Blandt de udstillede genstande bemærkede Jim en sangcikadefigur af brun og grøn jadeit fra Han-dynastiets tid (206 f.v.t.-220 e.v.t.).

„Hvad er den blevet anvendt til? Dekoration?“

„Nej,“ indledte jeg min forklaring. „Som du sikkert ved, tilbringer sangcikadelarver fire år under jorden og kommer derpå op som voksne sangcikader. De gamle kinesere anvendte den derfor som symbol på genfødsel. Længe før Kristi tid begyndte de at følge den skik at lægge et sangcikadeformet stykke jade i munden på de afdøde, noget de mente ville forhindre legemet i at gå i opløsning. Skikken skyldtes deres tro på en udødelig sjæl der reinkarneredes. Men bortset fra det, synes du da ikke at deres viden om sangcikadens livscyklus klart peger på at de må have været skarpsindige naturiagttagere?“

„Fra ældgammel tid har den kungfutsianistiske og taoistiske tænkning fremhævet bestemte dyder som idealer,“ forklarede jeg, „og jade er blevet betragtet som et passende symbol på dem. Kungfutse priste dens dyder med ordene: ’Den er blød, glat og skinnende — ligesom kløgt. Dens kanter forekommer skarpe men skærer ikke — ligesom retfærdighed. Den søger nedad mod jorden — ligesom ydmyghed. Når den slås an, giver den en klar, ringende lyd — ligesom musik. De deformerede dele er ikke skjult, men bidrager til dens skønhed — ligesom sandfærdighed.’ Hvilken fantasi!“

Da jade mentes at symbolisere disse dyder, blev den stærkt beundret og blev anvendt af alle der stræbte efter at tage sig ud som ’den fuldendte, dannede herre’. En sådan mand bar hængesmykker af jade omkring livet, og han afpassede sin gang efter den ringlen de frembragte når han gik. Hvis han blev ophidset eller fik upassende travlt — noget en dannet herre for enhver pris måtte undgå — mindede den disharmoniske klirren ham om at han havde forset sig imod konventionerne. Her findes måske delvis forklaringen på hvordan det fejlagtige begreb ’den uudgrundelige østerlænding’ er opstået. I virkeligheden regnes det ganske enkelt for upassende at stille sine følelser til skue!