Krig og de kristne

Det ændrede ikke noget at kristenheden viste sig på verdensskuepladsen. Anne Fremantle skriver i bogen Age of Faith: „Af alle de krige mennesket har udkæmpet, er ingen blevet ført med en større nidkærhed end dem der er ført på religionens vegne. Og af disse ’hellige krige’ har ingen været mere blodige og af længere varighed end de kristne korstog i middelalderen.“

Situationen er mærkeligt nok den samme i dag. „Folk kæmper og dør . . . under religiøse flag rundt om i verden, og kampene foregår med voldsom hårdnakkethed. I Nordirland fortsætter protestanter og katolikker med deres formålsløse myrderier af hinanden. Spændingen mellem arabere og israelere kan når som helst bryde ud i territoriale, kulturelle og religiøse stridigheder,“ skrev Time i 1976. Etniske og religiøse forskelle har desuden været årsag til grufulde massakrer i Jugoslaviens tidligere republikker såvel som i asiatiske lande.

Utroligt nok går kristne ofte i krig mod deres trosfæller. Katolikker dræber katolikker på slagmarken. E. I. Watkin skriver: „Hvor smerteligt det end er at måtte indrømme det, kan vi ikke for at opnå en falsk opbyggelse eller af uærlig loyalitet, benægte eller ignorere den historiske kendsgerning at biskopper konsekvent har støttet alle krige der er blevet ført af deres landes regeringer. Jeg kender faktisk ikke til et eneste tilfælde hvor et lands hierarki har fordømt nogen krig som uretfærdig . . . Hvordan den officielle teori end har været, har den regel som katolske biskopper har fulgt i krigstid, i praksis været ’mit land har altid ret’.“

Det er dog ikke kun katolikkerne der følger denne regel. I en artikel i den canadiske avis Sun, der udkommer i Vancouver, stod der: „Protestantismen kan på ingen måde hævde at den har taget afstand fra disse splittende nationalistiske kræfter. Det er en svaghed for måske alle organiserede religioner at kirken følger flaget . . . Er der nogen sinde blevet udkæmpet en krig hvor man ikke har hævdet at Gud var med på begge sider?“

Nej, tilsyneladende ikke! Den protestantiske præst Harry Emerson Fosdick siger: „Endog i vore kirker har vi sat krigsfanen . . . Med den ene mundvig har vi hyldet Fredsfyrsten og med den anden har vi forherliget krigen.“ Og spalteskribenten Mike Royko påpeger at „kristne“ aldrig har „været sarte med hensyn til at føre krig mod andre kristne“, og han tilføjer: „Havde de været det, ville mange af de heftigste krige i Europa aldrig have fundet sted.“ En af disse bemærkelsesværdige krige var Trediveårskrigen i Tyskland mellem protestanter og katolikker.

Beviserne er meget tydelige. Religion har støttet og til tider endda anstiftet krig. Derfor har mange spekuleret over spørgsmålene: Favoriserer Gud i krigstid virkelig én nation frem for en anden? Vælger han side når nationerne kæmper? Vil der nogen sinde komme en tid hvor der ikke vil være krig?

Et falsk håb

Mange har set hen til kirkerne som et middel til at skabe en verden uden krig. Men kirkerne har vist sig at være en af historiens mest splittende og militante kræfter. Frank P. Crozier, der var britisk brigadegeneral under den første verdenskrig, har for eksempel sagt: „Ingen kan bedre end de kristne kirker gøre mennesker blodtørstige, og vi har gjort flittigt brug af dem.“

Det er derfor vigtigt at vi skelner mellem sand og falsk kristendom. Som en hjælp fremsatte Jesus en enkel regel: „I kan kende dem på deres frugter.“ (Mattæus 7:16) Ord eller titler er ikke nok. Steve Whysall, der er fast medarbejder på avisen Sun i Vancouver, illustrerer det på denne måde: „Ikke alle der går i blå, olieplettede kedeldragter er mekanikere selv om de måske ligner mekanikere, . . . selv om de siger ’vi er mekanikere’.“

Whysall overfører denne illustration på kristendommen og siger: „Man hører ofte folk sige at ’dét og dét blev gjort i kristendommens navn og hvor var det forfærdeligt at man kunne gøre det’. Det var forfærdeligt. . . . Men hvem siger at det overhovedet var kristne der gjorde disse forfærdelige ting?

Du svarer at de anerkendte kirker tog ansvaret for det. Men hvem siger at de anerkendte kirker overhovedet er kristne?

Paven velsignede Mussolini, og der er vidnesbyrd om at andre paver tidligere har taget del i grusomme handlinger. Men hvem siger at de var kristne?

Du tænker måske: ’Når en mand er pave må han da være kristen.’ Men at en person siger: ’Jeg er kristen,’ betyder ikke nødvendigvis at han er det — lige så lidt som en mand der hævder at være mekaniker nødvendigvis er det.

Bibelen advarer endda imod mennesker der giver sig ud for at være kristne . . . Ingen kristne vil føre krig imod trosfæller — det ville være det samme som at kæmpe imod sig selv.

Sande kristne er brødre og søstre i Jesus Kristus. . . . De vil aldrig nogen sinde forsætligt skade hinanden.“

Vi må følge Jesu regel og se på de frugter kirkerne frembringer. Men hvilke frugter? Bibelen peger især på én frugt når den siger: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

Kirkerne har støttet og endda befordret at trosfæller blev nedslagtet i krig; i stedet for at fremme kærligheden. Derved er de blevet Djævelens håndlangere lige så sikkert som religionerne hos de gamle ægyptere, assyrere, babyloniere og romere var det. Jesus Kristus kaldte Satan „denne verdens hersker“ og sagde om sine sande tjenere: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 12:31; 17:16; 2 Korinther 4:4) Men kirkerne har gjort sig selv til en integreret del af denne verden.