Jeg hjælper mine børn til at vokse åndeligt

Mine sønner var altid med mig til møderne og i forkyndelsen, og nogle hændelser viste at deres bibelkundskab var blevet større. En dag legede min seksårige søn, Masahiko, uden for huset. Jeg hørte en høj lyd — og derefter en der skreg. En nabo kom farende og råbte at min søn var blevet ramt af en bil. Var han mon død? Jeg tvang mig til ikke at gå i panik da jeg styrtede ud ad døren. Synet af hans ødelagte cykel fik mig til at ryste, men i det samme så jeg ham komme gående hen imod mig. Tilsyneladende var han kun kommet lettere til skade. Idet han klyngede sig til mig, sagde han: „Mor, tror du ikke Jehova hjalp mig?“ At se ham i live og høre ham sige disse vidunderlige ord fik mig til at græde.

En dag vi var ude at forkynde, mødte vi en ældre mand som råbte: „Hvordan kan du finde på slæbe et barn med til sådan noget? Det er synd for ham!“ Før jeg kunne nå at svare ham, sagde min otteårige søn, Tomoyoshi: „Min mor tvinger mig ikke til at forkynde. Jeg er med fordi jeg gerne vil tjene Jehova.“ Den ældre mand stirrede blot på os — han havde helt tabt mælet.

Rent åndeligt var mine sønner faderløse. Det var op til mig at undervise dem i Bibelens sandheder, og det til trods for at jeg selv havde meget at lære. Jeg arbejdede på at opdyrke kærlighed, få en stærkere tro, og udvise større nidkærhed. Desuden prøvede jeg at være et godt eksempel. Hver dag kunne børnene se at jeg takkede Jehova. Jeg fortalte dem om de gode oplevelser jeg havde haft i forkyndelsen, og det var med til at styrke dem. Da de senere meldte sig som pionerer eller heltidsforkyndere og blev spurgt om hvorfor, svarede de: „Vi så at det gav vores mor stor glæde at være pioner, og vi ville også gerne være glade.“

Jeg var meget opmærksom på aldrig at tale nedsættende om deres far eller om nogen i menigheden, for jeg var klar over at negativ tale kunne skade mine børn. De kunne ikke blot miste respekten for den der blev talt om, men også for den der talte.

Vores venskab med Jehovas Vidner i Taiwan var til stor opmuntring for os. Et missionærpar, Harvey og Kathy Logan, hjalp os meget. Broder Logan blev en slags åndelig far for mine drenge. Han viste dem at det langt fra var et glædesløst og strengt liv at tilbede Jehova. Jeg tror det var mens vi var i Taiwan at mine sønner besluttede at de ville være vidner for Jehova.

Tomoyoshi og Masahiko kom til at gå i en amerikansk skole, hvor de lærte både engelsk og kinesisk. Det udrustede dem til deres fremtidige gerning som tjenere for den sande Gud, Jehova. Jeg er Jehova dybt taknemmelig for at han ændrede det der kunne være blevet en vanskelig tid for os, til en tid der blev til varig gavn. Efter tre og et halvt år, som vi stadig mindes med glæde, vendte vores familie hjem til Japan.

Drengene var nu teenagere og ville gerne være uafhængige. Jeg brugte mange timer på at ræsonnere med dem på grundlag af de bibelske principper, og Jehova hjalp dem igennem denne svære tid. Tomoyoshi begyndte som pioner da han gik ud af skolen. I de første år han var pioner, hjalp han fire mennesker frem til indvielse og dåb. Masahiko gik i sin brors fodspor og begyndte som pioner efter endt skolegang. I de første fire år som pioner hjalp han fire unge til at tage standpunkt for Jehova.

Jehova velsignede drengene endnu mere. Tomoyoshi fik et bibelstudium med en mand hvis kone jeg havde hjulpet til at lære Bibelens sandheder at kende. Deres to døtre blev også Jehovas Vidner. Senere giftede Tomoyoshi sig med den ældste pige, Nobuko, og Masahiko giftede sig med den yngste, Masako. Tomoyoshi og Nobuko virker nu på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Og Masahiko og Masako er missionærer i Paraguay.