Francisco og Rosa fortæller hvordan de taler med deres to små børn i det daglige:b

„Ud over almindelig hverdagssnak prøver vi at tale med begge børnene mindst et kvarter hver dag. Når vi lægger mærke til at der er et problem, bruger vi mere tid — og, jo, vi kommer ud for problemer. For eksempel da vores femårige søn for nylig kom hjem fra skole og fortalte os at han ikke troede på Jehova. En klassekammerat havde øjensynlig gjort nar af ham og sagt at der ikke fandtes nogen Gud.“

Phyllis og Paul, som har opdraget fem børn med godt resultat, har også gjort denne erfaring.

Phyllis erindrer: „Børnene havde vidt forskellige personligheder og ville alle sammen gøre tingene hver på sin måde. Det var anstrengende, men med tiden lærte de betydningen af ordet ’nej’.“ Hendes mand, Paul, bemærker: „Hvis de var gamle nok til at forstå det, forklarede vi dem ofte hvorfor vi handlede som vi gjorde. Samtidig med at vi prøvede på altid at være venlige, lærte vi dem at respektere den myndighed som Gud har givet os.“