Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Ungdomsårene — En forberedelse til voksenlivet
    Vågn op! – 2011 | Oktober
    • Ungdomsårene — En forberedelse til voksenlivet

      FORESTIL dig at du lige er rejst fra en tropeø til Polarcirklen. Så snart du stiger ud af flyet, mærker du den kølige luft. Tror du at du kan vænne dig til det? Ja, men du bliver nødt til at foretage nogle forandringer.

      Du står over for en lignende situation når dit barn kommer i teenagealderen. Det føles som om klimaet har ændret sig fra den ene dag til den anden. Din søn, der førhen aldrig veg fra din side, foretrækker nu at være sammen med sine kammerater. Og din datter, der tidligere ikke kunne vente med at fortælle dig om sin dag, svarer nu kun med meget få ord når hun bliver spurgt om noget.

      „Hvordan er det gået i skolen?“ spørger du.

      „Godt,“ svarer hun.

      Tavshed.

      „Hvad tænker du på?“ spørger du.

      „Ikke noget,“ svarer hun.

      Endnu større tavshed.

      Hvad er der sket? For ikke så længe siden „var det som om du havde et adgangskort til at komme om bag kulisserne i dit barns liv“, siger bogen Breaking the Code. „Nu kan du kun håbe på at finde en siddeplads blandt publikum, og det er måske ikke engang en særlig god plads.“

      Bliver du bare nødt til at affinde dig med at der er kommet denne kølige afstand imellem jer? Nej, slet ikke. Du kan godt få et nært forhold til dit barn mens han eller hun er i teenagealderen. Først er du dog nødt til helt at forstå hvad det er der sker i denne fascinerende, men også turbulente fase af barnets liv.

      Fra barn til voksen

      Før i tiden troede forskere at barnets hjerne næsten var fuldt udviklet omkring femårsalderen. Nu mener de at mens hjernens størrelse kun ændrer sig lidt efter den alder, kan det samme ikke siges om den måde den fungerer på. Når børn kommer i puberteten, sker der en hormonal omvæltning som ændrer den måde de tænker på. For eksempel opfatter små børn ofte tingene bogstaveligt; de ser begreberne som enten sorte eller hvide, hvorimod teenagere tænker abstrakt og prøver at se bag om tingene. (1 Korinther 13:11) De får deres egne meninger, og de er ikke bange for at give udtryk for dem.

      Paolo fra Italien har lagt mærke til at hans søn har forandret sig. Han siger: „Når jeg betragter min teenagesøn, har jeg fornemmelsen af at det er en lille mand der står foran mig — ikke længere en dreng. Og her taler vi ikke kun om fysiske forandringer. Det der forbavser mig mest, er hvordan han tænker. Han er ikke bange for at give udtryk for sine synspunkter og at forsvare dem!“

      Har du bemærket en lignende forandring hos dit halvvoksne barn? Da din søn var mindre, gjorde han måske bare som der blev sagt. Han var tilfreds med forklaringen: „Fordi jeg siger at du skal.“ Nu hvor han er teenager, vil han have begrundelser, og måske sætter han spørgsmålstegn ved de værdier som familien lever efter. Denne selvsikre indstilling kan nogle gange godt forveksles med oprør.

      Men du må ikke tro at din teenagesøn eller -datter er i gang med at kuldkaste dine værdier. Det kan være at han eller hun blot kæmper med at gøre dine værdier til sine egne, at finde en plads til dem i sit liv. Forestil dig at du skulle flytte fra et sted til et andet, og at du tog dine møbler med dig. Ville det være let at finde plads til hvert eneste møbel i det nye hjem? Sikkert ikke. Men en ting står fast, du ville ikke smide noget væk som du mente havde værdi.

      Din teenagesøn står i en lignende situation nu hvor han forbereder sig til den dag hvor han skal ’forlade sin fader og sin moder’. (1 Mosebog 2:24) Det kan da godt være at den dag ligger langt ude i fremtiden; han er jo endnu ikke voksen. Men på en måde kan man godt sige at han allerede er ved at pakke. I teenageårene undersøger han de normer han er blevet opdraget til at følge, og han er ved at beslutte hvilke af dem han vil tage med sig ind i voksenlivet.a

      Måske er du lidt skræmt ved tanken om at din søn skal træffe sådanne beslutninger. Men du kan være sikker på at når han nærmer sig voksenalderen, vil han kun beholde de værdier han betragter som værdifulde. Det er derfor nu, mens din halvvoksne søn bor hjemme, at han nøje må undersøge de principper han vil følge i livet. — Apostelgerninger 17:11.

      Det vil faktisk være til gavn for din søn at gøre det. For hvis han nu uden at stille spørgsmål accepterer dine normer, mon han så ikke senere godtroende vil acceptere de normer andre har. (2 Mosebog 23:2) Bibelen tegner et billede af et sådant ungt menneske der let bliver ført på afveje fordi han ’mangler et forstandigt hjerte’ — et udtryk der angiver mangel på skelneevne. (Ordsprogene 7:7) En teenager der ikke er overbevist om noget som helst, kan blive ’kastet om som af bølger og føres hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb’. — Efeserne 4:14.

      Hvordan kan du forhindre at det sker for dit barn? Sørg for at han eller hun udrustes med følgende tre aktiver:

      1 KLAR OPFATTELSESEVNE

      Apostelen Paulus skrev at „de modne . . . har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebræerne 5:14) ’Men det er mange år siden jeg lærte min søn hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert,’ siger du måske. Den oplæring har han da helt sikkert haft gavn af, og den har forberedt ham til den næste fase af hans liv. (2 Timoteus 3:14) Og dog antydede Paulus at det er alle der har brug for at få deres opfattelsesevne opøvet. Små børn kan lære hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, men unge har brug for at blive „fuldvoksne i forstandighed“. (1 Korinther 14:20; Ordsprogene 1:4; 2:11) Du foretrækker sikkert at din halvvoksne søn ikke adlyder dig blindt, men bruger sin klare tænkeevne. (Romerne 12:1, 2) Hvordan kan du hjælpe ham med at gøre det?

      Det kan du blandt andet ved at lade ham give udtryk for sine tanker. Afbryd ham ikke, og undgå så vidt muligt at overreagere — selv når han siger noget som du ikke ønsker at høre. Bibelen siger: ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale.’ (Jakob 1:19; Ordsprogene 18:13) Og Jesus udtalte: „Af hjertets overflod taler munden.“ (Mattæus 12:34) Hvis du lytter godt efter, kan du finde ud af hvad det er der bekymrer dit barn.

      Frem for at sige din mening ligeud kan du i stedet stille spørgsmål. Jesus spurgte nogle gange: „Hvad mener I?“ Formålet var ikke blot at få hans disciple, men også dem der var stærkt uenige med ham, til at give udtryk for deres synspunkter. (Mattæus 21:23, 28) Du kan gøre noget tilsvarende når dit halvvoksne barn siger noget der er i modstrid med din opfattelse. Her er et eksempel:

      Hvis din teenagesøn siger: „Jeg ved ikke helt om jeg tror på Gud.“

      Så sig ikke: „Det er da ikke det vi har lært dig — selvfølgelig tror du på Gud!“

      Du kunne i stedet sige: „Hvad får dig til at sige sådan?“

      Hvorfor er det en god idé at få din teenagesøn til at åbne sig? Du har sikkert hørt hvad det er han siger, men du har brug for at finde ud af hvad han tænker. (Ordsprogene 20:5) Det der er problemet for ham, er nok mere Guds normer end Guds eksistens.

      Et ungt menneske der føler sig presset til at overtræde Guds moralnormer, prøver måske at bilde sig selv ind at det er i orden at gøre det hvis han helt ser bort fra Gud. (Salme 14:1) Han ræsonnerer måske sådan: ’Hvis Gud ikke findes, behøver jeg jo ikke at leve efter Bibelens normer.’

      Hvis det lader til at din teenagesøn tænker sådan, har han måske brug for at overveje spørgsmålet: Tror jeg fuldt og fast på at det er til mit eget bedste at følge Guds normer? (Esajas 48:17, 18) Hvis han mener det, kan du hjælpe ham til at indse at det er værd at stå op for noget der gavner ham. — Galaterne 5:1.

      Hvis din teenagesøn siger: „Det kan godt være at det er noget du tror på, men det betyder ikke at jeg tror på det.“

      Så sig ikke: „Det er vores tro, og du er vores barn, og du har bare at tro på det vi siger du skal tro på.“

      Du kunne i stedet sige: „Det er en ret kontant udmelding. Men hvis du afviser det jeg tror på, så må du have noget andet du kan sætte i stedet. Hvad er det så du tror på? Hvilke adfærdsnormer synes du det er rigtigt at følge?“

      Hvorfor er det en god idé at få din teenagesøn til at åbne sig? Ved at ræsonnere med ham på denne måde finder han måske ud af hvorfor han tænker som han gør. Måske vil det komme som en overraskelse når det går op for ham at han tror på de samme værdier som dig, og at det i virkeligheden er noget helt andet der bekymrer ham.

      Det kan for eksempel være at din halvvoksne søn ikke ved hvordan han skal forklare sit standpunkt hvad angår moral og tro. (Kolossenserne 4:6; 1 Peter 3:15) Eller han er måske tiltrukket af en pige der ikke har den samme tro som ham. Find frem til årsagen til problemet, og hjælp din søn til at gøre det samme. Jo mere han bruger sin opfattelsesevne, jo bedre vil han være rustet til voksenlivet.

      2 RÅD OG HJÆLP FRA VOKSNE

      I nogle kulturer i dag er der ingen eller meget få vidnesbyrd om at teenagere oplever en „stormfuld og stressende tid“, som nogle psykologer ellers siger man må forvente i ungdomstiden. Forskere har opdaget at unge i disse samfund sluses ind i voksenlivet på et tidligt alderstrin. De arbejder sammen med voksne, omgås voksne og bliver betroet ansvarsopgaver der hører voksenlivet til. Man kender ikke til begreber som „ungdomskultur“, „ungdomskriminalitet“ og „ungdomstid“.

      Som en kontrast hertil kan du tænke over det som unge i mange lande oplever. De bliver stuvet sammen i overfyldte skoler, hvor den eneste meningsfyldte kontakt de har, er med andre unge. Når de kommer hjem, er huset tomt, for far og mor er på arbejde, og deres slægtninge bor langt væk. Deres nærmeste omgangskreds er deres jævnaldrende.b Kan du se faren? Det handler ikke bare om at de havner i dårligt selskab. Forskere har fundet ud af at selv unge der ellers opfører sig godt, kan føle sig fristede til at opføre sig uansvarligt hvis de er udelukket fra de voksnes verden.

      I det gamle Israel blev unge ikke isoleret fra voksne.c Bibelen indeholder for eksempel en beretning om Uzzija, der blev konge over Juda mens han var teenager. Hvordan kunne Uzzija klare den tunge ansvarsopgave? Tilsyneladende skyldtes det, i hvert fald til en vis grad, at en voksen ved navn Zekarja havde en god indflydelse på ham. Om Zekarja siger Bibelen at han var en „der lærte folket frygt for den sande Gud“. — 2 Krønikebog 26:5.

      Har din datter eller søn flere voksne der kan være mentor for ham eller hende, og som har de samme værdier som dig? Du må ikke blive jaloux over at dit barn har sådanne gavnlige venskaber, for det kan hjælpe ham eller hende til at gøre det der er rigtigt. Et ordsprog i Bibelen lyder: „Den der vandrer med de vise bliver vís.“ — Ordsprogene 13:20.

      3 ANSVARSFØLELSE

      I nogle lande påbyder love at unge kun må arbejde i et vist antal timer om ugen, og at der er visse former for arbejde de slet ikke må udføre. Sådanne love blev sat i kraft fordi man ønskede at beskytte børn mod farlige arbejdsforhold — en følge af den industrielle revolution i det 18. og 19. århundrede.

      Love der forbyder børnearbejde, beskytter unge mod farer og mod at blive udnyttet, men nogle eksperter hævder at disse restriktioner også bevirker at unge ikke lærer at tage ansvar. Resultatet har været, siger bogen Escaping the Endless Adolescence, at mange teenagere har fået „følelsen af at de har ret til at stille krav på en ubehøvlet måde, at de næsten fortjener at få tingene serveret på et sølvfad uden at skulle kæmpe for det“. Forfatteren bemærker at denne indstilling „synes at være en naturlig reaktion i en verden der har været meget mere optaget af at underholde teenagere end af at forvente noget af dem“.

      I modsætning hertil fortæller Bibelen om unge der tidligt påtog sig store ansvarsopgaver. Tag for eksempel Timoteus. Han var sandsynligvis blot en teenager da han mødte apostelen Paulus — en mand der havde stor indflydelse på ham. Engang sagde Paulus til Timoteus at han skulle „opflamme den Guds gave“, eller gå op i den opgave han havde fået, med liv og sjæl. (2 Timoteus 1:6) Da Timoteus måske var sidst i teenageårene eller først i tyverne, forlod han sit hjem og rejste med Paulus for at hjælpe med at oprette menigheder og styrke sine trosfæller. Efter at Paulus havde tjent sammen med Timoteus i omkring ti år, kunne han sige til de kristne i Filippi: ’Jeg har ingen med en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil bekymre sig for jeres situation.’ — Filipperne 2:20.

      Ofte har unge mennesker stor lyst til at påtage sig ansvar, især hvis de fornemmer at det er forbundet med et meningsfyldt arbejde der gør en forskel. Det er en oplæring der ikke blot gør dem til ansvarsfulde voksne i fremtiden, men også får det bedste frem i dem her og nu.

      At tilpasse sig et nyt „klima“

      Som nævnt i indledningen til denne artikel føler du måske som far eller mor til et teenagebarn at „klimaet“ har forandret sig i forhold til hvordan det var for blot nogle få år siden. Men du kan være forvisset om at du kan tilpasse dig denne nye situation, ligesom du har gjort det i andre faser af dit barns liv.

      Betragt dit barns teenageår som en periode hvor du kan (1) hjælpe det med at opøve sin opfattelsesevne, (2) sørge for at det får råd og hjælp fra voksne, og (3) give det lyst til at tage ansvar. Derved ruster du dit teenagebarn til voksenlivet.

      [Fodnoter]

      a Et opslagsværk beskriver meget rammende teenageårene som „ét langt farvel“. Flere oplysninger findes i Vagttårnet for 1. maj 2009, side 10-12, udgivet af Jehovas Vidner.

      b Den del af underholdningsindustrien som henvender sig til teenagere, tjener penge ved at appellere til deres lyst til at være sammen med jævnaldrende og cementerer den forestilling at unge har deres egen subkultur som voksne hverken kan forstå eller gennemskue.

      c I både den førkristne og kristne tidsalder blev unge blandt Guds folk åbenbart integreret i voksenlivet på et tidligere tidspunkt end det sker i mange kulturer i dag.

      [Ramme/illustration på side 20]

      „JEG KUNNE IKKE HAVE FÅET BEDRE FORÆLDRE“

      Forældre der er Jehovas Vidner, lærer i ord og handling deres børn at følge Bibelens principper. (Efeserne 6:4) Men det er ikke noget de tvinger dem til. Forældrene er klar over at når deres børn bliver gamle nok, må de selv afgøre hvilke værdinormer de vil leve efter.

      Aislyn på 18 har antaget de værdinormer hendes forældre har lært hende. Hun siger: „Min tro er ikke noget jeg bare praktiserer en dag om ugen. Det er en livsform for mig. Den påvirker alt hvad jeg foretager mig, og hver en beslutning jeg træffer — lige fra hvilke venner jeg har, til hvilke fag jeg vælger, og hvilke bøger jeg læser.“

      Aislyn sætter stor pris på den opdragelse hendes forældre har givet hende. „Jeg kunne ikke have fået bedre forældre,“ siger hun. „Heldigvis har de givet mig lyst til at blive og forblive et af Jehovas Vidner. Så længe jeg lever, vil mine forældre være en drivkraft i mit liv.“

  • Hvad nogle forældre siger
    Vågn op! – 2011 | Oktober
    • Hvad nogle forældre siger

      Når ens barn kommer i teenagealderen, står man som forælder ofte over for nogle helt nye udfordringer. Hvordan kan du med et godt resultat hjælpe dit barn gennem denne fase i livet — som kan synes lige så forvirrende for ham eller hende som for dig? Læg mærke til hvad forældre fra forskellige lande har sagt.

      FORANDRINGER

      „Da min søn var yngre, tog han imod min vejledning uden at stille spørgsmål. Men i teenageårene var det som om han mistede tilliden til min autoritet. Han satte spørgsmålstegn ved både det jeg sagde, og måden jeg sagde det på.“ — Frank, Canada.

      „Min søn taler ikke så meget som han gjorde engang. Jeg er nødt til at spørge ham om hvad han går og tænker på, for jeg kan ikke forvente at han selv fortæller mig det. Det er ikke let at få et svar ud af ham. Han skal nok svare — men han gør det ikke lige med det samme.“ — Francis, Australien.

      „Det er meget vigtigt at være tålmodig. Nogle gange har vi måske lyst til at tale vredt til vores børn, men det er altid bedre at hidse sig ned og snakke roligt med dem i stedet.“ — Felicia, USA.

      KOMMUNIKATION

      „Nogle gange går min datter i forsvarsposition, og indimellem synes hun at jeg hakker for meget på hende. Jeg må minde hende om at jeg elsker hende, at vi er på samme hold, og at jeg støtter hende hele vejen!“ — Lisa, USA.

      „Da mine børn var yngre, var de altid meget åbne over for mig. Det var let at få dem til at sige hvad der lå dem på hjerte. Nu må jeg bestræbe mig for at være forstående og at vise at jeg respekterer dem som enkeltpersoner. Kun på den måde kan jeg få dem til at fortælle mig om deres tanker og følelser.“ — Nan-hi, Korea.

      „Det er ikke nok at forbyde teenagere at gøre visse ting. Vi må ræsonnere med dem og have nogle meningsfyldte samtaler med dem som rører deres hjerte. For at det kan lade sig gøre, må vi lytte til det de har at sige, også når de fortæller noget vi helst ikke vil høre om.“ — Dalila, Brasilien.

      „Hvis jeg er nødt til at irettesætte min datter, prøver jeg så vidt muligt at gøre det når vi er alene, ikke når vi er sammen med andre.“ — Edna, Nigeria.

      „En gang imellem når jeg taler med min søn, bliver jeg distraheret af andre ting der foregår i hjemmet, og derfor får han ikke min fulde opmærksomhed. Det har han lagt mærke til, og jeg tror at det er en af grundene til at han ikke taler så meget med mig mere. Jeg må bestræbe mig for at være bedre til at lytte når vi snakker sammen, så han fortsat vil åbne sig for mig.“ — Miriam, Mexico.

      SELVSTÆNDIGHED

      „Jeg havde altid været bekymret for at give mine teenagebørn større frihed, og det har bestemt været årsag til konflikter. Men så talte jeg åbent med dem om det. Jeg fortalte dem hvorfor jeg var bekymret, og de fortalte mig hvorfor de gerne ville have mere frihed. Vi nåede frem til den aftale at de kunne få mere frihed inden for de rimelige grænser som jeg havde sat.“ — Edwin, Ghana.

      „Min søn ønskede sig en motorcykel. Jeg var så meget imod det at jeg bare skældte ham ud og pegede på alle de negative aspekter ved at købe en, uden at give ham mulighed for at sige noget. Det gjorde ham vred og endnu mere besluttet på at anskaffe sig en! Så valgte jeg en anden fremgangsmåde. Jeg opfordrede min søn til nøje at undersøge hvad det ville medføre at købe en motorcykel — som for eksempel farerne, omkostningerne og anskaffelse af kørekort. Ud over det tilskyndede jeg ham til at søge råd hos modne kristne i menigheden. Jeg fandt ud af at det var bedre at lade min søn frit fortælle mig hvad han ønskede sig, frem for at tryne ham. På den måde kunne jeg nå ind til ham.“ — Hye-young, Korea.

      „Vi satte nogle grænser, men lidt efter lidt gav vi også børnene mere frihed. Jo bedre de kunne administrere den frihed de fik, jo friere tøjler fik de. Vi gav dem mulighed for at gøre sig fortjent til større frihed for på den måde at vise dem at det var noget vi ønskede de skulle opnå. Til gengæld fik det følger hvis de misbrugte vores tillid.“ — Dorothée, Frankrig.

      „Jeg sænkede aldrig mine normer. Men når mine børn var lydige, var jeg villig til at komme dem i møde. For eksempel gav jeg dem nogle gange lov til at komme senere hjem om aftenen end normalt. Men hvis de mere end én gang ikke overholdt vores aftale, fik det konsekvenser.“ — Il-hyun, Korea.

      „Jo mere lydig og ansvarsbevidst en ansat er, jo friere hænder vil den ansatte få af sin chef. Min søn forstår også at jo mere lydig og ansvarsbevidst han er inden for de grænser vi har sat, jo mere frihed vil han få. Han ved at ligesom en ansat må bøde for det hvis vedkommende ikke lever op til sit ansvar, kan han også miste den frihed han har opnået, hvis han ikke administrerer den på en ansvarsfuld måde.“ — Ramón, Mexico.

      [Tekstcitat på side 22]

      „Undervis børnene i hvordan de skal leve, og de vil huske det hele deres liv.“ — Ordsprogene 22:6, Good News Bible, 2. udgave

      [Ramme/​illustrationer på side 23]

      FAMILIEPROFIL

      „At være forælder til teenagere er en skøn oplevelse“

      Joseph: Mine to ældste piger er teenagere, og jeg har erfaret at det er vigtigt at lytte til dem og at tage deres synspunkter i betragtning. Noget der gør at vi kan tale åbent med hinanden, er at jeg er ærlig omkring mine egne fejl, og at jeg viser mine døtre respekt når jeg taler med dem. Alt i alt synes jeg at det at være forælder til teenagere er en skøn oplevelse, takket være den vejledning vi får fra Guds ord, Bibelen.

      Lisa: Da vores ældste datter kom i teenagealderen, lagde jeg mærke til at hun havde endnu mere brug for min opmærksomhed. Jeg husker at jeg brugte meget tid på at lytte til hende, tale med hende og berolige hende. Min mand og jeg har sagt til vores døtre at de altid skal føle sig fri til at tale med os om hvad som helst, og at vi vil respektere deres følelser. Jeg prøver at følge det vise råd i Jakob 1:19 om at ’være hurtig til at høre, langsom til at tale’.

      Victoria: Min mor er min bedste veninde. Jeg har aldrig mødt nogen der er så sød og omsorgsfuld som hun er — og sådan er hun over for alle. Jeg kan ikke finde et bedre ord at beskrive hende med end „ægte“. Ingen kan erstatte hende.

      Olivia: Min far er kærlig og gavmild. Han er altid villig til at hjælpe andre materielt selvom vi ikke selv har så meget. Han kan godt være alvorlig, men han kan også være rigtig sjov. Han er en skøn far, og jeg er glad for at han er min!

      „Vi har ikke tid til at kede os!“

      Sonny: Hvis pigerne har et problem, sætter vi os ned og snakker med dem om det. Vi er altid åbne over for hinanden, og vi bruger Bibelens principper når vi skal træffe afgørelser. Ynez og jeg prøver også at sørge for at pigerne har nogle gode, åndeligt modne venner. Vores venner er deres venner, og deres venner er vores.

      Ynez: Vi holder os aktive og foretager os ting sammen som familie. Som Jehovas Vidner er vi travlt beskæftiget med forkyndelsen, studiet af Bibelen, enten hver for sig eller som familie, og frivilligt arbejde som for eksempel nødhjælp og rigssalsbyggeri. Derudover sørger vi for at have sunde adspredelser. Vi har ikke tid til at kede os!

      Kellsie: Min far er god til at lytte, og han rådfører sig altid med hele familien før han træffer store beslutninger. Min mor er der altid for mig når jeg har brug for hjælp — eller bare vil snakke.

      Samantha: Min mor får mig til at føle mig meget værdsat, elsket og betydningsfuld — nogle gange uden at hun selv ved af det. Hun lytter. Hun viser mig omsorg. Jeg ville ikke bytte vores venskab for noget som helst andet.

      [Illustrationer]

      Familien Camera: Joseph, Lisa, Victoria, Olivia og Isabella

      Familien Zapata: Kellsie, Ynez, Sonny og Samantha

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del