16. (a) Hvem nærede kristenhedens ledere et særligt had til? (b) Hvad skete der i middelalderen inden for kristenheden? (c) Ændrede det protestantiske oprør, eller reformationen, noget ved kristenhedens optræden?

¹⁶ Samtidig med at kristenhedens ledere, de religiøse såvel som de verdslige, hævdede at være hyrder for Guds hjord, nærede de et særligt had til enhver som afslørede deres ubibelske handlinger eller som forsøgte at tilskynde folk til at læse i Bibelen. Johan Hus og bibeloversætteren William Tyndale blev forfulgt og dræbt som martyrer. I den mørke middelalder nåede frafaldet et højdepunkt med den djævelske katolske inkvisition. Enhver som betvivlede kirkens lære eller myndighed blev nådeløst undertrykt, og i tusindvis af såkaldte kættere blev torteret til døde eller brændt på bålet. Således forsøgte Satan at sikre sig at ethvert sandt afkom af Guds hustrulignende organisation hurtigt blev knust. Da det protestantiske oprør, eller reformationen, fandt sted (fra 1517 og fremefter), viste mange protestantiske kirker en tilsvarende intolerance. De pådrog sig også blodskyld ved at dræbe dem der forsøgte at være loyale over for Gud og Kristus. ’Helliges blod’ blev udgydt i mængde. — Åbenbaringen 16:6; jævnfør Mattæus 23:33-36.

Da Jesus indledte sin inspektion i 1918 fik kristenhedens gejstlige uden tvivl en ugunstig dom. De havde ikke alene anstiftet forfølgelse af Guds folk, men havde også pådraget sig svær blodskyld ved at støtte de stridende nationer under den første verdenskrig. (Åbenbaringen 18:21, 24) Derefter knyttede de deres forhåbninger til det menneskeskabte Folkeforbund. Sammen med hele den falske religions verdensimperium havde kristenheden fra 1919 fuldstændig mistet Guds gunst.

[Illustrationer på side 31]

Kristenhedens kirker pådrog sig stor blodskyld ved at forfølge og dræbe dem der oversatte, læste eller blot ejede Bibelen