I mange familier må både faderen og moderen arbejde for at tjene til det daglige. Men kan de gøre sig en ekstra anstrengelse for at være sammen med deres børn om aftenen og i weekenden? Kan moderen gå på deltid for at få mere tid sammen med børnene? De mange enlige forældre der findes i dag, er nødt til at arbejde for at kunne forsørge sig selv og deres børn. Mange mødre er tvunget til at være væk fra hjemmet og dermed fra deres børn. Selv når moderen har gyldige grunde til ikke at være hjemme, forstår små børn det ikke og føler sig måske ofte tilsidesat. Derfor må forældrene ihærdigt bestræbe sig for at ’købe sig tid’ til børnene.

Nogle gange tales der om at den tid forældre tilbringer sammen med deres børn skal være kvalitetstid, at det har større betydning end mængden af tid. Travle forældre er måske sammen med deres børn i et kvarter til tyve minutter hver anden dag og en times tid i weekenden og siger det er kvalitetstid. Men er det nok til at dække et barns behov? Eller bruger man blot dette udtryk for at dulme samvittigheden, eller for at en moder kan få ro i sindet til at realisere sig selv mens hun undlader at dække sit barns behov? Måske indvender du: ’Ærlig talt, jeg har så travlt at jeg simpelt hen ikke har den fornødne tid.’ Det er ikke alene dybt beklageligt, men også synd både for dig og dit barn; der findes nemlig ingen genvej. Hvis du ikke finder den fornødne tid under barnets opvækst, kan du være sikker på at der vil opstå en generationskløft mellem jer når børnene kommer i teenagealderen.

Det går muligvis ikke blot ud over barnet hvis det efterlades i en daginstitution — det kan også ramme forældrene, der kan gå glip af den glæde det er at se sit barn vokse op. Barnet forstår ikke altid hvorfor det må efterlades uden forældrene. Det føler sig måske forsømt, uønsket og forladt. Når barnet kommer op i teenageårene har det måske knyttet sig til kammeraterne i stedet for til forældrene, der havde for travlt under dets opvækst. Barnet kan endda begynde at leve et dobbeltliv, idet det både prøver at stille sine forældre tilfreds og gøre hvad det selv har lyst til. Snak, forklaringer og undskyldninger duer ikke til at udfylde kløften. Selv om forældrene nu taler om kærlighed, bliver det ikke opfattet som ægte, eftersom barnet blev forsømt i de år hvor det havde allermest brug for sine forældre. Ordene lyder falske og hule i barnets ører. Ligesom troen er kærligheden død uden gerninger. — Jakob 2:26.

En forsker på området har sagt: „Uden tvivl vil vi i fremtiden få problemer at se som vil få det vi oplever i dag til at ligne et teselskab.“ Vor tids „teselskab“ er allerede rædselsvækkende, som det fremgår af statistikker fremlagt af dr. David Elkind i 1992:

„I de sidste to årtier har der været en 50 procents stigning i antallet af overvægtige børn og unge. Og vi mister omkring ti tusind teenagere om året ved ulykker der kan tilskrives stof- og alkoholmisbrug, heri ikke medregnet skadede og kvæstede. Hver fjerde teenager drikker for meget hver 14. dag; og vi har to millioner teenagere der er alkoholikere.

I Amerika bliver årligt en million teenagepiger gravide. Det er dobbelt så mange som i det land i den vestlige verden der er nummer to på listen, nemlig England. Antallet af selvmord blandt teenagere er tredoblet i de sidste 20 år, og hvert år tager mellem fem og seks tusind teenagere deres eget liv.a Det anslås at en ud af fire teenagepiger har mindst ét symptom på en spiseforstyrrelse, som oftest en streng slankekur. Gruppen mellem 14 og 19 år har den næsthøjeste drabsprocent blandt alle aldersgrupper.“

Og ikke nok med det! Hvert år dræbes over 50 millioner børn mens de stadig befinder sig i moders liv. Ja, nutidens „teselskab“ trodser enhver beskrivelse. Med familiesammenbruddet i tanke siger dr. Elkind: „Hurtige forandringer af de sociale rammer er en katastrofe for børn og unge der kræver stabilitet og sikkerhed frem for hurtig vækst og udvikling.“ En skribent der har beskæftiget sig med ’mig selv først-selviskheden’ har skrevet i protest: „Ingen er parat til at sige til et ægtepar: ’Hør nu her: I bliver nødt til at blive sammen. Hvis I har børn, så bliv sammen!’“

Det tager tid at vise sin kærlighed til et barn. Robert Keeshan, der for år tilbage optrådte som Kaptajn Kænguro i børneudsendelser i amerikansk fjernsyn, har advaret om følgerne af at undlade at bruge tid på sine børn. Han sagde:

„Med tommelfingeren i munden og dukken i hånden venter et lille barn med nogen utålmodighed på at faderen skal komme hjem. Hun vil gerne fortælle om nogle oplevelser fra sandkassen. Ja, hun brænder ligefrem efter at fortælle om alt det spændende hun har oplevet i dagens løb. Endelig kommer han. Udkørt efter dagens arbejdspres siger han blot til barnet: ’Ikke nu, lille skat. Jeg har travlt; gå ind og se fjernsyn.’ Det man oftest hører i mange amerikanske hjem er: ’Jeg har travlt; gå ind og se fjernsyn.’ Jamen, hvornår så? ’Senere.’ Men dette ’senere’ kommer sjældent . . .

Årene går og barnet vokser til. Hun får legesager og tøj — mærkevarer — og stereoanlæg, men ikke hvad hun allermest ønsker sig — forældrenes tid. Hun er fjorten, hendes øjne flakker; hun er rodet ind i et eller andet. ’Er der noget galt, skat? Så tal dog, barn! Sig det dog til mig!’ Men for sent, alt for sent. Kærligheden er væk . . .

Når vi siger til et barn: ’Ikke nu, senere!’ eller: ’Du kan tænde for fjernsynet!’ eller: ’Lad være med at stille så mange spørgsmål!’, når vi ikke giver vore børn det eneste de kræver af os, nemlig vor tid, eller når vi undlader at vise et barn kærlighed — så skyldes det ikke at vi ikke bryder os om dem, men ganske enkelt at vi har for travlt til at elske et barn.“

Der er brug for ’kvantitetstid’

Idealet er ikke bare den såkaldte ’kvalitetstid’ uddelt i små portioner, men også ’kvantitetstid’ der gives rundhåndet. Dette er meget godt beskrevet i Bibelen, i Femte Mosebog 6:6, 7: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ Man må indprente de sande værdinormer fra Guds ord i sit barns hjerte, normer som man allerede selv har i sit hjerte. Hvis vi efterlever det vi lærer fra Bibelen, vil vort barn efterligne os.

Kan du huske det ordsprog vi citerede i det første afsnit i foregående artikel? Det lød: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) Dette gælder kun hvis disse normer er blevet indprentet i ham. Det vil sige at de er blevet en del af hans tankegang, af hans inderste følelser, hvad han er inderst inde. Hans forældre må ikke blot lære ham disse normer, men også selv efterleve dem.

Han har antaget dem som sit livsmønster. De er blevet hans egen norm, en del af ham selv. At gå imod dem nu er ikke at gå imod hvad hans forældre har lært ham, men hvad han selv er blevet til. Han ville i så fald være illoyal over for sig selv. Han ville fornægte sig selv. (2 Timoteus 2:13) Der er en dyb indre uvilje mod at handle sådan mod sig selv. Der er derfor ikke særlig stor sandsynlighed for at han vil ’vige fra den vej’ som er blevet indprentet i ham. Lad derfor dine børn tilegne sig en god adfærd ved at betragte dit eksempel. Lær dem venlighed ved selv at være venlig, undervis dem i gode manerer ved selv at have gode manerer, undervis dem i mildhed ved selv at være mild og undervis dem i ærlighed og sandfærdighed ved selv at sætte eksemplet.

Jehovas ordning

Familieordningen blev i begyndelsen indstiftet af Jehova. (1 Mosebog 1:26-28; 2:18-24) Efter at menneskeheden har eksisteret i seks tusind år regnes denne ordning stadig for at være den bedste for både børn og voksne. Bogen Secrets of Strong Families (Hemmeligheden bag stærke familier) kommer til denne konklusion:

„Måske er der dybt inden i os en erkendelse af at familien er civilisationens grundsten. Måske ved vi rent instinktivt at det ikke er penge, karriere, berømmelse, husbesiddelser, jord eller andre materielle ejendele der betyder noget her i livet — nej, det der betyder noget er de personer i vor tilværelse som holder af os og interesserer sig for os. De personer der er engageret i os og som vi kan regne med støtte og hjælp fra. Ingen andre steder end i familien er det muligt at finde den kærlighed, den støtte, den omsorg og det engagement som vi alle længes efter.“

Hvis vi ønsker at høste et lykkeligt familieliv, er det derfor yderst vigtigt at vi bruger tid på at så. Under hele børnenes opvækst må vi flittigt bestræbe os for at give dem en god opdragelse. — Se Ordsprogene 3:1-7.