Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Skal børn lære om Gud?
    Vagttårnet – 2011 | 1. august
    • Skal børn lære om Gud?

      „Vi er tilpas religiøse til at hade hinanden, men ikke til at elske hinanden.“ — JONATHAN SWIFT, ENGELSK FORFATTER.

      DISSE ord blev udtalt i 1700-tallet, men mange i dag er enige med Jonathan Swift. Nogle mener ligefrem at forældre ikke skal have lov til at opdrage deres børn i en bestemt religion. De siger at det er en ulempe for børn at vokse op i en religiøs familie.

      Hvad mener du? Hvilket af følgende synspunkter er mest rigtigt?

      ● Forældre bør ikke opdrage deres børn i en bestemt religion.

      ● Forældre skal vente indtil børnene bliver store, før de begynder at tale med dem om religion.

      ● Mens børnene er små, må forældrene gerne inddrage dem i deres egen religion. Men når børnene bliver større, skal forældrene tilskynde dem til selv at tænke over tingene.

      ● Børn skal overtage deres forældres tro uden at stille spørgsmål.

      Tager børn skade af religion?

      Ingen normale forældre ønsker at skade deres børn. Er der noget der tyder på at skeptikere har ret når de mener at børn ikke skal lære om Gud? Forskere har i flere årtier undersøgt hvilken virkning forældres religiøse opfattelser kan have på børn. Hvad er de nået frem til?

      Forskerne har fundet ud af at religion ikke skader børnene, men tværtimod kan hjælpe dem til at udvikle sig positivt. I 2008 bragte bladet Social Science Researcha en rapport hvori der stod: „Det har vist sig at religion styrker børnenes forhold til både moderen og faderen.“ Der stod videre: „Religion og åndelighed har tilsyneladende en stor plads i mange børns liv og betyder meget for et godt forhold i familien.“ Interessant nok stemmer dette med noget Jesus sagde: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — Mattæus 5:3.

      Hvad så med den opfattelse at børn skal være store før de begynder at lære om Gud og religion? Hvis man mener det, glemmer man at et barns sind er som en tom spand der venter på at blive fyldt. Forældrene må vælge: Enten kan de hjemme fylde „spanden“ med de værdinormer de mener er rigtige, eller også kan de vente på at en strøm af udefrakommende idéer fylder barnets sind og hjerte.

      Hvad er løsningen?

      Historien har vist at religion kan give næring til had og fordom. Hvad kan forældre da gøre for at undgå at det går som Jonathan Swift sagde? Hvordan kan de indgive deres børn nogle holdninger der hjælper dem til at vise andre kærlighed?

      Løsningen ligger i at finde svarene på disse tre spørgsmål: (1) Hvad skal børnene lære? (2) Hvem skal lære dem det? (3) Hvilke undervisningsmetoder virker bedst?

      [Fodnote]

      a Undersøgelsen er baseret på oplysninger fra over 21.000 børn i USA samt deres forældre og lærere.

  • Hvad skal børn lære?
    Vagttårnet – 2011 | 1. august
    • Hvad skal børn lære?

      „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed.“ — 2 TIMOTEUS 3:16.

      HVOR kan man finde sandheden om Gud når man gerne vil undervise sine børn i religion? Det kan man i den mest respekterede religiøse bog i verden, nemlig Bibelen.

      Bibelen er som et brev fra Gud. I dette brev viser han os hvilken personlighed han har, og han giver moralsk vejledning til alle sine børn, både store og små. Her følger nogle af de lærepunkter der findes i Bibelen. Læg mærke til det som selv små børn kan lære af dem.

      Hvad vil Gud gerne have at vi skal vide om ham?

      ◼ Hvad Bibelen siger: „Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Salme 83:18.

      Hvad vi kan lære: Gud er ikke bare et begreb eller en upersonlig kraft. Han er usynlig, men han er en virkelig person der har et navn.

      ◼ Hvad Bibelen siger: „Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig.“ — 1 Krønikebog 28:9.

      Hvad vi kan lære: Jehova Gud har omsorg for os alle, også for små børn. (Salme 10:14; 146:9) Han vil gerne have at vi lærer om ham.

      ◼ Hvad Bibelen siger: „Ingen enke eller faderløs må I underkue. Hvis du på nogen måde underkuer dem, da vil jeg visselig høre deres råb, hvis de blot råber til mig.“ — 2 Mosebog 22:22-24.

      Hvad vi kan lære: Jehova lytter til alle som beder til ham, også børn. Vi kan tale til Gud så tit vi vil, og udtrykke vores inderste tanker og følelser for ham.

      ◼ Hvad Bibelen siger: „Gang på gang satte de Gud på prøve, ja, Israels Hellige bedrøvede de.“ — Salme 78:41.

      Hvad vi kan lære: Vores ord og handlinger påvirker Jehovas følelser. Derfor må vi tænke over hvad vi siger og gør.

      Hvordan skal vi behandle dem der er anderledes end os?

      ◼ Hvad Bibelen siger: ’Gud er ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.’ — Apostelgerninger 10:34, 35.

      Hvad vi kan lære: Da Gud accepterer alle uanset deres baggrund, har vi ikke ret til at diskriminere andre fordi de har en anden hudfarve eller andre ansigtstræk end os.

      ◼ Hvad Bibelen siger: ’Vær altid rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.’ — 1 Peter 3:15.

      Hvad vi kan lære: Når vi drøfter religion, skal vi gøre det med overbevisning, men uden at være aggressive. Vi må vise respekt for dem der har andre opfattelser end os.

      Hvordan skal vi behandle vores familie?

      ◼ Hvad Bibelen siger: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren.“ — Kolossenserne 3:20.

      Hvad vi kan lære: Når børn er lydige mod deres forældre, viser de ikke bare at de elsker deres forældre, men også at de gerne vil glæde Gud.

      ◼ Hvad Bibelen siger: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ — Kolossenserne 3:13.

      Hvad vi kan lære: Det kan ikke undgås at andre, også nogle i vores egen familie, skuffer os en gang imellem. Men hvis vi gerne vil have at Gud tilgiver os, må vi lære at tilgive andre. — Mattæus 6:14, 15.

      Hvorfor skal vi være ærlige og kærlige?

      ◼ Hvad Bibelen siger: „Da I har aflagt løgnen, så tal sandhed hver med sin næste.“ — Efeserne 4:25.

      Hvad vi kan lære: Når vi taler sandt, efterligner vi Gud og glæder ham. Hvis vi tillægger os den vane at lyve, bliver vi ligesom Guds fjende, Djævelen, der er „løgnens fader“. — Johannes 8:44; Titus 1:2.

      ◼ Hvad Bibelen siger: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.

      Hvad vi kan lære: Vi må tage hensyn til de følelser, meninger og behov som andre i vores familie og i lokalsamfundet har. Når vi viser næstekærlighed, vil andre være mere tilbøjelige til at behandle os venligt og kærligt. — 1 Peter 3:8; Lukas 6:38.

      Som disse eksempler viser, indeholder Bibelen gode råd der kan hjælpe børn til at blive taknemmelige, respektfulde og forstående når de vokser op. Men hvem skal undervise børnene i disse ting?

  • Hvem skal lære børn om Gud?
    Vagttårnet – 2011 | 1. august
    • Hvem skal lære børn om Gud?

      „En elev står ikke over sin lærer, men enhver som er fuldt ud oplært vil være som sin lærer.“ — LUKAS 6:40.

      NOGLE forældre føler sig ikke egnede til at lære deres børn om Gud. De mener måske ikke at de har uddannelse nok eller ved tilstrækkeligt om religion til at være gode lærere. I stedet foretrækker de at overlade det til skolen eller til en præst.

      Men hvem er egentlig de bedste til at give børn undervisning i religion og moral? Se engang hvad Bibelen siger om det, og sammenlign Bibelens ord med det forskere har fundet ud af.

      Hvilken rolle har faderen?

      Hvad Bibelen siger: „Fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning.“ — Efeserne 6:4, da. aut.

      Hvad forskere har fundet ud af: Hvad gavn har en far af at have en fast religiøs overbevisning? Et universitet i Indiana i USA udgav i 2009 en artikel med titlen „Fædres religiøse engagement og børns tidlige adfærd“. Her stod der: „At være engageret i et trossamfund kan hjælpe mænd til at blive bedre fædre. Religion giver den enkelte social støtte og faste rammer og giver samtidig nogle læresætninger og anvisninger på hvordan man kan leve sit liv.“

      Ifølge Bibelen har faderen stor betydning for et barns opdragelse og oplæring. (Ordsprogene 4:1; Kolossenserne 3:21; Hebræerne 12:9) Men er Bibelens råd stadig relevante? I 2009 udgav University of Florida en artikel om den betydning fædre har for deres børn. Forskere havde påvist at børn hvis fædre tog aktivt del i opdragelsen, viste større empati og havde højere selvværd. Drengenes opførsel var bedre, og pigerne var psykisk stærkere. Jo, Bibelens vejledning er i høj grad relevant i dag.

      Hvor vigtig er moderens rolle?

      Hvad Bibelen siger: „Afvis ikke din mors belæring.“ — Ordsprogene 1:8, da. aut.

      Hvad forskere har fundet ud af: I Handbook of Child Psychology, der udkom i USA i 2006, står der: „Mødre bruger i gennemsnit mellem 65 og 80 procent mere tid end fædre på direkte, personlig kontakt med deres små børn, og procenttallene er de samme i mange andre lande.“ Da moderen har så meget kontakt med barnet, har hendes holdninger og det hun siger og gør, dyb indvirkning på barnets udvikling.

      Når en mor og en far samarbejder om at undervise deres børn i sandheden om Gud, giver de børnene mindst to store gaver. For det første får børnene mulighed for at knytte venskab med deres Far i himmelen, et venskab der kan blive til gavn for dem livet igennem. Og for det andet lærer børnene af forældrenes eksempel hvordan en mand og en hustru arbejder sammen for at nå nogle vigtige mål. (Kolossenserne 3:18-20) Andre kan måske hjælpe til, men det er forældrene selv der har ansvaret for at lære deres børn om Gud og om hvordan Gud ønsker at en familie skal fungere.

      Men hvordan skal forældre bære sig ad med at undervise deres børn? Hvilke metoder virker bedst?

  • Hvordan kan man lære børn om Gud? — Hvilke metoder virker bedst?
    Vagttårnet – 2011 | 1. august
    • Hvordan kan man lære børn om Gud? — Hvilke metoder virker bedst?

      „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ — 5 MOSEBOG 6:6, 7.

      FORÆLDRE kan til tider føle sig overvældede af det ansvar det er at opdrage børn. Når de begynder at søge råd om opdragelsen, kan selve mængden af råd overvælde dem endnu mere. Dertil kommer de forslag som familie og venner ofte er mere end villige til at give. Og bøger, blade og hjemmesider på internettet tilbyder en stadig strøm af råd, der måske endda modsiger hinanden.

      Bibelen, derimod, giver ikke bare pålidelig vejledning til forældre om hvad de kan lære deres børn, men også praktiske råd om hvordan de kan gøre det. Som det fremgår af de vers fra Bibelen der er citeret ovenfor, må forældre hver dag prøve at finde anledninger til at tale med deres børn om Gud. I det følgende vil vi behandle fire forslag som har hjulpet tusinder af forældre til, med Bibelen som grundlag, at fortælle deres børn om Gud.

      1. Lær af skaberværket. Apostelen Paulus skrev: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ (Romerne 1:20) Forældre kan gøre meget for at hjælpe deres børn til at lære Gud at kende som en virkelig person. De kan gøre det ved at tale om det han har skabt, og så hjælpe børnene til at se hvilke egenskaber hos Gud der kommer til udtryk i skaberværket.

      Jesus benyttede denne metode når han underviste sine disciple. Han sagde for eksempel: „Se nøje på himmelens fugle, for de hverken sår, høster eller samler i forrådshuse; dog giver jeres himmelske Fader dem føde. Er I ikke mere værd end de?“ (Mattæus 6:26) Her fremhævede Jesus Jehovas kærlighed og gavmildhed. Han hjalp også sine disciple til at tænke over hvordan Gud viste disse egenskaber over for sine børn.

      Den vise kong Salomon nævnte den „visdom“ Gud har givet myrerne i kraft af deres instinkt, og brugte de flittige, små skabninger til at pege på noget som er vigtigt at lære: „Gå til myren, du dovne; se dens veje og bliv vís. Selv om den hverken har fører, forstander eller hersker, gør den sin føde klar om sommeren; det den skal spise har den samlet i høsten.“ (Ordsprogene 6:6-8) På denne effektfulde måde viste Salomon hvor værdifuldt det er at sætte sig nogle gode mål og så med Guds hjælp søge at nå dem.

      Forældre kan efterligne den virkningsfulde måde Jesus og Salomon underviste på, ved at gøre følgende: (1) Spørge deres børn hvilke planter og dyr de er interesseret i. (2) Finde ud af noget mere om disse planter og dyr. (3) Tale om hvad de lærer os om Gud.

      2. Efterlign Jesu indstilling til dem han underviste. Af alle der har levet, er det Jesus der har haft det mest betydningsfulde at sige. Alligevel brugte han meget af sin tid på at stille spørgsmål. Når han underviste andre, var han levende interesseret i hvilke følelser de havde, og hvilke tanker de gjorde sig. (Mattæus 17:24, 25; Markus 8:27-29) Forældre har også mange vigtige ting at lære deres børn. Men hvis de skal nå et godt resultat, må de gøre som Jesus og opfordre deres børn til frit at sige hvad de tænker og mener.

      Hvad så hvis børnene viser en dårlig indstilling eller er længe om at forstå noget vigtigt som du gerne vil lære dem? Læg mærke til hvordan Jesus reagerede over for apostlene. Nogle gange skændtes apostlene med hinanden, og de var længe om at lære hvor vigtigt det er at være ydmyg. Men Jesus var tålmodig og blev ved med at tale om betydningen af ydmyghed. (Markus 9:33, 34; Lukas 9:46-48; 22:24, 25) Forældre som efterligner Jesus, vil tålmodigt vejlede deres børn, og hvis det er nødvendigt, vil de gentage de samme ting indtil børnene helt har forstået vigtigheden af dem.a

      3. Undervis ved dit eksempel. Paulus gav et råd til de kristne i Rom som forældre i dag kan have gavn af. Han skrev: „[Er] du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du?“ — Romerne 2:21.

      Denne vejledning er relevant fordi det forældrene gør, har meget større virkning på børnene end det forældrene siger. Når de voksne selv praktiserer det de lærer deres børn, er der meget større sandsynlighed for at børnene vil lytte til dem.

      4. Begynd mens børnene er helt små. Timoteus, der fulgtes med Paulus på hans missionsrejser, havde et godt omdømme på sin hjemegn. (Apostelgerninger 16:1, 2) Det skyldtes blandt andet at han lige fra sin „spæde barndom“ var blevet undervist i „de hellige skrifter“. Timoteus’ mor og mormor havde ikke bare læst Skrifterne for ham, men også hjulpet ham til at ræsonnere over de sandheder de indeholdt. — 2 Timoteus 1:5; 3:14, 15.

      Hvor du kan finde hjælp

      Jehovas Vidner har udgivet en række publikationer der er specielt udarbejdet for at hjælpe forældre til at undervise deres børn og lære dem sandheden om Gud. Nogle af publikationerne er skrevet til små børn. Andre kan hjælpe forældre og deres teenagebørn til at bevare en åben kommunikation.b

      Inden forældre kan lære deres børn om Gud, må de naturligvis selv kende svarene på nogle af de vanskelige spørgsmål børnene kan finde på at stille. Hvordan vil du for eksempel besvare disse spørgsmål: Hvorfor tillader Gud ondskaben? Hvad er Guds hensigt med jorden? Hvor er de døde? Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig til at finde svarene på disse og andre spørgsmål så du og din familie kan få et nærmere forhold til Gud. — Jakob 4:8.

      [Fodnoter]

      a Det hebraiske ord der er gengivet med „indprente“ i Femte Mosebog 6:7, indeholder tanken om at gentage, at sige noget igen og igen.

      b Til mindre børn kan forældre bruge bogen Lyt til den store Lærer, der viser hvad vi kan lære af Jesus, eller Min bibelhistoriebog, der i et enkelt sprog genfortæller de vigtigste beretninger i Bibelen. Forældre med teenagebørn kan benytte bøgerne Unge spørger — Svar der duer, bind 1 og 2.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del