-
5 KommunikationVågn op! – 2018 | Nr. 2
-
-
Kommunikation er som en bro der forbinder dig og dine børn
TIL FORÆLDRE
5 Kommunikation
HVAD DET VIL SIGE
God kommunikation er tovejs – det kræver at både du og dine børn fortæller hinanden hvad I tænker og føler.
HVORFOR DET ER VIGTIGT
Det kan især være en udfordring at kommunikere med teenagere. Det er måske ikke så længe siden “du følte at du havde backstage-adgang til dit barns liv”, står der i bogen Breaking the Code. “Det bedste du kan håbe på nu, er at få en plads blandt tilskuerne, og det bliver sikkert ikke engang en særligt god plads.” Selvom det ikke ser sådan ud, er det i den periode børnene har mest brug for at I kommunikerer.
HVAD DU KAN GØRE
Vær altid klar til at tale med dit barn. Det gælder også hvis det er sent om aftenen.
“Måske har man lyst til at sige: ‘Vi har jo været sammen hele dagen! Og så kommer du først nu!’ Men hvordan kan man brokke sig over at ens barn har lyst til at åbne sig for en? Er det ikke det alle forældre ønsker sig?” – Lisa.
“Jeg sætter pris på min nattesøvn, men nogle af de bedste samtaler jeg har haft med mine teenagere, har været efter midnat.” – Herbert.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Den enkelte skal ikke være optaget af hvad der er godt for ham selv, men af hvad der er godt for andre.” – 1. Korinther 10:24.
Vær nærværende. En far indrømmer: “Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke på andre ting mens mine børn taler til mig. Men det gennemskuer de hurtigt.”
Hvis det virker bekendt, så sluk for tv’et og læg din mobil og tablet fra dig. Koncentrér dig om det dit barn siger, og vis at det han eller hun har på hjerte, er vigtigt nok til at du vil ofre det din fulde opmærksomhed – uanset hvor lille en ting det måtte være.
“Vi er nødt til at forsikre vores børn om at deres følelser betyder noget for os. Ellers holder de deres bekymringer for sig selv eller finder en anden at tale med.” – Maranda.
“Lad være med at overreagere – også selvom det dit barn siger, virker lidt langt ude.” – Anthony.
PRINCIP FRA BIBELEN: ‘Vær opmærksomme på hvordan I hører efter.’ – Lukas 8:18.
Udnyt tidspunkter hvor I er afslappede. Nogle gange er det lettere for børn at åbne sig over for deres forældre når de ikke sidder ansigt til ansigt med dem.
“Vi udnytter køreturene. Det at vi sidder ved siden af hinanden i stedet for over for hinanden, har ofte ført til nogle gode samtaler.” – Nicole.
Et andet godt tidspunkt at snakke sammen er under måltiderne.
“Når vi spiser aftensmad, fortæller vi hver især om det værste og det bedste der er sket den dag. Det er noget der knytter os sammen og minder os om at vi ikke behøver at stå alene med problemerne.” – Robin.
PRINCIP FRA BIBELEN: ‘Vær hurtig til at lytte, men langsom til at tale.’ – Jakob 1:19.
-
-
6 OpdragelseVågn op! – 2018 | Nr. 2
-
-
Ligesom en båd har brug for et ror, har børn brug for opdragelse
TIL FORÆLDRE
6 Opdragelse
HVAD DET VIL SIGE
Det at opdrage kan betyde at vejlede eller undervise. Det indebærer at man irettesætter et barn når det har opført sig dårligt. Men det handler først og fremmest om at man lærer et barn hvad der er rigtigt og forkert, så barnet kan træffe gode valg.
HVORFOR DET ER VIGTIGT
I de seneste årtier er nogle forældre nærmest holdt op med at opdrage deres børn fordi de er bange for at det vil skade børnenes selvværd at blive irettesat. Men kloge forældre opstiller nogle rimelige regler og lærer deres børn at følge dem.
“Børn har brug for grænser for at blive velafbalancerede som voksne. Hvis børn ikke bliver opdraget, er de som et skib uden ror, som på et eller andet tidspunkt vil komme ud af kurs og måske ligefrem forlise.” – Pamela.
HVAD DU KAN GØRE
Vær konsekvent. Sørg for at det medfører konsekvenser hvis dit barn ikke følger de regler du har opstillet. Men husk også at give ros når han eller hun følger dem.
“Jeg roser ofte mine børn for at være lydige i en verden hvor det er en sjælden egenskab. Når de får ros, er det også nemmere for dem at acceptere at jeg irettesætter dem når det er nødvendigt.” – Christine.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Hvad et menneske sår, skal det også høste.” – Galaterne 6:7.
Vær rimelig. Når man irettesætter sine børn, må man tage højde for deres alder og evner og hvor alvorlig fejlen er. Som regel er det mest effektivt hvis konsekvenserne hænger sammen med det de har gjort forkert. Hvis barnet for eksempel bryder reglerne for brug af mobiltelefon, kunne konsekvensen være at den bliver taget fra ham eller hende i en periode. Men det er vigtigt ikke at gøre bagateller til noget større end de er.
“Jeg prøver at vurdere om mit barn var ulydigt med vilje, eller om det bare var en fejl. Der er forskel på om det er noget i deres personlighed der skal arbejdes med, eller om det bare er et fejltrin de skal gøres opmærksomme på.” – Wendell.
PRINCIP FRA BIBELEN: “I må ikke gøre jeres børn frustrerede så de mister modet.” – Kolossenserne 3:21.
Vær kærlig. Det er meget nemmere for børn at tage imod irettesættelse når de ved at motivet først og fremmest er kærlighed.
“Når vores søn begik en fejl, fortalte vi ham at vi var glade for alle de gode beslutninger han havde truffet tidligere. Vi forklarede at fejlen ikke var noget der ville komme til at definere ham som person, så længe han rettede op på det, og at vi var klar til at hjælpe ham med det.” – Daniel.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Kærligheden er tålmodig og venlig.” – 1. Korinther 13:4.
-
-
7 VærdierVågn op! – 2018 | Nr. 2
-
-
Gode værdier kan, ligesom et kompas, hjælpe dit barn til at vælge den rette kurs
TIL FORÆLDRE
7 Værdier
HVAD DET VIL SIGE
Værdier er de principper eller normer man vælger at leve efter. Det kan for eksempel være at man altid bestræber sig for at være ærlig. Så er det også naturligt at man gerne vil give den værdi videre til sine børn.
Værdier indbefatter også normer for adfærd. En der har gode adfærdsnormer, vil for eksempel være flittig, rimelig og betænksom. Den slags egenskaber er lettest at udvikle mens man er barn.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Oplær barnet til at følge den vej han skal gå; så vil han ikke forlade den, selv når han bliver gammel.” – Ordsprogene 22:6, fodnote.
HVORFOR DET ER VIGTIGT
Teknologien gør det endnu mere nødvendigt at have gode moralnormer. En mor ved navn Karyn siger: “Man kan blive udsat for dårlig påvirkning når som helst via sin telefon eller tablet. Vores børn kan i teorien sidde lige ved siden af os og samtidig se noget der er upassende!”
PRINCIP FRA BIBELEN: “Modne mennesker ... har brugt deres evne til at tænke så den er blevet trænet og de er i stand til at se forskel på rigtigt og forkert.” – Hebræerne 5:14.
Det er nødvendigt at have gode adfærdsnormer. Det indbefatter almindelig høflighed (som at sige “bede om” og “tak”) og at vise omsorg for andre – en egenskab der efterhånden er blevet sjælden fordi folk tilsyneladende interesserer sig mere for deres telefoner end for mennesker.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Sådan som I ønsker at andre skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.” – Lukas 6:31.
HVAD DU KAN GØRE
Lær dine børn moralnormer. For eksempel viser undersøgelser at der er større sandsynlighed for at teenagere ikke har sex før ægteskabet, hvis de har lært at det er forkert.
PRØV FØLGENDE: Brug en aktuel begivenhed til at starte en samtale om værdier. Hvis medierne for eksempel omtaler en hadforbrydelse, kunne du sige: “Det er forfærdeligt at nogle kan blive så vrede på andre. Hvordan tror du de er blevet sådan?”
“Det er meget svært for børn at gøre det der er rigtigt, hvis de aldrig har lært hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.” – Brandon.
Lær dine børn gode adfærdsnormer. Selv små børn kan lære at sige “bede om” og “tak” og vise andre respekt. “Jo mere børn forstår at de er en del af noget større – en familie, en skole, et samfund – jo mere villige er de til at gøre noget der gavner andre, og ikke kun dem selv,” står der i bogen Parenting Without Borders.
PRØV FØLGENDE: Giv dine børn pligter, så de lærer værdien af at gøre noget for andre.
“Hvis vores børn får pligter nu, får de ikke et chok når de flytter hjemmefra. Så vil de allerede være vant til at have et ansvar.” – Tara.
-
-
8 EksempelVågn op! – 2018 | Nr. 2
-
-
Går du foran med et godt eksempel?
TIL FORÆLDRE
8 Eksempel
HVAD DET VIL SIGE
Forældre der er gode eksempler, lever selv efter det de lærer deres børn. Du vil jo ikke kunne forvente at din søn er ærlig, hvis han for eksempel har hørt dig sige “Sig jeg ikke er hjemme” for at slippe for at tale med en der står ved døren.
“Udtrykket ‘Gør som jeg siger, ikke som jeg gør’ er ret almindeligt. Men det er ikke noget der virker over for børn. De er som svampe der suger alt det vi siger og gør, til sig, og de skal nok fortælle os hvis det vi gør, ikke stemmer med det vi prøver at få dem til at gøre.” – David.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Du som forkynder ‘Du må ikke stjæle’, stjæler du?” – Romerne 2:21.
HVORFOR DET ER VIGTIGT
Børn og teenagere bliver påvirket mere af deres forældre end af nogen andre – inklusive deres jævnaldrende. Det vil sige at det er dig der bedst kan hjælpe dine børn på rette vej – hvis du altså selv lever efter det du lærer dem.
“Man kan gentage noget hundredvis af gange og stadig være i tvivl om ens børn har hørt efter. Men når man en sjælden gang ikke gør som man selv siger, skal de nok gøre en opmærksom på det. De lægger mærke til alt hvad man gør, selv når det ikke virker sådan.” – Nicole.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Visdommen ovenfra er ... ikke hyklerisk.” – Jakob 3:17.
HVAD DU KAN GØRE
Tænk over dit eget eksempel. Hvilken slags underholdning vælger du? Hvordan behandler du din ægtefælle og dine børn? Hvilken slags venner har du? Er du hensynsfuld? Sagt med andre ord: Er du sådan som du ønsker dine børn skal være?
“Min mand og jeg forlanger ikke at vores børn skal have en standard som vi ikke selv kan leve op til.” – Christine.
Sig undskyld når du begår fejl. Dine børn ved godt at du ikke er perfekt. Når du siger undskyld, både til din ægtefælle og dine børn, lærer du dine børn hvor vigtigt det er at være ærlig og ydmyg.
“Det er vigtigt at vores børn hører os indrømme vores fejl og sige undskyld. Ellers lærer de bare at dække over deres fejl.” – Robin.
-