For Carl i USA var tegnsprog en gave fra hans døve forældre.a Skønt døv fra fødselen var han i en meget tidlig alder i stand til at sætte navn på ting, forbinde tegn med hinanden og udtrykke abstrakte tanker på amerikansk tegnsprog. De fleste døve børn med døve forældre der kan tegnsprog, begynder at bruge tegn når de er 10-12 måneder gamle. I bogen A Journey Into the Deaf-World siges der at „sprogforskere nu erkender at evnen til spontant at tilegne sig et sprog og at give det videre til ens børn er dybt rodfæstet i hjernen. Om denne evne udmønter sig i tegnsprog eller talesprog, er ikke væsentligt.“

Sveta er født i Rusland i tredje generation af døve. Hun og hendes bror, der også er døv, har lært russisk tegnsprog. Da hun som treårig blev tilmeldt en børnehave for døve, var hun allerede meget dygtig til at bruge det tegnsprog hun spontant havde tilegnet sig. Sveta siger: „De andre døve børn kunne ikke tegnsprog og ville gerne lære det af mig.“ Mange døve børns hørende forældre har ikke lært tegnsprog. Førhen var det ofte de ældre døve skoleelever der lærte de yngre døve at bruge tegnsprog, så de ubesværet kunne tale sammen.

I dag lærer flere og flere hørende forældre at tale med deres børn ved hjælp af tegnsprog. Det har resulteret i at børnene er dygtige til at kommunikere før de kommer i skole. Det gælder for eksempel en canadisk dreng ved navn Andrew, der har hørende forældre. Forældrene lærte tegnsprog og brugte det over for Andrew mens han endnu var lille. Det gav ham et sproggrundlag han senere kunne bygge videre på. Nu kan hele familien tale med hinanden ved hjælp af tegnsprog om et hvilket som helst emne.

På mange døveskoler rundt om i verden har man opnået gode resultater ved at bruge tegnsprog på et tidligt stade i et barns sprogudvikling. (Se rammerne på side 20 og 22.) Man har opdaget at døve børn der tilegner sig et tegnsprog og samtidig får et sprogligt fundament, har bedre muligheder for at klare sig socialt og uddannelsesmæssigt. De har også nemmere ved senere at tilegne sig et skriftsprog.

I en rapport fra UNESCO-kommissionen for døveundervisning siges der: „Det er ikke længere acceptabelt at negligere tegnsprog eller undlade at tage aktivt del i udviklingen af det i undervisningsprogrammer for døve.“ Det bør dog nævnes at uanset hvilken undervisningsmetode forældrene vælger til deres døve barn, er det meget vigtigt at de begge er fuldt engagerede i barnets udvikling. — Se artiklen „Jeg måtte lære et nyt sprog for at nå ind til mit barn“ i Vågn op! for 8. november 1996.

Større forståelse af døves verden

Når døve børn bliver voksne, indrømmer de ofte at der var én ting de savnede — at kunne kommunikere med deres forældre. En døv mand ved navn Jack fortæller at da hans gamle mor lå for døden, forsøgte han at kommunikere med hende. Hun kæmpede for at fortælle ham noget, men hun var ikke i stand til at skrive det ned og kunne heller ikke tegnsprog. Kort efter gik hun i koma og døde. Disse sidste frustrerende minutter har plaget Jack. Oplevelsen fik ham til at give forældre med døve børn dette råd: „Hvis I vil kunne kommunikere med jeres barn og på en meningsfyldt måde udveksle tanker, idéer, følelser og kærlighed, er det bydende nødvendigt at I lærer tegnsprog. . . . Det er for sent for mig. Er det for sent for jer?“

Døves situation har længe været præget af misforståelser. Nogle har troet at døve ikke ved ret meget fordi de ikke kan høre. Forældre har ofte overbeskyttet deres døve børn og været bange for at lade dem møde verden udenfor. I nogle kulturer er døve fejlagtigt blevet kaldt „døvstumme“, men sædvanligvis er der ikke noget i vejen med deres taleorganer. De kan blot ikke høre, hvilket ofte påvirker udtalen. Andre har betragtet tegnsprog som et primitivt eller dårligere sprog end talesproget. En sådan uvidenhed har ikke overraskende fået nogle døve til at føle sig diskrimineret og misforstået.

Joseph, der voksede op i USA, blev i 30’erne indskrevet på en særlig skole for døve børn, hvor man forbød brugen af tegnsprog. Han og hans skolekammerater blev ofte irettesat når de brugte tegnsprog, selv når de ikke kunne forstå hvad deres lærere sagde. De længtes efter at forstå og at blive forstået. I visse lande hvor mulighederne for at få døveundervisning er begrænsede, vokser nogle døve op uden at få særlig meget skoleundervisning. En Vågn op!-korrespondent i Vestafrika siger: „De fleste døve i Afrika frister en barsk og ussel tilværelse. Af alle handicappede er døve sandsynligvis de mest tilsidesatte og mindst forståede.“