at undervise sine børn?
19 Ja, det er alle anstrengelserne værd at undervise sine børn. En mor i Kansas, USA, blev rørt til tårer da hun fik et brev fra sin søn. Han skrev: „Jeg føler mig meget heldig fordi jeg har fået en opdragelse der har gjort mig til et relativt harmonisk og helt menneske. Du og far fortjener virkelig ros.“ (Ordsprogene 31:28) Lyt til den store Lærer kan hjælpe mange flere forældre til at undervise deres børn så denne dyrebare arv beskyttes.
20. Hvad må forældre altid huske, og hvad bør det få dem til at gøre?
20 Vore børn fortjener al den tid og opmærksomhed vi kan give dem, og alt hvad vi kan gøre for dem. Deres barndom varer så kort. Benyt jer af enhver lejlighed til at være sammen med dem og hjælpe dem. I vil aldrig fortryde det. De vil elske jer for det. Husk altid at jeres børn er en gave fra Gud til jer. De er en dyrebar arv! (Salme 127:3-5) I må derfor behandle dem som en gave fra Gud, for I skal stå ham til regnskab for hvordan I tager jer af dem.
[Fodnote]
a Udgivet af Jehovas Vidner. Se kapitel 40, „Hvordan kan vi gøre Gud glad?“
-