En ny tidsalder for jøder og kristne?

„Forfølgelsen vil ophøre når paven går ind i synagogen.“ — Jødisk ordsprog.

DEN 13. april 1986 gik Johannes Paul II som den første romerske pave ind i en jødisk synagoge. Under tordnende bifald bekræftede paven at den katolske kirke „beklager det had, de forfølgelser og den antisemitisme som jøderne til alle tider og fra alle sider har været udsat for“. Han sagde at hans besøg ’havde til formål at overvinde gamle fordomme og sikre en større erkendelse af jøders og kristnes fælles åndelige arv’.

Også andre af kristenhedens kirker har i de senere år søgt at bygge bro over den kløft der i århundreder har været mellem dem og jøderne. I juni 1987 offentliggjorde de presbyterianske kirker i USA et dokument der udtrykte beklagelse over kirkens „antijødiske indstilling og handlemåde“ gennem tiden. Kort tid efter vedtog United Church of Christ sin egen resolution, hvori den erklærede at „kristendommen ikke har gjort jødedommen overflødig“ og at „Guds pagt med det jødiske folk ikke er blevet ophævet“.

Kristenheden og Holokaust

Hvad er baggrunden for disse bemærkelsesværdige bestræbelser? Intet mindre end et forsøg på fra kristenhedens side at distancere sig fra nazismens Holokaust. I årene umiddelbart efter den anden verdenskrig forsøgte de fleste kirkeledere at ignorere at de skændselsgerninger der blev begået under Holokaust, blev udført af mennesker der kaldte sig kristne. Men jøderne glemte ikke denne foruroligende kendsgerning.

Som årene gik begyndte de der havde overlevet Holokaust at give deres mening til kende. I bøger, blade og film blev verden konfronteret med koncentrationslejrenes rædsler. Staten Israels kamp for at overleve henledte også verdens opmærksomhed på jøderne. Som følge heraf er kristenheden blevet udsat for et stadig mere massivt angreb. Som G. Peter Fleck skriver i The Christian Century: „Der er noget grueligt galt med . . . en religion og en civilisation der kunne fostre og tolerere noget så afskyeligt [som Holokaust]. Og der må være noget galt med en kirke som næsten forholdt sig fuldstændig tavs og passiv under rædslerne.“

Jødiske ledere erklærer sig enige. Rabbiner Stuart E. Rosenberg har spurgt hvorfor ’så få kirker og deres ledere [efter den anden verdenskrig] undlod at kæde de kristnes konstante og vedblivende antisemitisme sammen med nazismens slutprodukt — det overlagte mord på en tredjedel af det jødiske folk’. Han siger at mange kirkemedlemmer „ignorerede eller, hvad der var endnu værre, stille og roligt accepterede dommen over seks millioner jøder i Hitlers Europa som en dom fra Gud fordi ’jøderne havde forkastet Jesus’.“ — The Christian Problem.

I sin bog A Jew Today skriver Elie Wiesel: „Hvordan skal man forklare at Hitler og Himmler aldrig blev ekskommunikeret af kirken? At Pius XII aldrig fandt det betimeligt, for ikke at sige nødvendigt, at fordømme Auschwitz og Treblinka? At en stor del af SS-folkene var troende som forblev kristne lige til det sidste? At der var mordere som gik til skrifte mellem massakrerne? Og at de alle kom fra kristne familier og havde fået en kristen opdragelse?“

Det er derfor intet under at kirkeledere har følt sig presset til at tage deres holdning til jødedommen op til revision. Der er således ved at opstå en ny teologi inden for kristenheden hvori jøderne ikke længere omtales som ’Kristusmordere’ eller som ’et forbandet folk’, men derimod nyder ære og anerkendelse. Der tales endog om at kristendommen og jødedommen kan være ’forskellige veje til Gud’.

Begyndelsen på en „ny tidsalder“?

Nogle har hyldet denne udvikling som begyndelsen til „en helt ny tidsalder i forholdet“ mellem jøder og kristne. Rabbiner Leon Klenicki har endog erklæret at jøder nu bør „tænke på Jesu betydning og kristendommens mission som en måde hvorpå man kan føre hele menneskeheden til Gud“. Han tilføjer: „Måske ønsker Gud at vi skal samarbejde.“ — The New York Times, den 24. juli, 1988.

Men ikke alle er så optimistiske. Evangeliske teologer i kristenheden betragter den nye liberale indstilling til jødedommen som en afvigelse fra den fundamentale kristne lære. Mange jødiske ledere er også skeptiske over for de nye fredstoner og betragter dem som uklare og selvmodsigende, eller blot som endnu et forsøg på at omvende jøderne.

Jødiske ledere siger at for at der kan skabes sand harmoni må kristenheden utvetydigt opgive sin tidligere antisemitiske politik og vedkende sig sin rolle i Holokaust. De kræver at kirkelederne fuldstændig fraviger den opfattelse at jøderne er skyld i Jesu død. De ønsker jødedommen anerkendt som en gyldig vej til frelse og ikke blot som en forløber for kristendommen. De vil have kristenheden til at indstille sine bestræbelser på at omvende jøder, og endelig kræver mange at kristenheden fuldt ud anerkender og støtter staten Israel.

Men som den følgende artikel viser vil der stadig være en bred kløft selv om der bliver taget sådanne ekstraordinære skridt.

Kan der bygges bro over kløften?

KLØFTEN mellem jøder og kristne skyldes imidlertid ikke udelukkende Holokaust. De to religioner har lige fra begyndelsen været uenige i det afgørende spørgsmål om hvorvidt Jesus fra Nazaret var den lovede Messias.

I det første århundrede udløste spørgsmålet om Messias en voldsom forfølgelse af kristne. (Apostelgerninger 8:1) Senere ændrede situationen sig imidlertid, og de såkaldt kristne begyndte at forfølge jøderne. Kristenheden har i århundreder gjort sig store anstrengelser for at omvende jøderne, men som et hele har det jødiske folk ikke ladet sig rokke fra deres oprindelige ståsted.

En jødisk skribent har skrevet at jøderne ikke har noget imod Jesus som person, men tilføjer: „[Han] er afgjort ikke den politiske Messias som vi og vore forfædre så inderligt har ventet.“ Rabbiner Samuel Sandmel siger det endnu mere utvetydigt: „Vi er ikke kommet til at tro som I [kristne] tror; så enkelt er det.“ (We Jews and You Christians) Som følge af denne meningsforskel er der opstået en religiøs kløft mellem jøder og kristne der er langt større end de fleste forestiller sig.

Forsøg på at bygge bro

På den ene side udelukker den kristne lære fuldstændig at frelsen kan opnås uden gennem Jesus. Jesus sagde selv: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ — Johannes 14:6; jævnfør Apostelgerninger 4:12; Første Timoteusbrev 2:3-6.

På den anden side føler jøderne sig frastødt af den afgudsdyrkelse der er så udbredt inden for kristenheden. Treenighedslæren bliver også betragtet med foragt af jøderne som helt uforenelig med „jødedommens grundlærdom“ — den monoteistiske lære der kommer til udtryk i ordene: „Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én.“ (5 Mosebog 6:4, Melchior) Skribenten Jakób Jocz har sagt: „Det er på dette punkt at kløften mellem kirken og synagogen viser sig i hele sin dybde og bredde. . . . Set med jødedommens øjne er læren om Jesu Kristi guddommelighed en utilgivelig krænkelse.“ — The Jewish People and Jesus Christ.

Kristendommen og jødedommen har også forskellige holdninger til Moseloven og dens traditioner. Rabbiner Stuart E. Rosenberg har sagt: „Uden Guds pagt ville der ikke eksistere nogen jødisk nation: Den var årsagen til nationens tilblivelse, og den har aldrig forladt pagten. . . . Men lige fra begyndelsen har de kristne haft et problem med Israels pagt.“ Ja, for apostelen Paulus sagde om Moseloven: „[Gud] udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, . . . og han tog det bort ved at nagle det til marterpælen.“ — Kolossenserne 2:14.

Teologer som forsøger at nedtone den kristne lære ved at påstå at Moseloven stadig er gyldig eller at der er ’forskellige veje til Gud’, befinder sig i noget af et dilemma. For at få deres holdning til at stemme med ’Det Nye Testamente’ må teologerne gøre alle mulige teologiske krumspring, og jonglere med, fordreje eller helt ignorere vigtige skriftsteder. Eller de må, hvilket nogle også gør, påstå at de vanskelige passager ikke er autentiske, at Jesus Kristus aldrig gjorde krav på at være „vejen og sandheden og livet“, at Peters ord i Apostelgerninger 4:12 om at Jesu navn ’er det eneste navn under himmelen hvorved vi skal frelses’, blev tilføjet senere under indflydelse af paulinsk teologi, og så videre. Men derved underminerer de troen hos deres tilhængere.

Jakób Jocz sammenfatter det hele udmærket når han siger at de to religioner „ikke har nogen fællesnævner der kan danne grundlag for en teologi der kan bygge bro over kløften. De kan kun gå på kompromis ved at kapitulere: Enten må kirken blive til en synagoge eller også må synagogen blive til en kirke.“

Årsagen til at forligelse er umuligt

Der rejser sig imidlertid nogle formidable hindringer for at der nogen sinde kan indgås et sådant kompromis. For jøderne er alene tanken om en religiøs omvendelse bandlyst. Når alt kommer til alt, hvad har kristenhedens religioner så gjort som gør dem anbefalelsesværdige for jøderne? Rabbiner Samuel Sandmel opregner nogle af historiens grusomheder „som kristne har påført kristne i kristendommens navn“ og spørger dernæst: „Kan man i lyset af dette med rette forvente at vi skal mene at jeres religion er bedre end vores? Har den skabt bedre mennesker? Har den løst spørgsmålene om krig, fred og fremgang blandt kristne nationer?“

Holokaust har også rettet opmærksomheden mod jødernes overlevelse som folk betragtet, og sat spørgsmålstegn ved om deres religion og kultur vil bestå. Jøderne er derfor tilbøjelige til at betragte omvendelse ikke blot som kætteri men som forræderi. Tidsskriftet Journal of Jewish Communal Service har beklagende sagt: „Vi kan dårligt tåle at miste nogen af de nyeste generationer af voksne jøder. . . . Hvad nazisterne ikke formåede med Holokaust kan stadig ske ved [missioneren].“

Rabbiner Henry Siegman drager derfor følgende konklusion: „Mindet om tvungen omvendelse står dybt prentet i det jødiske folks bevidsthed og har været en af de væsentligste hindringer i forholdet mellem jøder og kristne.“

Det springende punkt

Der er således ikke udsigt til nogen virkelig enhed mellem jøder og kristne. Bestræbelserne for at nå til enighed bliver fortsat undermineret af uløselige teologiske spørgsmål, modstridende politiske interesser og gensidig mistillid. Den religiøse dialog har tendens til at vige uden om det spørgsmål der er den egentlige årsag til kløften, nemlig at Jesus gjorde krav på at være Messias. Først når dette spørgsmål bliver afklaret kan nogle af de århundredgamle barrierer af frygt og mistillid begynde at nedbrydes.

Nu skal det indrømmes at de fleste jøder ikke ønsker at tale om Jesus. Deres modvilje er en uundgåelig følge af århundreders antisemitisme i Jesu navn. Men det var ikke Jesus der indledte korstogene, og det var heller ikke Jesus der var skyld i inkvisitionen eller Holokaust. Disse grusomme ugerninger blev udført af mennesker som falskeligt hævdede at være kristne! Dette fremgår af Jesu egne ord da han citerede fra Moseloven og opstillede et af den sande kristendoms grundprincipper: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39; 3 Mosebog 19:18) Disse ord står som et anklageskrift mod kristenheden. Den form for religion den praktiserer er tydeligvis en grov forvanskning af det som Jesus egentlig lærte.