„Den mest kraftfulde indlæringsmaskine i universet“

EN BABYS hjerne er blevet kaldt „den mest kraftfulde indlæringsmaskine i universet“, og det med god grund. Et barn der kommer til verden, er klar til at suge alle sanseoplevelser til sig.

Et spædbarn er først og fremmest tiltrukket af andre mennesker, deres ansigter, stemmer og berøringer. I bogen Babyhood af Penelope Leach står der: „Man har foretaget mange undersøgelser af hvad et spædbarn er mest interesseret i at se på, og hvilke lyde der fanger dets opmærksomhed — de sanseindtryk det tydeligst søger at efterligne. Det er i de fleste tilfælde det voksne menneske der tager sig af barnet, som giver det alle disse sanseindtryk.“ Forældre spiller derfor en stor rolle for barnets udvikling.

’Jeg talte som et barn’

Forældre og børnelæger er forbløffede over at en nyfødt har evnen til at lære et sprog ved blot at lytte til det. Forskere har fundet ud af at et spædbarn i løbet af nogle dage vænner sig til sin mors stemme og føler sig mere tryg ved den end ved en fremmeds stemme; i løbet af nogle uger kan det skelne mellem de lyde som er karakteristiske for det sprog dets forældre taler, og andre sprog; og i løbet af nogle måneder kan barnet fornemme opholdene mellem ordene og derved skelne mellem almindelig tale og uforståelige lyde.

Den kristne apostel Paulus skrev: „Da jeg var barn, talte jeg som et barn.“ (1 Korinther 13:11, da. aut.) Et lille barn begynder at tale ved at pludre. Er det bare en masse usammenhængende lyde? Bestemt ikke! Ph.d. Lise Eliot påpeger i sin bog What’s Going On in There? — How the Brain and Mind Develop in the First Five Years of Life at det at tale er „en kompliceret motorisk evne der kræver en hurtig koordination af snesevis af muskler der styrer læberne, tungen, ganen og strubehovedet“. Hun tilføjer: „Det kan godt virke som om et spædbarns pludren blot er en kær måde at fange andres opmærksomhed på, men det er også en vigtig øvelse i at mestre de indviklede bevægelser der knytter sig til tale.“

Forældre reagerer på barnets pludren ved at tale til det i et meget kærligt tonefald, og det tjener også et formål. Denne særlige måde at tale på får barnet til at reagere, og gennem denne ’kommunikation’ lærer barnet samtalens elementære principper — en færdighed som det vil gøre brug af resten af sit liv.

Rollerne forandrer sig

Nybagte forældre har travlt med at tage sig af barnets daglige behov. Babyen græder, og straks er der en der giver den mad. Babyen græder, og med det samme er der en der skifter den. Babyen græder, og øjeblikkelig kommer der en og tager den op. At forældre pylrer sådan om barnet, er både nødvendigt og helt på sin plads. Det er jo fortrinsvis på den måde forældre lever op til deres rolle som omsorgsgivere. — 1 Thessaloniker 2:7.

Derfor er det kun naturligt at en baby tror at han eller hun er universets midtpunkt, og at de voksne, forældrene i særdeleshed, kun er sat på denne jord for at adlyde hans eller hendes mindste vink. Sådan hænger det jo ikke sammen, men det er fuldt ud forståeligt at barnet får den opfattelse. Man skal huske at det er netop hvad barnet har erfaret i mere end et år. En lille dreng ser sig selv som en konge i et rige der er befolket af store mennesker som kun har til opgave at betjene ham.a Familierådgiveren John Rosemond skriver: „Det tager kun lidt under to år at give barnet denne urealistiske opfattelse; det tager mindst 16 år at rette den igen! Og det er paradoksalt nok forældrenes opgave at få deres barn til at tro på denne illusion og så — ganske vist nænsomt — rive barnets luftkastel ned.“

Omkring to-årsalderen styrter luftkastellet sammen når forældrene skifter rolle fra at være omsorgsgivere til at være vejledere. Nu går det op for den lille at forældrene ikke længere lystrer hans mindste vink. I stedet forventer de at han lystrer deres. Hans enevælde er forbi, og han er sikkert ikke så begejstret for det nye styre. I stor frustration forsøger han at bevare magten. Hvordan?

Hvordan man tackler hysteriske anfald

Mange småbørn skifter markant opførsel omkring toårsalderen. De bliver vrede og får tit raserianfald. Denne periode er så frustrerende for forældre at den bliver kaldt trodsalderen. Pludselig bliver den lilles yndlingsudtryk „Nej!“ eller „Vil ikke!“ Han bliver måske frustreret over både sig selv og sine forældre samtidig med at han slås med sine modsatrettede følelser — han vil gerne holde afstand til dig og alligevel være tæt på dig. Forældrene aner ikke hvad de skal gøre. Barnets opførsel giver ikke mening, og intet ser ud til at virke. Hvad er det der sker?

Tænk engang over den radikale forandring der er sket i den lille fyrs liv. Indtil for nylig skulle han bare klynke lidt, og straks kom de voksne løbende. Nu begynder han at forstå at hans ’styre’ kun var midlertidigt, og at han bliver nødt til i det mindste at gøre nogen ting selv. Det går mere og mere op for ham at han nu skal underordne sig. Ja, Bibelen siger: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt.“ — Kolossenserne 3:20.

I denne svære periode skal forældre ikke give tøjlerne fra sig. Hvis de udøver deres myndighed på en fast, men kærlig måde, vil barnet tilpasse sig sin nye rolle. Og det barnet lærer, vil bane vejen for en fantastisk udvikling.

Moralsk karakter

Dyr, ja selv maskiner, kan genkende ord og efterligne tale. Men kun et menneske kan standse op og ransage sig selv. Et barn i to- eller treårsalderen kan således nære følelser som stolthed, skam, skyld og forlegenhed. Det er de første skridt hen imod at blive en voksen med moralbegreber — en der kan stå op for det der er rigtigt, også når andre gør noget forkert.

Omkring dette tidspunkt bliver forældre begejstrede over at opleve noget andet bemærkelsesværdigt. Deres barn bliver nu opmærksom på andres følelser. Da den lille var omkring to år, legede han side om side med andre, men nu leger han sammen med dem. Han fornemmer også når hans forældre har det godt, og han får måske lyst til at gøre dem glade. Det gør ham sandsynligvis mere åben for at lære.

Som treårig begynder barnet for alvor at lære begreber som rigtigt og forkert, godt og ondt. Så nu er tiden helt klart inde til at forældre giver deres børn en oplæring der har til formål at gøre dem til ansvarsbevidste voksne.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

I løbet af nogle dage vænner et spædbarn sig til sin mors stemme og føler sig mere tryg ved den end ved en fremmeds stemme

[Tekstcitat på side 6]

Som treårig begynder barnet for alvor at lære begreber som rigtigt og forkert, godt og ondt

[Ramme på side 6]

HVORFOR DE HYSTERISKE ANFALD MÅSKE FORTSÆTTER

„Nogle forældre tror at deres barn får hysteriske anfald fordi de ikke til punkt og prikke har opfyldt barnets krav,“ skriver John Rosemond i bogen New Parent Power. „De tænker at hvis de er skyld i at deres barn får et raserianfald, så må de så hurtigt som muligt gøre det godt igen. Så efter at de har sagt nej, siger de ja . . . og gør meget mere for barnet end han eller hun oprindelig havde forlangt, for at dulme deres egen skyldfølelse. Og det virker. De hysteriske anfald stopper, forældrene føler lettelse, og barnet, der har lært at et raserianfald er en sikker måde at gennemtrumfe sin vilje på, vil få endnu flere og værre hysteriske anfald.“

Hvad nogle forældre siger

Hvis du er far eller mor til et barn i førskolealderen, står du måske over for nogle udfordringer. Hvordan vil du for eksempel tackle hysteriske anfald? Hvordan kan du lære barnet at skelne mellem hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og irettesætte barnet på en ligevægtig måde? Læs hvordan nogle forældre har grebet det an.

HYSTERISKE ANFALD

„I trodsalderen forventer et barn at få hvad det ønsker. Sådan var det også med vores søn. Hvis han ikke fik sin vilje, kastede han rundt med tingene. Han var vores første barn, så vi havde ikke erfaring med at håndtere raserianfald. Det var ikke nogen hjælp når andre sagde at en sådan opførsel er normal i den alder.“ — Susan, Kenya.

„Da vores datter var to år, lå hun ofte på gulvet og skreg, græd og sparkede . . . Det var ikke til at holde ud! Og når hun havde det sådan, hjalp det ikke at tale til hende. Min mand og jeg sendte hende ind på hendes værelse og sagde stille og roligt at hun kunne komme ud når hun havde fået det bedre, og så kunne vi tale om det der var sket. Så snart hun var blevet rolig, gik en af os ind på værelset og hjalp hende til at forstå hvorfor vi ikke kunne acceptere hendes opførsel. Metoden virkede. Engang hørte vi hende bede til Gud om tilgivelse. Efterhånden fik hun færre hysteriske anfald, og til sidst stoppede de.“ — Yolanda, Spanien.

„Små børn prøver hele tiden grænser af. Hvis du giver dit barn lov til noget som du ellers klart har forbudt, sender du nogle forvirrende signaler. Vi opdagede at når vi var bestemte og konsekvente, lærte vores børn gradvis at de ikke ville opnå noget ved at råbe og skrige.“ — Neil, Storbritannien.

FASTE RAMMER

„Når et barn er under fem år, er det svært at fornemme hvor godt det lytter efter. Nøgleordet er repetition. Man må sige tingene igen og igen, tilsyneladende tusindvis af gange, og samtidig bruge gestus og en bestemt tone.“ — Serge, Frankrig.

„Selvom vores fire børn voksede op under de samme vilkår, var de meget forskellige. En af dem græd blot ved tanken om at hun havde skuffet os; en anden prøvede at se hvor langt hun kunne gå. Nogle gange var alt hvad der skulle til, et strengt blik, andre gange måtte de føle at der var en konsekvens.“ — Nathan, Canada.

„Det er vigtigt ikke at gå på kompromis. Men en forælder må på den anden side heller ikke være dogmatisk eller ubøjelig. Somme tider når barnet er oprigtigt ked af sin opførsel, føler vi at det er bedst at være rimelig og give en mindre irettesættelse.“ — Matthieu, Frankrig.

„Jeg forsøger ikke at opstille alt for mange regler, men de regler jeg fastsætter, står ikke til diskussion. Min tre-årige søn kender konsekvenserne af ikke at adlyde, og det lægger en dæmper på ham. Når jeg er træt, ville det ganske vist være lettere for mig at se igennem fingre med hans dårlige opførsel. Men jeg tvinger mig selv til at gøre noget for at være konsekvent. Det betyder alt at man er konsekvent!“ — Natalie, Canada.

VÆR KONSEKVENT

„Man skulle tro at små børn har en hukommelseschip der registrerer hver gang en af forældrene ikke er konsekvente.“ — Milton, Bolivia.

„Nogle gange stillede min søn spørgsmål om det samme på forskellige måder for at se om vi gav det samme svar. Hvis jeg sagde ét og hans mor sagde noget andet, opfattede han det som et smuthul og forsøgte at udnytte det.“ — Ángel, Spanien.

„Nogle gange når jeg var i godt humør, ignorerede jeg min søns dårlige opførsel, men når jeg var i dårligt humør, straffede jeg ham hårdt. Det førte kun til at han opførte sig endnu værre.“ — Gyeong-ok, Korea.

„Det er vigtigt at små børn forstår at hvis en bestemt opførsel er forkert i dag, vil den også være forkert i morgen.“ — Antonio, Brasilien.

„Hvis forældre ikke er konsekvente, tror barnet at far og mor er uberegnelige, og at de træffer beslutninger alt efter hvilket humør de er i. Men hvis forældre holder fast ved de normer de fastsætter, ved børnene at når noget er forkert, er det altid forkert. På den måde giver forældre børnene tryghed og kærlighed.“ — Gilmar, Brasilien.

„Børn kan finde på at udnytte de situationer hvor en forælder ikke synes at have andet valg end at give efter for deres krav — for eksempel hvis der er andre til stede. Hvis jeg siger nej til noget bestemt, gør jeg det lige fra begyndelsen, og jeg gør det klart for min søn at jeg ikke vil høre på hans konstante plagerier.“ — Chang-seok, Korea.

„Begge forældre må stå sammen. Hvis min kone og jeg ikke er enige om noget, taler vi om det under fire øjne. Børn kan fornemme når deres forældre ikke er enige, og de vil forsøge at udnytte situationen.“ — Jesús, Spanien.

„Børn føler sig trygge når de ved at deres forældre er enige, og at de ikke kan manipulere med forældrene. Børn ved hvad de kan forvente, alt efter om de er lydige eller ulydige.“ — Damaris, Tyskland.

„Min kone og jeg mener at det at være konsekvent også indbefatter at vi holder ord når vi har lovet vores datter noget godt. På den måde lærer hun at hun kan stole på det vi siger.“ — Hendrick, Tyskland.

„Hvis min arbejdsgiver konstant ændrede sine krav til mig på jobbet, ville jeg blive irriteret. Børn har det på samme måde. Det giver dem tryghed at kende reglerne og vide at de ikke bliver ændret. De har også brug for at forstå konsekvenserne af at være ulydig, og at de heller ikke bliver ændret.“ — Glenn, Canada.

[Tekstcitat på side 8]

„Lad jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ — Jakob 5:12

[Ramme/illustrationer på side 9]

FAMILIEPROFIL

Ikke-planlagt graviditet — Hvordan vi tilpassede os

Fortalt af Tom og Yoonhee Han

Tom: Vi havde kun været gift i seks måneder da min kone, Yoonhee, fandt ud af at hun var gravid. Udadtil bevarede jeg roen, for jeg ville forsikre Yoonhee om at jeg var der for hende med trøst og støtte. Men indadtil var jeg panikslagen!

Yoonhee: Jeg var helt knust — og bange! Jeg bare græd og græd; jeg følte mig hverken parat eller i stand til at være mor.

Tom: Jeg følte mig ikke parat til at være far! Men efter at vi havde talt med andre forældre, blev vi klar over at graviditeter der ikke er planlagte, er mere almindelige end vi havde troet. Det var også en hjælp at høre andre forældre fortælle om glæderne ved at være far eller mor. Lidt efter lidt blev min frygt og usikkerhed erstattet af forventning.

Yoonhee: Efter at Amanda var kommet til verden, dukkede der nye udfordringer op. Hun græd ustandseligt, og i flere uger sov jeg ikke. Jeg mistede appetitten og blev ekstremt træt. Til at begynde med havde jeg ikke lyst til at være sammen med andre mennesker. Men så gik det op for mig at det ikke nyttede noget at jeg isolerede mig. Jeg brugte derfor noget tid sammen med andre nybagte mødre og udvekslede erfaringer med dem. Og det fik mig til at indse at jeg ikke var den eneste der havde problemer.

Tom: Jeg bestræbte mig for at vi havde de samme rutiner i familien. Som Jehovas Vidner var Yoonhee og jeg for eksempel besluttede på regelmæssigt at forkynde og at overvære de kristne møder. Desuden medfører det ekstraudgifter at have børn, og nogle udgifter er uforudsete. Vi sørgede for at holde os til budgettet for ikke at komme i gæld. Det ville nemlig kun give os mere stress.

Yoonhee: Jeg troede først at det at gå ud at forkynde med et barn ville være upraktisk, for børn kan virke forstyrrende. Men folk har faktisk ikke noget imod at se en baby. Og da jeg blev klar over det, hjalp det mig til at fortsætte med at forkynde og til at have en mere positiv indstilling til mit barn.

Tom: Bibelen siger at børn er „en arv fra Jehova“ og „en belønning“. (Salme 127:3) Jeg opfatter disse ord sådan at børn er en værdifuld gave. Man står over for et valg når man får en arv: Man kan enten investere den klogt eller ødsle den bort. Jeg har indset at hvert af de udviklingstrin et barn gennemgår, er helt unikt, og jeg ønsker at være en del af min datters liv på hvert af disse stadier, for når først den mulighed er borte, kan man ikke få den igen.

Yoonhee: Nogle gange får man sig en overraskelse i livet, og at blive gravid uden at have planlagt det, er ikke nogen dårlig overraskelse. Amanda er nu seks år, og jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden hende.

[Illustration]

Tom og Yoonhee med deres datter, Amanda

Opdragelse af børn mellem småbørns- og teenagealderen

„Indtil børnene er omkring fem år, er de i familiens trygge skød hvor det er forholdsvis let at fremelske gode egenskaber hos dem. Men når de kommer i skole, er de sammen med nogle der gør tingene anderledes og bruger et andet sprog.“ — Valter, Italien.

EFTERHÅNDEN som børn vokser op, udforsker de grænserne for den verden der mere og mere åbner sig for dem. De er sammen med flere — legekammerater, skolekammerater og slægtninge. Som Valter konstaterer ovenfor, er du ikke længere den eneste der påvirker dit barn, som i de første år af dets liv. Derfor er det nødvendigt at du i disse år lærer dit barn hvor vigtigt det er at adlyde og at have gode manerer. Det er også vigtigt at du giver vejledning om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

At få børn til at adlyde og at have gode manerer er ikke noget de lærer hurtigt og af sig selv. Du bliver sandsynligvis nødt til at ’retlede, irettesætte, tilskynde, med al langmodighed og undervisning“. (2 Timoteus 4:2) Forældre i det gamle Israel fik denne stærke tilskyndelse angående Guds love: „Du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mosebog 6:6, 7) Som skriftstedet viser, er det vigtigt at du fortsat underviser dine børn.

Opdragelse af børn er et ansvar som er forbundet med en lang række udfordringer. Lad os se på nogle af dem.

En tid til at lytte

Bibelen siger at der ikke kun er „en tid til at tale“, men også en tid til at lytte. (Prædikeren 3:7) Hvordan kan du lære dit barn at lytte når andre, deriblandt du selv, taler? Blandt andet ved at være et forbillede. Lytter du opmærksomt til hvad andre siger, eksempelvis dine børn?

Der er meget der kan aflede børns opmærksomhed, og uden tvivl vil din tålmodighed blive sat på prøve når du forsøger at tale med dem. Ikke to børn er ens, så du må finde ud af hvordan du bedst kan kommunikere med dit barn. David, en far i Storbritannien, siger: „Jeg beder min datter gentage med egne ord hvad jeg lige har sagt. Og det har ført til at hun er blevet bedre til at lytte.“

Da Jesus underviste sine disciple, sagde han til dem: ’Vær opmærksomme på hvordan I hører efter.’ (Lukas 8:18) Hvis det gælder voksne, i hvor langt højere grad gælder det så ikke børn?

’Bliv ved med frit at tilgive hinanden’

I Bibelen står der: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.“ (Kolossenserne 3:13) Børn kan godt lære at tilgive. Hvordan?

Ligesom du må være et eksempel med hensyn til at lytte, må du også være det med hensyn til at tilgive. Lad dine børn se at du er indstillet på at tilgive. Det bestræber Marina, en mor i Rusland, sig for. „Vi prøver at være gode eksempler for vores børn når det drejer sig om at tilgive andre, komme andre i møde og ikke blive fornærmede,“ siger hun og tilføjer: „Når jeg har taget fejl, siger jeg undskyld til børnene. Jeg ønsker at de skal lære at gøre det samme over for andre.“

Børn vil få brug for som voksne at kunne løse uoverensstemmelser og at tilgive. Det er nu du skal oplære dine børn til at tage hensyn til andre mennesker og til at påtage sig ansvaret for deres egne fejltrin. Så giver du dem en værdifuld gave der vil komme dem til gavn efterhånden som de vokser op.

Vis taknemmelighed

I disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“, er mange „egenkærlige“. (2 Timoteus 3:1, 2) Du må fremelske en taknemmelig indstilling hos dine børn mens de er små. Apostelen Paulus skrev: „Vis jer taknemmelige.“ — Kolossenserne 3:15.

Selv små børn kan lære at have gode manerer og at være betænksomme. Hvordan? „Det bedste man kan gøre for at der råder en taknemmelig indstilling derhjemme, er hele tiden at vise den,“ siger dr. Kyle Pruett til bladet Parents. Han tilføjer: „Man må hyppigt fortælle hvor glad man er for den hjælp man får, eller vise betænksomhed på andre måder . . . Det kræver en del øvelse.“

Netop det anstrenger Richard, en far i Storbritannien, sig for at gøre. Han siger: „Min kone og jeg viser hvordan man takker nogle der har været søde mod os, som for eksempel lærere eller bedsteforældre. . . . Hver gang vi bliver inviteret ud at spise hos en familie, skriver vi et takkekort, og alle børnene underskriver det eller laver en tegning på kortet.“ Når dit barn lærer taknemmelighed, kan barnet knytte varige og nære bånd senere i livet.

Undlad ikke at irettesætte barnet

Efterhånden som dine børn bliver større, er det vigtigt at de lærer at det de gør, har konsekvenser. Selv i en ung alder skal børn stå til ansvar over for nogle der har myndighed, ikke bare derhjemme, men også i skolen og i samfundet generelt. Du kan hjælpe dine børn til at lære princippet: Man høster som man sår. (Galaterne 6:7) Hvordan?

Bibelen siger: „Skån ikke drengen for tugt.“ (Ordsprogene 23:13) Hvis du har gjort det klart over for barnet at det får konsekvenser at overtræde et bestemt forbud, må du ikke være bange for at gøre som du har sagt, og give en form for straf. „Det er altafgørende at man er konsekvent,“ siger Norma, en mor i Argentina. „Hvis du ikke er konsekvent, opmuntrer du barnet til at tro at det kan udnytte situationen og sno dig om sin lillefinger.“

Forældre kan undgå endeløse skænderier efter en forseelse ved at sikre sig at deres barn på forhånd har forstået konsekvenserne af ulydighed. Børn er mindre tilbøjelige til at slå sig i tøjret hvis de kender reglerne og ved hvad der vil ske hvis de bryder dem, og hvis de har god grund til at tro at det du har ’lovet’ dem, ikke står til forhandling.

For at en irettesættelse skal have sin virkning, bør den naturligvis ikke gives i vrede. Bibelen siger: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer.“ (Efeserne 4:31) En irettesættelse må aldrig udmønte sig i brutal afstraffelse eller mishandling — hverken fysisk eller psykisk.a

Men hvordan kan du få styr på dit temperament når dit barn har sat din tålmodighed på prøve til det yderste? „Det er ikke altid let,“ indrømmer Peter, en far i New Zealand, „men et barn har brug for at lære at det får en alvorlig retledning fordi det har gjort noget forkert, og ikke fordi far eller mor mangler selvbeherskelse.“

Peter og hans kone forsøger at få deres børn til at forstå at det på længere sigt gavner dem at blive tilrettevist. Han siger: „Når børnene har gjort noget alvorligt, snakker vi med dem og peger på hvordan de egentlig burde være, frem for at være nogle der skaber problemer.“

„Lad jeres rimelighed blive kendt“

Gud sagde om den tugt han ville give sit folk: „Jeg vil tugte dig i passende omfang.“ (Jeremias 46:28) Du vil få de bedste resultater hvis den konsekvens dit barn kommer til at mærke, står i rimelig forhold til overtrædelsen. „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker,“ skrev Paulus til de kristne. — Filipperne 4:5.

At være rimelig indebærer at man retleder sit barn på en sådan måde at det bevarer sin værdighed. Santi, en far i Italien, siger: „Jeg nedgør aldrig min søn eller datter. I stedet prøver jeg at pege på årsagen til problemet, og så tager jeg den derfra. Jeg irettesætter ikke mine børn foran andre, selv ikke foran deres søskende, hvis det overhovedet er muligt at undgå. Og jeg laver ikke sjov med deres svagheder, hverken offentligt eller privat.“

Richard, som er citeret tidligere, ser også det fornuftige i at være rimelig. Han siger: „En straf må ikke kunne hobe sig op for hver ny fejl der begås. Efter at man har taget barnet i skole, må man ikke blive ved med at rippe op i det der er sket, og minde barnet om dets fejl.“

Det er krævende at opdrage børn, og det indebærer at man må bringe ofre, men det lønner sig. Det har Jelena, en mor i Rusland, erfaret. Hun siger: „Jeg har valgt at få et deltidsarbejde så jeg kan bruge mere tid sammen med min søn. Vi må derfor klare os for mindre. Men når jeg ser hvor glad min søn er blevet, og hvor nært et forhold vi har fået til hinanden, er det alle ofrene værd.“

[Fodnote]

[Illustration på side 11]

Børn kan lære at være betænksomme

[Illustration på side 12]

Retled børn på en sådan måde at de bevarer deres værdighed

Hvad nogle forældre siger

Hvordan kan du, mens dine børn vokser op, lære dem hvor vigtigt det er at være lydig? Hvordan kan du hjælpe dem til at tilegne sig nogle praktiske færdigheder under deres opvækst? Her er hvad nogle forældre rundt om i verden har sagt.

SOCIALE OG PRAKTISKE FÆRDIGHEDER

„Når vi spiser sammen og drøfter hvordan dagen er gået, lærer børnene hvordan man lytter. Når de ser at mor og far lytter tålmodigt, får de større respekt for hinanden og for sig selv.“ — Richard, Storbritannien.

„Det varmer os om hjertet at se vores børn behandle hinanden respektfuldt og erfare hvordan de løser deres uoverensstemmelser uden at vi behøver at blande os. De fører også samtaler med voksne uden at være usikre.“ — John, Sydafrika.

„Jeg er ikke fuldkommen, og nogle gange kommer jeg til at såre mine børns følelser. Når det sker, er det vigtigt for mig at give dem en undskyldning.“ — Janelle, Australien.

„Vi giver vores børn nogle praktiske opgaver i hjemmet. Når vi lærer dem at arbejde til gavn for andre, glider det hele meget nemmere, og vores børn får følelsen af at de kan præstere noget.“ — Clive, Australien.

„Det er ikke let, men det er vigtigt at lære dem at forstå, respektere og tilgive hinanden.“ — Yuko, Japan.

HYGIEJNE OG SUNDHED

„Da børnene var små, lærte vi dem at vaske sig selv, og vi gjorde det til en sjov oplevelse ved at bruge sæbefigurer og shampoo med en tegneseriefigur trykt på flasken, og svampe der var formet som små dyr.“ — Edgar, Mexico.

„Vi boede et sted hvor der ikke var rindende vand, så jeg sørgede for at der var sæbe og en beholder med vand i nærheden så vi kunne vaske hænder inden vi gik ind i huset.“ — Endurance, Nigeria.

„Børnene får sund mad hver dag, og vi forklarer hvorfor det er så vigtigt med en varieret kost. De er nysgerrige efter at vide hvad de forskellige retter består af, så de hjælper mig med at lave mad. Det giver os samtidig god mulighed for at snakke sammen.“ — Sandra, Storbritannien.

„Det er vigtigt at få motion, og vi forsøger som forældre at være gode eksempler. Børnene elsker når vi jogger, svømmer, spiller tennis eller basketball eller tager på cykelture sammen. De lærer at det ikke bare er vigtigt at motionere, men også at det er sjovt.“ — Keren, Australien.

„Børn har mest af alt brug for at tilbringe tid sammen med forældrene. Der er intet som kan erstatte det — hverken penge, gaver eller rejser. Jeg går kun på arbejde om formiddagen når børnene er i skole. Så kan jeg bruge tid sammen med dem om eftermiddagen.“ — Romina, Italien.

NÅR BARNET SKAL RETLEDES

„Vi har erfaret at der ikke findes en standardmåde at tilrettevise et barn på; det afhænger af omstændighederne. Nogle gange kan man irettesætte sit barn ved at tage en åbenhjertig snak, andre gange ved at fratage det et privilegium.“ — Ogbiti, Nigeria.

„Vi beder børnene om at gentage det vi har sagt, for at sikre os at de har forstået det. Og så følger vi det op. Hvis vi gerne vil have at børnene lytter til det vi siger, må vi gøre vores til at det får konsekvenser hvis de er ulydige.“ — Clive, Australien.

„Jeg sætter mig på hug når jeg retleder mine børn, så vi er i øjenhøjde. Det hjælper mig til at få deres fulde opmærksomhed, og det giver dem mulighed for at se mit ansigtsudtryk der understøtter mine ord.“ — Jennifer, Australien.

„Vi undgår så vidt muligt at sige til vores børn: ’Du hører aldrig efter’, selv når det synes at være sandt. Vi irettesætter heller ikke børnene foran andre. Enten hvisker vi til dem, eller også tager vi dem til side så vi kan tale med dem under fire øjne.“ —  Rudi, Mocambique.

„Børn er letpåvirkelige og vil gerne efterligne andre. Derfor må vi modvirke demoraliserende indflydelse fra skolekammerater, medier og samfundet og hjælpe vores børn til at få gode moralnormer der er baseret på sunde principper. Når de har nogle gode moralnormer, er det lettere for dem at sige nej til det der skader dem.“ — Grégoire, Den Demokratiske Republik Congo.

„Når man irettesætter sit barn, må man være bestemt, rimelig og konsekvent. Børn må forstå at det har konsekvenser at gøre noget forkert, og de må vide at du mener hvad du siger.“ — Owen, England.

[Tekstcitat på side 14]

„I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ — Kolossenserne 3:21

Ramme/illustration på side 15]

FAMILIEPROFIL

Hvordan man klarer at være enlig forælder

Et interview med Lucinda Forster

Hvad er den største udfordring ved at være enlig forælder?

At være forælder er i sig selv en svær opgave, men som enlig forælder synes jeg at det er særlig svært at finde den tid og de kræfter der skal til. Det er tidskrævende at indgive børnene principper og værdier og så stadig have tid til sammen at slappe af og have det sjovt. Jeg må ofte bruge den tid jeg ellers havde tænkt mig at slappe af i, til at udføre huslige pligter.

Hvad gør du for at have en god kommunikation med dine døtre?

Efter en skilsmisse kan børn godt føle sig utrygge og vrede. Jeg synes at det er vigtigt at man har en god øjenkontakt og en rolig stemme når der opstår problemer. Jeg venter indtil vi alle sammen er faldet lidt ned, og så forsøger jeg at give udtryk for min bekymring uden at lave et stort nummer ud af det. Jeg spørger om deres mening, lytter meget opmærksomt og viser at jeg virkelig er glad for at de giver udtryk for deres følelser. Jeg går op i deres skolegang og roser dem for det de udretter. Vi spiser altid måltiderne sammen, og der en hyggelig stemning ved bordet. Jeg fortæller hele tiden hvor meget jeg elsker dem.

Hvordan retleder du dine børn?

Børn har brug for faste grænser, og det er utrolig vigtigt at man er konsekvent. Jeg forsøger at være venlig men bestemt. Jeg må ræsonnere med børnene og forklare dem hvorfor en bestemt opførsel er forkert. Før jeg irettesætter dem, prøver jeg desuden at finde ud af hvad der rører sig i dem så jeg ved hvorfor de opførte sig som de gjorde. Hvis jeg har taget fejl, for eksempel misforstået en situation, giver jeg en undskyldning.

Hvordan lærer du dine børn at have respekt for andre?

Jeg minder dem om det Jesus lærte os — at behandle andre som vi gerne selv vil behandles. (Lukas 6:31) Jeg tilskynder pigerne til så vidt muligt selv at løse deres små uoverensstemmelser, og jeg lærer dem vigtigheden af at reagere mildt og venligt når de bliver vrede.

Hvad gør I når I vil slappe af?

Vi har ikke altid råd til at tage på ferie, så vi er på udkig i aviserne efter fritidsaktiviteter der ikke koster så meget. Vi tager på skovture eller besøger en planteskole. I vores have dyrker vi krydderurter, og vi synes det er sjovt at bruge vores egne urter i forskellige retter. Det er vigtigt med adspredelser, også hvis det kun er en tur i en lokal park.

Hvilke glæder har I haft?

Det har ikke været let for os at jeg er alenemor, men vi er blevet knyttet nærmere til hinanden, og vi har lært at være taknemmelige for de gode ting vi har. Det giver mig stor glæde at se hvordan hvert barns personlighed udvikler sig. Lige nu har de en alder hvor de gerne vil tilbringe tid sammen med mig, og jeg nyder også deres selskab. De kan godt fornemme hvilket humør jeg er i, og nogle gange giver de mig blot et kram for at forsikre mig om at de elsker mig. Deres udtryk for kærlighed gør mig utrolig glad. Og vigtigst af alt har vi følt at en kærlig Skaber har vist os omsorg og hjulpet os gennem vanskelige situationer. Bibelen har givet mig styrke til at gøre mit bedste for at være en god mor. — Esajas 41:13.

[Illustration]

Lucinda med sine døtre, Brie og Shae

Ungdomsårene — En forberedelse til voksenlivet

FORESTIL dig at du lige er rejst fra en tropeø til Polarcirklen. Så snart du stiger ud af flyet, mærker du den kølige luft. Tror du at du kan vænne dig til det? Ja, men du bliver nødt til at foretage nogle forandringer.

Du står over for en lignende situation når dit barn kommer i teenagealderen. Det føles som om klimaet har ændret sig fra den ene dag til den anden. Din søn, der førhen aldrig veg fra din side, foretrækker nu at være sammen med sine kammerater. Og din datter, der tidligere ikke kunne vente med at fortælle dig om sin dag, svarer nu kun med meget få ord når hun bliver spurgt om noget.

„Hvordan er det gået i skolen?“ spørger du.

„Godt,“ svarer hun.

Tavshed.

„Hvad tænker du på?“ spørger du.

„Ikke noget,“ svarer hun.

Endnu større tavshed.

Hvad er der sket? For ikke så længe siden „var det som om du havde et adgangskort til at komme om bag kulisserne i dit barns liv“, siger bogen Breaking the Code. „Nu kan du kun håbe på at finde en siddeplads blandt publikum, og det er måske ikke engang en særlig god plads.“

Bliver du bare nødt til at affinde dig med at der er kommet denne kølige afstand imellem jer? Nej, slet ikke. Du kan godt få et nært forhold til dit barn mens han eller hun er i teenagealderen. Først er du dog nødt til helt at forstå hvad det er der sker i denne fascinerende, men også turbulente fase af barnets liv.

Fra barn til voksen

Før i tiden troede forskere at barnets hjerne næsten var fuldt udviklet omkring femårsalderen. Nu mener de at mens hjernens størrelse kun ændrer sig lidt efter den alder, kan det samme ikke siges om den måde den fungerer på. Når børn kommer i puberteten, sker der en hormonal omvæltning som ændrer den måde de tænker på. For eksempel opfatter små børn ofte tingene bogstaveligt; de ser begreberne som enten sorte eller hvide, hvorimod teenagere tænker abstrakt og prøver at se bag om tingene. (1 Korinther 13:11) De får deres egne meninger, og de er ikke bange for at give udtryk for dem.

Paolo fra Italien har lagt mærke til at hans søn har forandret sig. Han siger: „Når jeg betragter min teenagesøn, har jeg fornemmelsen af at det er en lille mand der står foran mig — ikke længere en dreng. Og her taler vi ikke kun om fysiske forandringer. Det der forbavser mig mest, er hvordan han tænker. Han er ikke bange for at give udtryk for sine synspunkter og at forsvare dem!“

Har du bemærket en lignende forandring hos dit halvvoksne barn? Da din søn var mindre, gjorde han måske bare som der blev sagt. Han var tilfreds med forklaringen: „Fordi jeg siger at du skal.“ Nu hvor han er teenager, vil han have begrundelser, og måske sætter han spørgsmålstegn ved de værdier som familien lever efter. Denne selvsikre indstilling kan nogle gange godt forveksles med oprør.

Men du må ikke tro at din teenagesøn eller -datter er i gang med at kuldkaste dine værdier. Det kan være at han eller hun blot kæmper med at gøre dine værdier til sine egne, at finde en plads til dem i sit liv. Forestil dig at du skulle flytte fra et sted til et andet, og at du tog dine møbler med dig. Ville det være let at finde plads til hvert eneste møbel i det nye hjem? Sikkert ikke. Men en ting står fast, du ville ikke smide noget væk som du mente havde værdi.

Din teenagesøn står i en lignende situation nu hvor han forbereder sig til den dag hvor han skal ’forlade sin fader og sin moder’. (1 Mosebog 2:24) Det kan da godt være at den dag ligger langt ude i fremtiden; han er jo endnu ikke voksen. Men på en måde kan man godt sige at han allerede er ved at pakke. I teenageårene undersøger han de normer han er blevet opdraget til at følge, og han er ved at beslutte hvilke af dem han vil tage med sig ind i voksenlivet.a

Måske er du lidt skræmt ved tanken om at din søn skal træffe sådanne beslutninger. Men du kan være sikker på at når han nærmer sig voksenalderen, vil han kun beholde de værdier han betragter som værdifulde. Det er derfor nu, mens din halvvoksne søn bor hjemme, at han nøje må undersøge de principper han vil følge i livet. — Apostelgerninger 17:11.

Det vil faktisk være til gavn for din søn at gøre det. For hvis han nu uden at stille spørgsmål accepterer dine normer, mon han så ikke senere godtroende vil acceptere de normer andre har. (2 Mosebog 23:2) Bibelen tegner et billede af et sådant ungt menneske der let bliver ført på afveje fordi han ’mangler et forstandigt hjerte’ — et udtryk der angiver mangel på skelneevne. (Ordsprogene 7:7) En teenager der ikke er overbevist om noget som helst, kan blive ’kastet om som af bølger og føres hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb’. — Efeserne 4:14.

Hvordan kan du forhindre at det sker for dit barn? Sørg for at han eller hun udrustes med følgende tre aktiver:

1 KLAR OPFATTELSESEVNE

Apostelen Paulus skrev at „de modne . . . har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebræerne 5:14) ’Men det er mange år siden jeg lærte min søn hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert,’ siger du måske. Den oplæring har han da helt sikkert haft gavn af, og den har forberedt ham til den næste fase af hans liv. (2 Timoteus 3:14) Og dog antydede Paulus at det er alle der har brug for at få deres opfattelsesevne opøvet. Små børn kan lære hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, men unge har brug for at blive „fuldvoksne i forstandighed“. (1 Korinther 14:20; Ordsprogene 1:4; 2:11) Du foretrækker sikkert at din halvvoksne søn ikke adlyder dig blindt, men bruger sin klare tænkeevne. (Romerne 12:1, 2) Hvordan kan du hjælpe ham med at gøre det?

Det kan du blandt andet ved at lade ham give udtryk for sine tanker. Afbryd ham ikke, og undgå så vidt muligt at overreagere — selv når han siger noget som du ikke ønsker at høre. Bibelen siger: ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale.’ (Jakob 1:19; Ordsprogene 18:13) Og Jesus udtalte: „Af hjertets overflod taler munden.“ (Mattæus 12:34) Hvis du lytter godt efter, kan du finde ud af hvad det er der bekymrer dit barn.

Frem for at sige din mening ligeud kan du i stedet stille spørgsmål. Jesus spurgte nogle gange: „Hvad mener I?“ Formålet var ikke blot at få hans disciple, men også dem der var stærkt uenige med ham, til at give udtryk for deres synspunkter. (Mattæus 21:23, 28) Du kan gøre noget tilsvarende når dit halvvoksne barn siger noget der er i modstrid med din opfattelse. Her er et eksempel:

Hvis din teenagesøn siger: „Jeg ved ikke helt om jeg tror på Gud.“

Så sig ikke: „Det er da ikke det vi har lært dig — selvfølgelig tror du på Gud!“

Du kunne i stedet sige: „Hvad får dig til at sige sådan?“

Hvorfor er det en god idé at få din teenagesøn til at åbne sig? Du har sikkert hørt hvad det er han siger, men du har brug for at finde ud af hvad han tænker. (Ordsprogene 20:5) Det der er problemet for ham, er nok mere Guds normer end Guds eksistens.

Et ungt menneske der føler sig presset til at overtræde Guds moralnormer, prøver måske at bilde sig selv ind at det er i orden at gøre det hvis han helt ser bort fra Gud. (Salme 14:1) Han ræsonnerer måske sådan: ’Hvis Gud ikke findes, behøver jeg jo ikke at leve efter Bibelens normer.’

Hvis det lader til at din teenagesøn tænker sådan, har han måske brug for at overveje spørgsmålet: Tror jeg fuldt og fast på at det er til mit eget bedste at følge Guds normer? (Esajas 48:17, 18) Hvis han mener det, kan du hjælpe ham til at indse at det er værd at stå op for noget der gavner ham. — Galaterne 5:1.

Hvis din teenagesøn siger: „Det kan godt være at det er noget du tror på, men det betyder ikke at jeg tror på det.“

Så sig ikke: „Det er vores tro, og du er vores barn, og du har bare at tro på det vi siger du skal tro på.“

Du kunne i stedet sige: „Det er en ret kontant udmelding. Men hvis du afviser det jeg tror på, så må du have noget andet du kan sætte i stedet. Hvad er det så du tror på? Hvilke adfærdsnormer synes du det er rigtigt at følge?“

Hvorfor er det en god idé at få din teenagesøn til at åbne sig? Ved at ræsonnere med ham på denne måde finder han måske ud af hvorfor han tænker som han gør. Måske vil det komme som en overraskelse når det går op for ham at han tror på de samme værdier som dig, og at det i virkeligheden er noget helt andet der bekymrer ham.

Det kan for eksempel være at din halvvoksne søn ikke ved hvordan han skal forklare sit standpunkt hvad angår moral og tro. (Kolossenserne 4:6; 1 Peter 3:15) Eller han er måske tiltrukket af en pige der ikke har den samme tro som ham. Find frem til årsagen til problemet, og hjælp din søn til at gøre det samme. Jo mere han bruger sin opfattelsesevne, jo bedre vil han være rustet til voksenlivet.

2 RÅD OG HJÆLP FRA VOKSNE

I nogle kulturer i dag er der ingen eller meget få vidnesbyrd om at teenagere oplever en „stormfuld og stressende tid“, som nogle psykologer ellers siger man må forvente i ungdomstiden. Forskere har opdaget at unge i disse samfund sluses ind i voksenlivet på et tidligt alderstrin. De arbejder sammen med voksne, omgås voksne og bliver betroet ansvarsopgaver der hører voksenlivet til. Man kender ikke til begreber som „ungdomskultur“, „ungdomskriminalitet“ og „ungdomstid“.

Som en kontrast hertil kan du tænke over det som unge i mange lande oplever. De bliver stuvet sammen i overfyldte skoler, hvor den eneste meningsfyldte kontakt de har, er med andre unge. Når de kommer hjem, er huset tomt, for far og mor er på arbejde, og deres slægtninge bor langt væk. Deres nærmeste omgangskreds er deres jævnaldrende.b Kan du se faren? Det handler ikke bare om at de havner i dårligt selskab. Forskere har fundet ud af at selv unge der ellers opfører sig godt, kan føle sig fristede til at opføre sig uansvarligt hvis de er udelukket fra de voksnes verden.

I det gamle Israel blev unge ikke isoleret fra voksne.c Bibelen indeholder for eksempel en beretning om Uzzija, der blev konge over Juda mens han var teenager. Hvordan kunne Uzzija klare den tunge ansvarsopgave? Tilsyneladende skyldtes det, i hvert fald til en vis grad, at en voksen ved navn Zekarja havde en god indflydelse på ham. Om Zekarja siger Bibelen at han var en „der lærte folket frygt for den sande Gud“. — 2 Krønikebog 26:5.

Har din datter eller søn flere voksne der kan være mentor for ham eller hende, og som har de samme værdier som dig? Du må ikke blive jaloux over at dit barn har sådanne gavnlige venskaber, for det kan hjælpe ham eller hende til at gøre det der er rigtigt. Et ordsprog i Bibelen lyder: „Den der vandrer med de vise bliver vís.“ — Ordsprogene 13:20.

3 ANSVARSFØLELSE

I nogle lande påbyder love at unge kun må arbejde i et vist antal timer om ugen, og at der er visse former for arbejde de slet ikke må udføre. Sådanne love blev sat i kraft fordi man ønskede at beskytte børn mod farlige arbejdsforhold — en følge af den industrielle revolution i det 18. og 19. århundrede.

Love der forbyder børnearbejde, beskytter unge mod farer og mod at blive udnyttet, men nogle eksperter hævder at disse restriktioner også bevirker at unge ikke lærer at tage ansvar. Resultatet har været, siger bogen Escaping the Endless Adolescence, at mange teenagere har fået „følelsen af at de har ret til at stille krav på en ubehøvlet måde, at de næsten fortjener at få tingene serveret på et sølvfad uden at skulle kæmpe for det“. Forfatteren bemærker at denne indstilling „synes at være en naturlig reaktion i en verden der har været meget mere optaget af at underholde teenagere end af at forvente noget af dem“.

I modsætning hertil fortæller Bibelen om unge der tidligt påtog sig store ansvarsopgaver. Tag for eksempel Timoteus. Han var sandsynligvis blot en teenager da han mødte apostelen Paulus — en mand der havde stor indflydelse på ham. Engang sagde Paulus til Timoteus at han skulle „opflamme den Guds gave“, eller gå op i den opgave han havde fået, med liv og sjæl. (2 Timoteus 1:6) Da Timoteus måske var sidst i teenageårene eller først i tyverne, forlod han sit hjem og rejste med Paulus for at hjælpe med at oprette menigheder og styrke sine trosfæller. Efter at Paulus havde tjent sammen med Timoteus i omkring ti år, kunne han sige til de kristne i Filippi: ’Jeg har ingen med en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil bekymre sig for jeres situation.’ — Filipperne 2:20.

Ofte har unge mennesker stor lyst til at påtage sig ansvar, især hvis de fornemmer at det er forbundet med et meningsfyldt arbejde der gør en forskel. Det er en oplæring der ikke blot gør dem til ansvarsfulde voksne i fremtiden, men også får det bedste frem i dem her og nu.

At tilpasse sig et nyt „klima“

Som nævnt i indledningen til denne artikel føler du måske som far eller mor til et teenagebarn at „klimaet“ har forandret sig i forhold til hvordan det var for blot nogle få år siden. Men du kan være forvisset om at du kan tilpasse dig denne nye situation, ligesom du har gjort det i andre faser af dit barns liv.

Betragt dit barns teenageår som en periode hvor du kan (1) hjælpe det med at opøve sin opfattelsesevne, (2) sørge for at det får råd og hjælp fra voksne, og (3) give det lyst til at tage ansvar. Derved ruster du dit teenagebarn til voksenlivet.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 20]

„JEG KUNNE IKKE HAVE FÅET BEDRE FORÆLDRE“

Forældre der er Jehovas Vidner, lærer i ord og handling deres børn at følge Bibelens principper. (Efeserne 6:4) Men det er ikke noget de tvinger dem til. Forældrene er klar over at når deres børn bliver gamle nok, må de selv afgøre hvilke værdinormer de vil leve efter.

Aislyn på 18 har antaget de værdinormer hendes forældre har lært hende. Hun siger: „Min tro er ikke noget jeg bare praktiserer en dag om ugen. Det er en livsform for mig. Den påvirker alt hvad jeg foretager mig, og hver en beslutning jeg træffer — lige fra hvilke venner jeg har, til hvilke fag jeg vælger, og hvilke bøger jeg læser.“

Aislyn sætter stor pris på den opdragelse hendes forældre har givet hende. „Jeg kunne ikke have fået bedre forældre,“ siger hun. „Heldigvis har de givet mig lyst til at blive og forblive et af Jehovas Vidner. Så længe jeg lever, vil mine forældre være en drivkraft i mit liv.“

[Illustration på side 17]

Lad dit teenagebarn give udtryk for sine tanker

[Illustration på side 18]

En voksen mentor kan påvirke dit barn i en god retning

[Illustration på side 19]

Meningsfyldt arbejde kan gøre teenagere til ansvarsbevidste voksne

Hvad nogle forældre siger

Når ens barn kommer i teenagealderen, står man som forælder ofte over for nogle helt nye udfordringer. Hvordan kan du med et godt resultat hjælpe dit barn gennem denne fase i livet — som kan synes lige så forvirrende for ham eller hende som for dig? Læg mærke til hvad forældre fra forskellige lande har sagt.

FORANDRINGER

„Da min søn var yngre, tog han imod min vejledning uden at stille spørgsmål. Men i teenageårene var det som om han mistede tilliden til min autoritet. Han satte spørgsmålstegn ved både det jeg sagde, og måden jeg sagde det på.“ — Frank, Canada.

„Min søn taler ikke så meget som han gjorde engang. Jeg er nødt til at spørge ham om hvad han går og tænker på, for jeg kan ikke forvente at han selv fortæller mig det. Det er ikke let at få et svar ud af ham. Han skal nok svare — men han gør det ikke lige med det samme.“ — Francis, Australien.

„Det er meget vigtigt at være tålmodig. Nogle gange har vi måske lyst til at tale vredt til vores børn, men det er altid bedre at hidse sig ned og snakke roligt med dem i stedet.“ — Felicia, USA.

KOMMUNIKATION

„Nogle gange går min datter i forsvarsposition, og indimellem synes hun at jeg hakker for meget på hende. Jeg må minde hende om at jeg elsker hende, at vi er på samme hold, og at jeg støtter hende hele vejen!“ — Lisa, USA.

„Da mine børn var yngre, var de altid meget åbne over for mig. Det var let at få dem til at sige hvad der lå dem på hjerte. Nu må jeg bestræbe mig for at være forstående og at vise at jeg respekterer dem som enkeltpersoner. Kun på den måde kan jeg få dem til at fortælle mig om deres tanker og følelser.“ — Nan-hi, Korea.

„Det er ikke nok at forbyde teenagere at gøre visse ting. Vi må ræsonnere med dem og have nogle meningsfyldte samtaler med dem som rører deres hjerte. For at det kan lade sig gøre, må vi lytte til det de har at sige, også når de fortæller noget vi helst ikke vil høre om.“ — Dalila, Brasilien.

„Hvis jeg er nødt til at irettesætte min datter, prøver jeg så vidt muligt at gøre det når vi er alene, ikke når vi er sammen med andre.“ — Edna, Nigeria.

„En gang imellem når jeg taler med min søn, bliver jeg distraheret af andre ting der foregår i hjemmet, og derfor får han ikke min fulde opmærksomhed. Det har han lagt mærke til, og jeg tror at det er en af grundene til at han ikke taler så meget med mig mere. Jeg må bestræbe mig for at være bedre til at lytte når vi snakker sammen, så han fortsat vil åbne sig for mig.“ — Miriam, Mexico.

SELVSTÆNDIGHED

„Jeg havde altid været bekymret for at give mine teenagebørn større frihed, og det har bestemt været årsag til konflikter. Men så talte jeg åbent med dem om det. Jeg fortalte dem hvorfor jeg var bekymret, og de fortalte mig hvorfor de gerne ville have mere frihed. Vi nåede frem til den aftale at de kunne få mere frihed inden for de rimelige grænser som jeg havde sat.“ — Edwin, Ghana.

„Min søn ønskede sig en motorcykel. Jeg var så meget imod det at jeg bare skældte ham ud og pegede på alle de negative aspekter ved at købe en, uden at give ham mulighed for at sige noget. Det gjorde ham vred og endnu mere besluttet på at anskaffe sig en! Så valgte jeg en anden fremgangsmåde. Jeg opfordrede min søn til nøje at undersøge hvad det ville medføre at købe en motorcykel — som for eksempel farerne, omkostningerne og anskaffelse af kørekort. Ud over det tilskyndede jeg ham til at søge råd hos modne kristne i menigheden. Jeg fandt ud af at det var bedre at lade min søn frit fortælle mig hvad han ønskede sig, frem for at tryne ham. På den måde kunne jeg nå ind til ham.“ — Hye-young, Korea.

„Vi satte nogle grænser, men lidt efter lidt gav vi også børnene mere frihed. Jo bedre de kunne administrere den frihed de fik, jo friere tøjler fik de. Vi gav dem mulighed for at gøre sig fortjent til større frihed for på den måde at vise dem at det var noget vi ønskede de skulle opnå. Til gengæld fik det følger hvis de misbrugte vores tillid.“ — Dorothée, Frankrig.

„Jeg sænkede aldrig mine normer. Men når mine børn var lydige, var jeg villig til at komme dem i møde. For eksempel gav jeg dem nogle gange lov til at komme senere hjem om aftenen end normalt. Men hvis de mere end én gang ikke overholdt vores aftale, fik det konsekvenser.“ — Il-hyun, Korea.

„Jo mere lydig og ansvarsbevidst en ansat er, jo friere hænder vil den ansatte få af sin chef. Min søn forstår også at jo mere lydig og ansvarsbevidst han er inden for de grænser vi har sat, jo mere frihed vil han få. Han ved at ligesom en ansat må bøde for det hvis vedkommende ikke lever op til sit ansvar, kan han også miste den frihed han har opnået, hvis han ikke administrerer den på en ansvarsfuld måde.“ — Ramón, Mexico.

[Tekstcitat på side 22]

„Undervis børnene i hvordan de skal leve, og de vil huske det hele deres liv.“ — Ordsprogene 22:6, Good News Bible, 2. udgave

[Ramme/​illustrationer på side 23]

FAMILIEPROFIL

„At være forælder til teenagere er en skøn oplevelse“

Joseph: Mine to ældste piger er teenagere, og jeg har erfaret at det er vigtigt at lytte til dem og at tage deres synspunkter i betragtning. Noget der gør at vi kan tale åbent med hinanden, er at jeg er ærlig omkring mine egne fejl, og at jeg viser mine døtre respekt når jeg taler med dem. Alt i alt synes jeg at det at være forælder til teenagere er en skøn oplevelse, takket være den vejledning vi får fra Guds ord, Bibelen.

Lisa: Da vores ældste datter kom i teenagealderen, lagde jeg mærke til at hun havde endnu mere brug for min opmærksomhed. Jeg husker at jeg brugte meget tid på at lytte til hende, tale med hende og berolige hende. Min mand og jeg har sagt til vores døtre at de altid skal føle sig fri til at tale med os om hvad som helst, og at vi vil respektere deres følelser. Jeg prøver at følge det vise råd i Jakob 1:19 om at ’være hurtig til at høre, langsom til at tale’.

Victoria: Min mor er min bedste veninde. Jeg har aldrig mødt nogen der er så sød og omsorgsfuld som hun er — og sådan er hun over for alle. Jeg kan ikke finde et bedre ord at beskrive hende med end „ægte“. Ingen kan erstatte hende.

Olivia: Min far er kærlig og gavmild. Han er altid villig til at hjælpe andre materielt selvom vi ikke selv har så meget. Han kan godt være alvorlig, men han kan også være rigtig sjov. Han er en skøn far, og jeg er glad for at han er min!

„Vi har ikke tid til at kede os!“

Sonny: Hvis pigerne har et problem, sætter vi os ned og snakker med dem om det. Vi er altid åbne over for hinanden, og vi bruger Bibelens principper når vi skal træffe afgørelser. Ynez og jeg prøver også at sørge for at pigerne har nogle gode, åndeligt modne venner. Vores venner er deres venner, og deres venner er vores.

Ynez: Vi holder os aktive og foretager os ting sammen som familie. Som Jehovas Vidner er vi travlt beskæftiget med forkyndelsen, studiet af Bibelen, enten hver for sig eller som familie, og frivilligt arbejde som for eksempel nødhjælp og rigssalsbyggeri. Derudover sørger vi for at have sunde adspredelser. Vi har ikke tid til at kede os!

Kellsie: Min far er god til at lytte, og han rådfører sig altid med hele familien før han træffer store beslutninger. Min mor er der altid for mig når jeg har brug for hjælp — eller bare vil snakke.

Samantha: Min mor får mig til at føle mig meget værdsat, elsket og betydningsfuld — nogle gange uden at hun selv ved af det. Hun lytter. Hun viser mig omsorg. Jeg ville ikke bytte vores venskab for noget som helst andet.

[Illustrationer]

Familien Camera: Joseph, Lisa, Victoria, Olivia og Isabella

Familien Zapata: Kellsie, Ynez, Sonny og Samantha

[Illustration på side 22]

Forældre giver måske deres børn et vist mål af frihed, men fastsætter også nogle grænser

Hvilke mål bør man have som forælder?

HVORDAN vil du gerne have at dit barn bliver som voksen?

A. En tro kopi af dig.

B. En oprører der ser det som sin største opgave at blive det modsatte af dig.

C. En ansvarsbevidst voksen der træffer kloge afgørelser.

Nogle forældre der vælger den sidste mulighed, opfører sig som om de foretrækker den første. De prøver at trække deres egne værdier ned over hovedet på deres halvvoksne søn; de fortæller ham hvilken karriere han skal vælge, og så videre. Resultatet? Lige så snart han bliver lidt mere selvstændig, gør han det stik modsatte af hvad forældrene ønsker. Så mange forældre der „sår“ valgmulighed A, „høster“ paradoksalt nok valgmulighed B.

Hvorfor total kontrol ikke er løsningen

Du ønsker nok at dit barn skal blive en ansvarsbevidst voksen der træffer kloge afgørelser. Men hvordan kan du nå det mål? Én ting er sikker: Total kontrol er ikke løsningen. Her er to grunde.

1. Det stemmer ikke med Bibelen. Jehova Gud skabte menneskene med en fri vilje. Han lader folk selv bestemme hvilken kurs i livet de ønsker at følge, god eller dårlig. For eksempel sagde han til Kain, der nærede et morderisk had til sin bror Abel: „Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted? Men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved indgangen, og til dig står dens attrå; og vil du få herredømmet over den?“ — 1 Mosebog 4:7.

Læg mærke til at selvom Jehova gav Kain klar vejledning, tvang han ham ikke til at følge den. Det var op til Kain at afgøre om han ønskede at få herredømme over sin vrede eller ej. Moralen? Jehova forsøger ikke at udøve total kontrol over sine skabninger for at få dem til at adlyde ham, og det bør du heller ikke gøre over for dit halvvoksne barn.a

2. Det giver som regel bagslag. Hvordan har du det når du konfronteres med en pågående sælger? Er det ikke sådan at jo mere han prøver at få dig til at købe noget, jo mere stritter du imod? Selv hvis du skulle have brug for hans produkt, er hans facon dig så meget imod, at du nok bare har lyst til at slippe væk fra ham.

Noget lignende kan ske hvis du forsøger at påtvinge din søn dine værdier, anskuelser og mål i livet. Vil han „købe“ dem? Sikkert ikke. Det kan endda ske at du opnår det modsatte af hvad du ønskede — at din søn får afsmag for de normer og principper du går ind for. Forældres forsøg på at styre deres halvvoksne børns liv fører meget ofte til et dårligt resultat. Men der er ting du kan gøre.

Frem for at forsøge at have total kontrol over din søns liv og presse dine normer og synspunkter igennem, sådan som du måske gjorde da han var yngre, vil det være godt at pege på det kloge i at gøre det der er rigtigt. Hvis du er kristen, kunne du for eksempel vise dit barn hvordan det at leve efter Guds principper kan gavne én hele livet. — Esajas 48:17, 18.

Du må også foregå dit barn med et godt eksempel. Vær selv som du ønsker at din søn skal være. (1 Korinther 11:1) Meld klart ud hvilke normer du vælger at leve efter. (Ordsprogene 4:11) Hvis din søn får kærlighed til Gud og de normer han sætter, vil han træffe kloge valg, også når du ikke er til stede. — Salme 119:97; Filipperne 2:12.

Hjælp dit barn til at få praktiske færdigheder

Som omtalt på side 2 vil den dag oprinde — måske alt for hurtigt efter din mening — hvor din voksne søn vil ’forlade sin fader og sin moder’. (1 Mosebog 2:24) Som forælder vil du naturligvis gerne sikre dig at din søn lærer nogle færdigheder så han kan klare sig som voksen. Her følger nogle forslag til hvad du kan hjælpe dit hjemmeboende barn til at lære.

Huslige færdigheder. Kan din søn eller datter lave mad? vaske og stryge tøj? holde orden på sit værelse? Har han eller hun lært lidt om hvordan man vedligeholder en bil og foretager småreparationer på den? At kunne sådanne ting vil hjælpe dit barn til at klare sig selv senere i livet. Apostelen Paulus sagde: „Jeg har lært, uanset i hvilken situation jeg er, at klare mig med hvad jeg har.“ — Filipperne 4:11.

Sociale færdigheder. (Jakob 3:17) Hvor godt kommer dit barn ud af det med andre? Er han eller hun god til at bilægge uoverensstemmelser med andre? Har du lært ham eller hende at behandle folk med respekt og at løse konflikter på en fredelig måde? (Efeserne 4:29, 31, 32) Bibelen siger: „Ær alle slags mennesker.“ — 1 Peter 2:17.

Økonomi. (Lukas 14:28) Kan du støtte dit barn økonomisk mens det lærer et fag, og hjælpe barnet til at holde sig inden for et budget og undgå at stifte gæld? Har du lært ham eller hende at spare op til de ting han eller hun har brug for, at undgå impulskøb og at være tilfreds med det nødvendige? (Ordsprogene 22:7) Paulus skrev: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ — 1 Timoteus 6:8.

Unge som lærer at leve efter gode moralnormer og har opnået praktiske færdigheder, er godt rustede til voksenlivet. Deres forældre har nået deres mål! — Ordsprogene 23:24.

[Fodnote]

HAR DU SPEKULERET OVER?

● Hvad er dit mål som forælder? — Hebræerne 5:14.

● Hvad har din søn eller datter selv ansvar for når han eller hun bliver voksen? — Josua 24:15.

[Illustrationer på side 25]

Hvordan vil du gerne have at dit barn bliver som voksen?

en kopi . . .

en oprører . . .

en ansvarsbevidst voksen