Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jeres rolle som forældre
    Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv
    • FADERENS BETYDNINGSFULDE ROLLE

      11. (a) Hvordan kan faderen indprente sin rolle i barnets bevidsthed? (b) Hvorfor er det vigtigt?

      11 I den spæde barndom er det naturligt at moderen spiller en mere fremtrædende rolle i barnets liv. Men allerede fra barnets fødsel bør faderen også være en del af barnets verden. Endnu mens barnet er i den spæde alder kan og bør faderen være med til at passe det, lege med det og trøste det når det græder. På den måde vil han få en plads i barnets bevidsthed. Og som tiden går, bør faderens rolle antage større betydning for barnet. Hvis han venter for længe med at sætte ind på dette, kan han lægge grunden til et problem der især vil vise sig når barnet kommer i pubertetsalderen og opdragelsen bliver sværere. Den halvvoksne søn har særlig brug for sin faders hjælp. Men hvis der ikke hidtil har bestået et godt forhold mellem dem, kan den kløft der er opstået i årenes løb ikke overvindes på nogle få uger.

      12, 13. (a) Hvilken rolle spiller faderen i familien? (b) Hvordan kan faderen, ved at varetage sin opgave på rette måde, påvirke børnenes indstilling til myndighed?

      12 Hvad enten barnet er en dreng eller en pige, kan påvirkningen fra faderens maskuline egenskaber yde et vigtigt bidrag til at det udvikler en afrundet og ligevægtig personlighed. Som det fremgår af Guds ord, skal faderen være familiens overhoved. Det påhviler ham at sørge materielt for familien. (1 Korinther 11:3; 1 Timoteus 5:8) Imidlertid siges der også at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket“. Og hvad børnene angår, får faderen at vide at han skal blive ved med at „opdrage dem i Jehovas tugt og formaning“. (5 Mosebog 8:3; Efeserne 6:4) Denne gudgivne opgave bør han røgte så godt som muligt, ikke alene fordi han naturligt nærer hengivenhed for sit afkom, men også, og frem for alt, fordi han føler sig forpligtet over for sin Skaber.

      13 Mens moderen udtrykker varme, ømhed og medfølelse, kan faderen med sin styrke og sin gode vejledning øve en stabiliserende indflydelse på børnene. Den måde han røgter sin gudgivne opgave på, kan få meget at sige for hvordan børnene senere vil stille sig til myndighed, det være sig menneskelig eller guddommelig myndighed — for om de vil respektere den og vil kunne arbejde under andres ledelse uden at mukke eller vise opsætsighed.

      14. Hvordan kan faderens gode eksempel virke på sønnen eller datteren?

      14 Faderens eksempel og hans måde at gribe tingene an på, kan blive meget afgørende for om husets søn vokser op og bliver svag og ubeslutsom eller om han bliver stabil og mandig, en der har mod til at holde fast ved sin overbevisning og er villig til at påtage sig et ansvar. Det kan få indflydelse på hvordan sønnen en dag bliver som ægtemand eller fader — hård, streng og urimelig, eller venlig, forstående og ligevægtig. Hvis der er en datter i hjemmet kan faderens indflydelse og hans forhold til hende præge hele hendes indstilling til det mandlige køn og enten fremme eller hæmme hendes fremtidige lykke i et ægteskab. Faderens påvirkning har betydning lige fra den tidligste barndom.

      15, 16. (a) Hvilket ansvar pålægges faderen i forbindelse med undervisning? (b) Hvordan kan han røgte dette ansvar?

      15 Hvor omfattende faderens forpligtelse til at undervise sine børn er, fremgår af Guds anvisninger i Femte Mosebog 6:6, 7: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“

      16 Ikke blot Bibelens ord men også det budskab de formidler, må daglig indprentes barnet. Og der byder sig hele tiden lejligheder til det. Blomsterne i haven, insekterne i luften, fuglene eller de små egern i træerne, skallerne på strandbredden, grankoglerne i skoven, stjernerne på himmelen — alle disse underværker fortæller om Skaberen, og du bør forklare dine børn hvad de fortæller. Salmisten siger: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk. Dagene lader tale vælde frem, og nætterne fremfører kundskab.“ (Salme 19:1, 2) Når faderen er vågen for at udnytte sådanne muligheder, og især når han forstår at benytte dagligdagens begivenheder som en anledning til at belyse og fremhæve gode principper og til at påpege hvordan Guds vejledning er fornuftig og gavnlig, kan han lægge det væsentligste grundlag for fremtiden i barnets sind og hjerte: overbevisningen om at Gud ikke alene er til men også ’belønner dem som ivrigt søger ham’. — Hebræerne 11:6.

      17, 18. (a) Hvordan bør faderen tugte sine børn? (b) Hvad virker langt mere effektivt end at opstille mange regler?

      17 At tugte hører også med til faderens opgave. „Hvad er det for en søn som en fader ikke tugter?“ spørges der i Hebræerbrevet 12:7. Men han må ikke overdrive det. Han må ikke gå så vidt at han irriterer børnene eller bliver en plage for dem. Guds ord siger, henvendt til fædre: „I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ (Kolossenserne 3:21) Begrænsninger er nødvendige, men undertiden kan man opstille så mange regler at de bliver en byrde for børnene og slår modet ned hos dem.

      18 Fortidens farisæere elskede regler; de opstillede regler i massevis og gjorde folk til hyklere i mængde. Det er en menneskelig fejl at mene at man kan løse problemer blot ved at fastsætte flere regler; men erfaringen viser at dét det virkelig kommer an på, er om man appellerer til hjertet. Så spar på reglerne; prøv derimod at indprente principper og at stile i samme retning som Gud selv, der siger: „Jeg giver mine love i deres sind, og på deres hjerter skriver jeg dem.“ — Hebræerne 8:10.

  • Jeres rolle som forældre
    Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv
    • [Illustration på side 104]

      Planlægger du adspredelse sammen med dine børn?

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del