Hjælper du dit barn til at vælge Jehova?

„JEG syntes det var utrolig kedeligt og trættende at studere Bibelen. Jeg lovede mig selv at når jeg blev voksen ville jeg ikke være et af Jehovas vidner,“ siger en ung mand. Størstedelen af børnene i kristne hjem vil forhåbentlig med tiden selv tage standpunkt og tilbede Jehova, men nogle som denne unge mand skal måske igennem en svær periode inden de vælger at tjene Jehova Gud.

Forældre er somme tider i vildrede med hvordan de skal opdrage deres børn på en virkningsfuld måde. De ransager ofte sig selv ligesom den bekymrede fader der engang sagde: „For at være ærlig var der stunder hvor jeg kiggede på mine sovende børns ansigter, hvor skuffelsens tårer stadig var på deres kinder, og spekulerede på om jeg skulle have været så streng.“ Hans to sønner voksede op og valgte at tjene Jehova.

Den unge mand der blev citeret i indledningen kedede sig ved de kristne møder fordi han ikke kunne forstå hvad taleren sagde fra podiet.

Et ægtepar begyndte at læse bogen Vi lytter til den store Lærera med deres drenge da de hver især var to år. Da drengene senere begyndte at gå i skole, stod de tidligt op og studerede hver morgen med deres moder Min bibelhistoriebog og Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.* Dette blev efterfulgt af en drøftelse af dagsteksten som faderen ledede inden morgenmaden. Forældrenes anstrengelser blev rigt belønnet da deres sønner på 10 og 11 år for nylig valgte at tjene Jehova og symboliserede deres indvielse ved vanddåben.

En tiltalende ung mand der tjener på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Japan, husker fra sin tidlige barndom at hans moder hjalp ham til at få et bønsforhold til Jehova ved hver aften at sidde ved hans side og lære ham at bede. Han glemte aldrig det han herved lærte — at uanset hvor han var eller hvad han foretog sig, var Jehova altid i nærheden og var villig til at hjælpe.

Takafumi mindes at hans moder fik ham til at læse Vagttårnet og Vågn op! regelmæssigt ved at skrive enkle spørgsmål og lægge dem på køkkenbordet så han fandt dem når han kom hjem fra skole. Yuri husker at hun var på korte ophold hos pionererb som tjente hvor der var et stort behov for forkyndere, fulgtes med dem i tjenesten, så dem tilberede velsmagende måltider og betragtede deres glæde og nidkærhed, hvilket alt sammen øvede en stor indflydelse på hendes ønske om at tjene Jehova på samme måde som de. Mange unge kan fortælle om hvordan de, sammen med deres forældre, jævnlig har besøgt Betel, som Vagttårnsselskabets hovedkontor og afdelingskontorer bliver kaldt. Her så de unge mænd og kvinder der glade tjente Jehova. Mange af dem der som børn kom på besøg, tjener nu på betelhjem rundt om i verden.

En travl pioner og moder til to børn bemærkede at hendes datter var begyndt at blive indesluttet og manglede glæde ved de teokratiske aktiviteter. Moderen besluttede derfor at være hjemme hver eftermiddag når datteren kom fra skole, og over en kop te hyggede de sig sammen. Gennem disse fortrolige samtaler mellem moder og datter fik pigen den hjælp hun havde brug for. Efter at have fået eksamen fra highschool har hun sluttet sig til moderen i pionertjenesten. — Ordsprogene 20:5.

En fader til fire siger: „Når jeg ser tilbage tror jeg at det var vore børns store vennekreds i sandheden der hjalp dem til at tjene Jehova. Jeg opmuntrede dem til at få venner også i andre menigheder end i vores egen, og huske at pleje disse venskaber.“ En kristen ældste der i mange år har tjent på Betel, mindes: „Da jeg var ung boede vi i et lille hus, men det blev altid tilbudt som logi for kredstilsynsmanden. Specialpionererne i menigheden spiste også jævnlig hos os. De tog bad i vort hjem og knyttede sig til os. At høre deres oplevelser og se deres glæde hjalp mig til at opdyrke værdsættelse af heltidstjenesten.“

En opbyggende omgangskreds kan hjælpe dem der er inde i en svær periode. En moder hvis søn ikke rigtig kunne finde ud af hvad han ville, drøftede problemet med en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd. Han foreslog at hun tog drengen med ud i forkyndelsen. „Hvis du gør det, vil hans åndelige sundhed og alt andet blive bedre,“ sagde tilsynsmanden. Moderen fortæller: „I vores menighed har vi en samling til aftenforkyndelse, og mange skolesøgende børn, adskillige pionerer og mindst én ældste støtter den. I begyndelsen var det en kamp at få min søn med ud regelmæssigt, men eftersom han altid kom hjem mere glad og opmuntret af det opbyggende samvær, skiftede han hurtigt indstilling. Mens han gik i gymnasiet blev han døbt og var fast hjælpepioner. Da han fik sin eksamen blev han almindelig pioner.“ Opbyggende samvær forenet med det at gøre Jehovas vilje vil bringe gode resultater.

Yuri husker sin moders gæstfrihed og hvordan hun tog sig af andre ved at ringe til dem og tilberede måltider til de syge. Tatsuo, der kommer fra en familie med fire drenge der alle er voksne og tjener Jehova, siger: „Mor kunne ikke studere med os regelmæssigt fordi far var ikketroende, og hun fik meget modstand fra sine slægtninge. Men det gjorde et stort indtryk på mig at betragte hendes faste standpunkt for sandheden og hendes glæde ved at tjene Jehova. Hun var også villig til at blive oppe til langt ud på aftenen for at hjælpe med at løse vore problemer.“ Forældrenes visdomsord får vægt hvis de følges op af gerninger. Yoichiro siger om sine forældre: „Jeg kan ikke huske at de nogen sinde talte negativt om nogen i menigheden; de tillod heller ikke os børn at snakke om andres fejl.“ — Lukas 6:40-42.

Glæden ved at se sit barn vælge Jehova

Der findes ikke nogen endegyldig opskrift på hvordan man får sit barn til at vælge Jehova. Der vil være mange øjeblikke hvor forældrene er nervøse. Men den bekymrede fader der blev citeret tidligere, siger: „Som forældre har vi altid prøvet trofast at følge forslagene fra Jehovas synlige organisation. Det har været en stor hjælp til at løse problemerne.“ Deres anstrengelser blev rigt belønnet.

Kan I huske den dreng der engang var besluttet på ikke at blive et Jehovas vidne? På et senere tidspunkt, efter at hans moder havde hjulpet ham igennem de vanskelige år, udtalte han: „Hvor er jeg lykkelig for at hun aldrig gav op!“